Anmeldelse
Tony ingen af Andrés Montero
Dragende historie midt imellem virkelighed og illusion, realisme og mystik. Montero minder os om, at nogle gange er det mest virkelige gemt dybt inde i fortællingen.
Det lille chilenske Cirkus Garmendia og dets medlemmer lever et hårdt liv i fattigdom. Da en lille dreng og et eksemplar af Tusinde og én nat ender i cirkusset midt i en svær tid, bliver det begyndelsen på storhed for den unge, kvindelige hovedperson og cirkusset, men samtidigt også på en række mystiske hændelser. Hovedpersonen genkender straks sig selv i prinsesse Shahrazad, som et minde om et tidligere liv og en forudanelse for fremtiden. Som slutning på hver aftens forestilling begynder hun at fortælle historierne for publikum, præcis som Shahrazad.
Romanen er en historie ikke kun om fortællingens magiske og vidunderlige væsen, der kan få os til at tabe fornemmelsen for tid og sted, men også om, hvor stor en del af vores identitet, der er bygget op af de fortællinger, vi skaber om os selv. Hvad end det er som prinsesse i 'Tusinde og én nat' eller som cirkusdirektørens adoptivdatter:
”Jeg var Shahrazad og ikke noget andet. Den person, jeg forestillede uden for cirkusset, var midlertidig – det var den illusion, der tillod virkelighedens eksistens. Det eneste mulige og tænkelige sted var cirkusset.”
Andrés Montero leger hele tiden på grænsen mellem magi og realisme, illusion og virkelighed. Hovedpersonen lærer af sin onkel Tony Hindbær, at cirkusset er den egentlige virkelighed, at det er blod, sved, sult og aldrig forestiller at være noget andet. Når cirkusfolkene går på scenen, spiller de ikke en rolle, de er deres karakterer, de er cirkusset. Udenfor er illusionen og en verden af komplicerede systemer. Det virkelig er lige der, midt i showet og fortællingen.
Andrés Montero er en ægte fortæller, og når han fortæller, føler man sig som tilskuer til et slags cirkus. Henført, åndeløs og fuldstændig fortabt i den fortælling, forfatteren åbner op for os. På samme måde som tilskuerne i romanens cirkus, sluger man hvert ord, forført og higende efter det næste.
'Tony Ingen' har klare tråde til den magiske realisme, som er en stærk tradition i sydamerikansk litteratur. På den ene side en eventyrlig roman i cirkussets forunderlige verden. På den anden side en realistisk, hård roman om sult, kulde, hårdt arbejde, misbrug, dystre familiehemmeligheder og identitet for medlemmerne i Cirkus Garmendia.
Dragende historie midt imellem virkelighed og illusion, realisme og mystik. Montero minder os om, at nogle gange er det mest virkelige gemt dybt inde i fortællingen.
Det lille chilenske Cirkus Garmendia og dets medlemmer lever et hårdt liv i fattigdom. Da en lille dreng og et eksemplar af Tusinde og én nat ender i cirkusset midt i en svær tid, bliver det begyndelsen på storhed for den unge, kvindelige hovedperson og cirkusset, men samtidigt også på en række mystiske hændelser. Hovedpersonen genkender straks sig selv i prinsesse Shahrazad, som et minde om et tidligere liv og en forudanelse for fremtiden. Som slutning på hver aftens forestilling begynder hun at fortælle historierne for publikum, præcis som Shahrazad.
Romanen er en historie ikke kun om fortællingens magiske og vidunderlige væsen, der kan få os til at tabe fornemmelsen for tid og sted, men også om, hvor stor en del af vores identitet, der er bygget op af de fortællinger, vi skaber om os selv. Hvad end det er som prinsesse i 'Tusinde og én nat' eller som cirkusdirektørens adoptivdatter:
”Jeg var Shahrazad og ikke noget andet. Den person, jeg forestillede uden for cirkusset, var midlertidig – det var den illusion, der tillod virkelighedens eksistens. Det eneste mulige og tænkelige sted var cirkusset.”
Andrés Montero leger hele tiden på grænsen mellem magi og realisme, illusion og virkelighed. Hovedpersonen lærer af sin onkel Tony Hindbær, at cirkusset er den egentlige virkelighed, at det er blod, sved, sult og aldrig forestiller at være noget andet. Når cirkusfolkene går på scenen, spiller de ikke en rolle, de er deres karakterer, de er cirkusset. Udenfor er illusionen og en verden af komplicerede systemer. Det virkelig er lige der, midt i showet og fortællingen.
Andrés Montero er en ægte fortæller, og når han fortæller, føler man sig som tilskuer til et slags cirkus. Henført, åndeløs og fuldstændig fortabt i den fortælling, forfatteren åbner op for os. På samme måde som tilskuerne i romanens cirkus, sluger man hvert ord, forført og higende efter det næste.
'Tony Ingen' har klare tråde til den magiske realisme, som er en stærk tradition i sydamerikansk litteratur. På den ene side en eventyrlig roman i cirkussets forunderlige verden. På den anden side en realistisk, hård roman om sult, kulde, hårdt arbejde, misbrug, dystre familiehemmeligheder og identitet for medlemmerne i Cirkus Garmendia.
Kommentarer