Anmeldelse
Tine af Herman Bang
Krigen 1864 danner baggrund for historien om unge Tine Bølling, hvis ulykkelige kærlighed bliver hendes skæbne.
Ifølge Bangs eget forord må ’Tine’ næsten have været terapi for ham at skrive. Han fortæller om alle de glemte minder, der væltede frem under skriveprocessen, og om den sidste stund ved moderens dødsleje: Og du græd, Moder, fordi du skulle dø. Hvad du bad mig om, har jeg aldrig glemt. Nu sætter jeg dit Navn paa denne Bog. Jeg ved, at den er ikke din Kærlighed, saa lidt som dit Hjerte eller din Aand værdig. Men dens Fortælling er groet i mit Sind ved Mindet om dig, og det sted du fødte mig.
Ja, jeg fik tårer i øjnene allerede inden, jeg var begyndt på selve romanen. For Herman Bangs forord og dedikation til sin mor er så hjerteskærende, varm og ydmyg.
Krigen i 1864 danner baggrund for historien om Tine. Hun arbejder som hushjælp hos Skovrider Berg og hans familie. Familien Berg og Tine har et nært og venskabeligt forhold; de tager på skovtur sammen, og fru Berg opfordrer Tine til at læse Skovriderens kærlighedsbreve. Da det forlyder, at krigen vil bryde ud, rejser fru Berg i sikkerhed, og Tine bliver tilbage i byen med Skovrideren.
I de følgende uger forvandles Skovriderboligen til indkvartering for opstemte og krigslystne soldater, der afventer at blive sendt til fronten og få muligheden for at forsvare Danmark. De selv samme soldater vender imidlertid sønderskudte og desillusionerede tilbage.
Kærligheden og Krigen
Mens krigen raser og ændrer alt omkring Tine, forelsker hun sig langsomt, ømt og oprigtigt i Skovrideren med alt, hvad den første kærlighed indebærer.
Krigens forfærdende grusomhed får Skovrideren til at længes efter trøst og tryghed. Skovrideren og Tine finder sammen i en lidenskab, de begge ønsker, om end med forskellige fortegn. Som det udtrykkes i efterskriftet af Villy Sørensen, opfylder Skovrideren Tines kærlighed for at slukke sit eget begær.
I de næste dage forenes Skovrideren og Tine i en blanding af trøst, lidenskab og samvittighedskvaler; deres samvær er som en stille plet i et oprørt hav, der er forudbestemt til at blive skyllet bort. Efter disse få dage med lykke for Tine, drager Skovrideren i krig. Også han vender traumatiseret tilbage.
Tines indre falder sammen i takt med krigens ødelæggelse af landskabet. Hvad der under normale forhold ville være et pubertetssværmeri, bliver i krigens kaos hendes skæbne. Og Tine vælger den mest forfærdelige udgang på sin ulykkelige kærlighed – døden.
’Tine’ er en deskriptiv fortælling om årene før og under krigen i 1864. Som læser får man sjældent direkte indblik i personernes tanker, men man lærer at tyde de fysiske, emotionelle og allegoriske signaler (når det regner, græder Tine).
Bang beskriver til gengæld omgivelserne detaljeret og indlevende, og ’Tine’ kan på denne måde udspille sig som et helt lille tv-spil for læserens indre øje, og det er en af værkets – og dermed Bangs – helt store forcer.
’Tine’ / [af] Herman Bang; tekstudgivelse og noter ved Marie Hvidt; efterskrift af Villy Sørensen. Det danske Sprog- og Litteraturselskab i samarbejde med Nyt Dansk Litteraturselskab [eksp. Borgen], 1986. - 188 sider. (Første udgave 1889)
Krigen 1864 danner baggrund for historien om unge Tine Bølling, hvis ulykkelige kærlighed bliver hendes skæbne.
Ifølge Bangs eget forord må ’Tine’ næsten have været terapi for ham at skrive. Han fortæller om alle de glemte minder, der væltede frem under skriveprocessen, og om den sidste stund ved moderens dødsleje: Og du græd, Moder, fordi du skulle dø. Hvad du bad mig om, har jeg aldrig glemt. Nu sætter jeg dit Navn paa denne Bog. Jeg ved, at den er ikke din Kærlighed, saa lidt som dit Hjerte eller din Aand værdig. Men dens Fortælling er groet i mit Sind ved Mindet om dig, og det sted du fødte mig.
Ja, jeg fik tårer i øjnene allerede inden, jeg var begyndt på selve romanen. For Herman Bangs forord og dedikation til sin mor er så hjerteskærende, varm og ydmyg.
Krigen i 1864 danner baggrund for historien om Tine. Hun arbejder som hushjælp hos Skovrider Berg og hans familie. Familien Berg og Tine har et nært og venskabeligt forhold; de tager på skovtur sammen, og fru Berg opfordrer Tine til at læse Skovriderens kærlighedsbreve. Da det forlyder, at krigen vil bryde ud, rejser fru Berg i sikkerhed, og Tine bliver tilbage i byen med Skovrideren.
I de følgende uger forvandles Skovriderboligen til indkvartering for opstemte og krigslystne soldater, der afventer at blive sendt til fronten og få muligheden for at forsvare Danmark. De selv samme soldater vender imidlertid sønderskudte og desillusionerede tilbage.
Kærligheden og Krigen
Mens krigen raser og ændrer alt omkring Tine, forelsker hun sig langsomt, ømt og oprigtigt i Skovrideren med alt, hvad den første kærlighed indebærer.
Krigens forfærdende grusomhed får Skovrideren til at længes efter trøst og tryghed. Skovrideren og Tine finder sammen i en lidenskab, de begge ønsker, om end med forskellige fortegn. Som det udtrykkes i efterskriftet af Villy Sørensen, opfylder Skovrideren Tines kærlighed for at slukke sit eget begær.
I de næste dage forenes Skovrideren og Tine i en blanding af trøst, lidenskab og samvittighedskvaler; deres samvær er som en stille plet i et oprørt hav, der er forudbestemt til at blive skyllet bort. Efter disse få dage med lykke for Tine, drager Skovrideren i krig. Også han vender traumatiseret tilbage.
Tines indre falder sammen i takt med krigens ødelæggelse af landskabet. Hvad der under normale forhold ville være et pubertetssværmeri, bliver i krigens kaos hendes skæbne. Og Tine vælger den mest forfærdelige udgang på sin ulykkelige kærlighed – døden.
’Tine’ er en deskriptiv fortælling om årene før og under krigen i 1864. Som læser får man sjældent direkte indblik i personernes tanker, men man lærer at tyde de fysiske, emotionelle og allegoriske signaler (når det regner, græder Tine).
Bang beskriver til gengæld omgivelserne detaljeret og indlevende, og ’Tine’ kan på denne måde udspille sig som et helt lille tv-spil for læserens indre øje, og det er en af værkets – og dermed Bangs – helt store forcer.
’Tine’ / [af] Herman Bang; tekstudgivelse og noter ved Marie Hvidt; efterskrift af Villy Sørensen. Det danske Sprog- og Litteraturselskab i samarbejde med Nyt Dansk Litteraturselskab [eksp. Borgen], 1986. - 188 sider. (Første udgave 1889)
Kommentarer