Anmeldelse
Tjenerindens døtre af Elsebeth Dissing
- Log ind for at skrive kommentarer
Vellykket romandebut giver et fint tidsbillede af et vestjysk stationsbysamfund omkring Anden Verdenskrig, præget af rangforskelle, sladder og dobbeltmoral.
Forfatteren har en journalistisk baggrund og debuterer som romanforfatter som 75-årig. Hun giver en levende beskrivelse af miljøet i en lille stationsby, hvor livet går sin vante gang, men hvor forandringens vinde så småt finder vej. Det er en kollektivroman, hvor især kvinderne fremstilles nuanceret og vedkommende. Traditionen tro er de underlagt manden, men kvindebevægelsen sætter også sit aftryk i det vestjyske, hvor nogle af kvinderne lige så stille begynder at finde deres egen vej til et friere liv uden direkte at gøre oprør.
Sladderen gennemsyrer det lille samfund, ivrigt kolporteret af telefoncentralens bestyrerinde. Hun lytter skamløst til private telefonsamtaler og bringer hurtigt nyhederne videre til de nyfigne sladderkællinger på Kirkebakken, der godter sig i hellig forargelse over andres ulykke. Stationsbyen er et lille lukket samfund, hvor man opretholder en pæn facade, men sladderen blotlægger ubarmhjertigt, hvad der gemmer sig under overfladen.
To purunge pigers skæbne står i centrum af fortællingen. Storbondens Sidsel bliver gravid med forkarlen. For forældrene gælder det om for enhver pris at skjule skammen, så de sender Sidsel bort, indtil hun har født, og barnet kan bortadopteres, men Sidsel betaler en alt for høj pris for forældrenes svigt. Skrædderens Thea er mere heldig. Hun får en uddannelse som sygeplejerske, så hun kan klare sig selv. Hun indgår et kærlighedsægteskab, men må sande, at det pga. fordomme vil være svært at forene arbejde og ægteskab.
Der er store forandringer på vej i samfundet. Thit Jensen når med sine foredrag også ud i provinsen. Hun tordner provokerende mod mandens dominans, og kræver, at kvinden skal have ret til at bestemme over sin egen krop, og Tove Ditlevsen digter om kvinders svære vilkår. Mødrehjælpen udbredes efterhånden i hele landet, men det er begrænset, hvad de kan stille op med de mange uønskede graviditeter.
Besættelsen frisætter et par af kvinderne. De er med i modstandsarbejdet, og efter krigen vil de ikke længere nøjes med at være mandens tjenerinde. Bogens stærke kvinder kan spejle sig i dele af kvindebevægelsen, men de kan ikke bare ukritisk følge i de iltre kvindesagsforkæmperes spor. De vil ikke længere bare være et uselvstændigt vedhæng til manden, men de er kloge nok til ikke at sætte tingene på spidsen. Uden en masse snak finder de lige så stille en løsning, der passer til deres situation, og deres vej til større selvstændighed er meget realistisk beskrevet.
Bogen ender i en optimistisk tone. Langt fra alle ægteskaber er ideelle, men i mange tilfælde er der håb om, at kvinderne trods alt kan skabe deres eget frirum. Jeg ved ikke, om der er planlagt en fortsættelse, men det kunne være interessant at følge Sidsels og Theas videre skæbne.
- Log ind for at skrive kommentarer
Vellykket romandebut giver et fint tidsbillede af et vestjysk stationsbysamfund omkring Anden Verdenskrig, præget af rangforskelle, sladder og dobbeltmoral.
Forfatteren har en journalistisk baggrund og debuterer som romanforfatter som 75-årig. Hun giver en levende beskrivelse af miljøet i en lille stationsby, hvor livet går sin vante gang, men hvor forandringens vinde så småt finder vej. Det er en kollektivroman, hvor især kvinderne fremstilles nuanceret og vedkommende. Traditionen tro er de underlagt manden, men kvindebevægelsen sætter også sit aftryk i det vestjyske, hvor nogle af kvinderne lige så stille begynder at finde deres egen vej til et friere liv uden direkte at gøre oprør.
Sladderen gennemsyrer det lille samfund, ivrigt kolporteret af telefoncentralens bestyrerinde. Hun lytter skamløst til private telefonsamtaler og bringer hurtigt nyhederne videre til de nyfigne sladderkællinger på Kirkebakken, der godter sig i hellig forargelse over andres ulykke. Stationsbyen er et lille lukket samfund, hvor man opretholder en pæn facade, men sladderen blotlægger ubarmhjertigt, hvad der gemmer sig under overfladen.
To purunge pigers skæbne står i centrum af fortællingen. Storbondens Sidsel bliver gravid med forkarlen. For forældrene gælder det om for enhver pris at skjule skammen, så de sender Sidsel bort, indtil hun har født, og barnet kan bortadopteres, men Sidsel betaler en alt for høj pris for forældrenes svigt. Skrædderens Thea er mere heldig. Hun får en uddannelse som sygeplejerske, så hun kan klare sig selv. Hun indgår et kærlighedsægteskab, men må sande, at det pga. fordomme vil være svært at forene arbejde og ægteskab.
Der er store forandringer på vej i samfundet. Thit Jensen når med sine foredrag også ud i provinsen. Hun tordner provokerende mod mandens dominans, og kræver, at kvinden skal have ret til at bestemme over sin egen krop, og Tove Ditlevsen digter om kvinders svære vilkår. Mødrehjælpen udbredes efterhånden i hele landet, men det er begrænset, hvad de kan stille op med de mange uønskede graviditeter.
Besættelsen frisætter et par af kvinderne. De er med i modstandsarbejdet, og efter krigen vil de ikke længere nøjes med at være mandens tjenerinde. Bogens stærke kvinder kan spejle sig i dele af kvindebevægelsen, men de kan ikke bare ukritisk følge i de iltre kvindesagsforkæmperes spor. De vil ikke længere bare være et uselvstændigt vedhæng til manden, men de er kloge nok til ikke at sætte tingene på spidsen. Uden en masse snak finder de lige så stille en løsning, der passer til deres situation, og deres vej til større selvstændighed er meget realistisk beskrevet.
Bogen ender i en optimistisk tone. Langt fra alle ægteskaber er ideelle, men i mange tilfælde er der håb om, at kvinderne trods alt kan skabe deres eget frirum. Jeg ved ikke, om der er planlagt en fortsættelse, men det kunne være interessant at følge Sidsels og Theas videre skæbne.
Kommentarer