Anmeldelse
Trado
- Log ind for at skrive kommentarer
Glimrende digte om sproget som brudt arv, hvor to stemmer væver sig ind og ud af hinanden.
Da Svetlana Cârstean og Athena Farrokhzad mødte hinanden på en oversætterworkshop, kunne de ikke hinandens sprog. Men der opstod en gensidig fascination, som bl.a. resulterede i, at de oversatte hinandens debutdigte. Og nu ligger der en fælles bog foran mig; lilla, ordløs på forsiden, næsten undseelig.
Men i det øjeblik jeg åbner bogen, sker der noget magisk, for digtene syder og sprutter af fortællelyst og den udveksling, der finder sted, er virkelig interessant at læse. ’Trado’ er opdelt i tre dele, hvor først Cârstean skriver, dernæst fælles om oversættelse og til sidst Farrokhzad. Første og sidste del er digte, som kredser om at bryde sit eget sprog, forræderi og kærlighed.
Svetlana Cârstean skriver med stor detaljerigdom på den helt store klinge om de små ting. Hendes digte varierer fra at være tætte, fortællende digte og skifter i form. Jeg kan mærke den desperation, der beskrives; en rislen gennem digtene, fra hendes sprog til mit. Hendes digte bevæger sig gennem et vaklende liv, der fx beskrives sådan her: ”du skal spise op / kødet og suppen / kun sådan vil du overleve / tal ikke med fremmede / inviter ikke nogen børn herhjem / åbn ikke døren for nogen”.
Det midterste stykke er et fællesskrift om oversættelse; om at se ind i hinandens sprog (uden nødvendigvis at kunne det), træde ind i den andens forestillingsverdener og arbejde med dem. Det er interessant at læse det vævede tæpper af stemmer, som forfatterne har indskrevet mellem deres egne pointer. Tilsammen udgør det en slags oversættelsens poetik – en sanselig og vellykket gennemgang af, hvad det vil sige at oversætte og hvordan man kan gøre det.
Athena Farrokhzad skriver insisterende digte opbygget som ”jeg sagde” og ”Svetlana sagde”, der undervejs i min læsning virker voldsomt repeterende og irriterende, nærmest monotont. Men undervejs bytter stemmerne og oplevelserne plads, hvilket løsner den følelse i mig. Det er generelt et fint træk i værket, at digterne bytter plads i hinandens sprog. Giver hinanden et hjem. Et sted at være til, som hun fx skriver: ”Vi har valgt digtet for at huske det sted, hvor / glemslen begynder.”
’Trado’ er et glimrende eksempel på, hvad udvekslingen af sprog og kulturer kan medføre; at vi lærer hinanden at kende og bliver klogere på hinandens oprindelse, glæder og udfordringer. Bogen er oversat og med efterord af Jakob Slebsager Nielsen, der har oversat på fineste vis.
- Log ind for at skrive kommentarer
Glimrende digte om sproget som brudt arv, hvor to stemmer væver sig ind og ud af hinanden.
Da Svetlana Cârstean og Athena Farrokhzad mødte hinanden på en oversætterworkshop, kunne de ikke hinandens sprog. Men der opstod en gensidig fascination, som bl.a. resulterede i, at de oversatte hinandens debutdigte. Og nu ligger der en fælles bog foran mig; lilla, ordløs på forsiden, næsten undseelig.
Men i det øjeblik jeg åbner bogen, sker der noget magisk, for digtene syder og sprutter af fortællelyst og den udveksling, der finder sted, er virkelig interessant at læse. ’Trado’ er opdelt i tre dele, hvor først Cârstean skriver, dernæst fælles om oversættelse og til sidst Farrokhzad. Første og sidste del er digte, som kredser om at bryde sit eget sprog, forræderi og kærlighed.
Svetlana Cârstean skriver med stor detaljerigdom på den helt store klinge om de små ting. Hendes digte varierer fra at være tætte, fortællende digte og skifter i form. Jeg kan mærke den desperation, der beskrives; en rislen gennem digtene, fra hendes sprog til mit. Hendes digte bevæger sig gennem et vaklende liv, der fx beskrives sådan her: ”du skal spise op / kødet og suppen / kun sådan vil du overleve / tal ikke med fremmede / inviter ikke nogen børn herhjem / åbn ikke døren for nogen”.
Det midterste stykke er et fællesskrift om oversættelse; om at se ind i hinandens sprog (uden nødvendigvis at kunne det), træde ind i den andens forestillingsverdener og arbejde med dem. Det er interessant at læse det vævede tæpper af stemmer, som forfatterne har indskrevet mellem deres egne pointer. Tilsammen udgør det en slags oversættelsens poetik – en sanselig og vellykket gennemgang af, hvad det vil sige at oversætte og hvordan man kan gøre det.
Athena Farrokhzad skriver insisterende digte opbygget som ”jeg sagde” og ”Svetlana sagde”, der undervejs i min læsning virker voldsomt repeterende og irriterende, nærmest monotont. Men undervejs bytter stemmerne og oplevelserne plads, hvilket løsner den følelse i mig. Det er generelt et fint træk i værket, at digterne bytter plads i hinandens sprog. Giver hinanden et hjem. Et sted at være til, som hun fx skriver: ”Vi har valgt digtet for at huske det sted, hvor / glemslen begynder.”
’Trado’ er et glimrende eksempel på, hvad udvekslingen af sprog og kulturer kan medføre; at vi lærer hinanden at kende og bliver klogere på hinandens oprindelse, glæder og udfordringer. Bogen er oversat og med efterord af Jakob Slebsager Nielsen, der har oversat på fineste vis.
Kommentarer