Anmeldelse
Tugtens lykkelige år af Fleur Jaeggy
Fængslende roman tegner et dystert billede af kostskolelivet i efterkrigstiden.
Den schweiziske forfatter Fleur Jaeggy (f. 1940) debuterer på dansk med sin mærkeligt fascinerende kostskoleroman ’Tugtens lykkelige år’ (it. I beati anni del castigo), som oprindeligt udkom i 1989. Romanen skildrer i tilbageblik livet på en række forskellige kostskoler, som romanens hovedperson gik på som barn, især tiden på det såkaldte Bausler Institut i Schweiz, hvor hun første gang møder den gådefulde pige Frédérique. En subtil, urovækkende og smukt skrevet roman om en rodløs barndom.
Mellem sit 8. og 17. år gik den unavngivne fortæller i ’Tugtens lykkelige år’ på en række kostskoler sammen med et væld af andre piger fra velstillede overklassefamilier. Hun beskriver et liv præget af lydighed og disciplin og uden nære venskaber. Familie er der heller ikke meget af, sin far ser hun sjældent og moren nærmest overhovedet ikke: hun er flyttet med sine nye mand til Brasilien, hvorfra hun styrer datterens uddannelse med hård hånd. Bl.a. er det på dekret fra moren, at vores hovedperson skal dele værelse med en tysk pige, for at hun kan lære at tale tysk: ”Og alligevel kan jeg ikke finde hendes navn i min hukommelses skuffedarium; piger forsvundet i hukommelsen. Hvem var hun?”
Der er dog én af de andre piger, som gør særlig indtryk på fortælleren. Den smukke, intelligente og disciplinerede Frédérique fascinerer allerede fra første dag på skolen, men hun er også fjern og reserveret. Det er måske netop, fordi hun ikke er som alle de andre piger, at vores fortæller bliver besat af hende:
”Lige fra begyndelsen ville jeg være sammen med hende, og at være sammen med hende betød i virkeligheden at overtage hendes sjæl, blive hendes medsammensvorne og foragte alle de andre.”
Jaeggy beskriver kostskolepigernes liv som en tilværelse præget af meningsløs disciplin for disciplinens skyld, af ensomhed, lurende konflikter og undertrykte følelser. Handlingen er meget episodisk, og fokus er først og fremmest på fortællerens indtryk og følelser og på kostskolernes kvælende rutiner, som skildres i en både afmålt og rastløs prosastil, der er med til at skabe en vedvarende fornemmelse af uro. Som f.eks da fortælleren bliver afvist, da hun beder om lov til at skifte værelse for at komme tættere på Frédérique:
”Man må altid takke, også når man får et afslag. Opdragelsen lærer én at takke med et smil. Et forbandet smil. Der er på en eller anden måde noget lighusagtigt i kostskoleelevernes ansigter. Eller en fært af lighus også i selv det yngste og yndigste pigebarn. Et dobbeltbillede, anatomisk og antikt. I det ene billede løber og ler hun, i det andet ligger hun på en seng under et ligklæde af kniplinger. Det er hendes egen hud som har broderet det.”
'Tugtens lykkelige år' er blot 100 sider lang og hurtigt læst, men den gør virkelig indtryk. Romanen er oversat at Majse Aymo-Boot, og man må håbe, at forlaget Basilisk eller andre vil følge op med flere fordanskninger af Fleur Jaeggy. Hun er værd at stifte bekendtskab med.
Fængslende roman tegner et dystert billede af kostskolelivet i efterkrigstiden.
Den schweiziske forfatter Fleur Jaeggy (f. 1940) debuterer på dansk med sin mærkeligt fascinerende kostskoleroman ’Tugtens lykkelige år’ (it. I beati anni del castigo), som oprindeligt udkom i 1989. Romanen skildrer i tilbageblik livet på en række forskellige kostskoler, som romanens hovedperson gik på som barn, især tiden på det såkaldte Bausler Institut i Schweiz, hvor hun første gang møder den gådefulde pige Frédérique. En subtil, urovækkende og smukt skrevet roman om en rodløs barndom.
Mellem sit 8. og 17. år gik den unavngivne fortæller i ’Tugtens lykkelige år’ på en række kostskoler sammen med et væld af andre piger fra velstillede overklassefamilier. Hun beskriver et liv præget af lydighed og disciplin og uden nære venskaber. Familie er der heller ikke meget af, sin far ser hun sjældent og moren nærmest overhovedet ikke: hun er flyttet med sine nye mand til Brasilien, hvorfra hun styrer datterens uddannelse med hård hånd. Bl.a. er det på dekret fra moren, at vores hovedperson skal dele værelse med en tysk pige, for at hun kan lære at tale tysk: ”Og alligevel kan jeg ikke finde hendes navn i min hukommelses skuffedarium; piger forsvundet i hukommelsen. Hvem var hun?”
Der er dog én af de andre piger, som gør særlig indtryk på fortælleren. Den smukke, intelligente og disciplinerede Frédérique fascinerer allerede fra første dag på skolen, men hun er også fjern og reserveret. Det er måske netop, fordi hun ikke er som alle de andre piger, at vores fortæller bliver besat af hende:
”Lige fra begyndelsen ville jeg være sammen med hende, og at være sammen med hende betød i virkeligheden at overtage hendes sjæl, blive hendes medsammensvorne og foragte alle de andre.”
Jaeggy beskriver kostskolepigernes liv som en tilværelse præget af meningsløs disciplin for disciplinens skyld, af ensomhed, lurende konflikter og undertrykte følelser. Handlingen er meget episodisk, og fokus er først og fremmest på fortællerens indtryk og følelser og på kostskolernes kvælende rutiner, som skildres i en både afmålt og rastløs prosastil, der er med til at skabe en vedvarende fornemmelse af uro. Som f.eks da fortælleren bliver afvist, da hun beder om lov til at skifte værelse for at komme tættere på Frédérique:
”Man må altid takke, også når man får et afslag. Opdragelsen lærer én at takke med et smil. Et forbandet smil. Der er på en eller anden måde noget lighusagtigt i kostskoleelevernes ansigter. Eller en fært af lighus også i selv det yngste og yndigste pigebarn. Et dobbeltbillede, anatomisk og antikt. I det ene billede løber og ler hun, i det andet ligger hun på en seng under et ligklæde af kniplinger. Det er hendes egen hud som har broderet det.”
'Tugtens lykkelige år' er blot 100 sider lang og hurtigt læst, men den gør virkelig indtryk. Romanen er oversat at Majse Aymo-Boot, og man må håbe, at forlaget Basilisk eller andre vil følge op med flere fordanskninger af Fleur Jaeggy. Hun er værd at stifte bekendtskab med.
Kommentarer