Til paradis

Hanya Yanagihara har skrevet en rørende hyldest til menneskets ukuelige og til tider naive tro på kærligheden, men romanen er også en brutal undersøgelse af den amerikanske drøm.

At skulle give et kort referat af Hanya Yanagiharas nyeste roman Til paradis er en næsten umulig opgave, for hvordan beskriver man en historie, der på alle måder nægter at blive sat i bås? Til paradis er en historie om kærlighed, om ensomhed, om familie, om race, om flugt, om sygdom og epidemi, om død, om tilhørsforhold og om samfundet.

Ligesom i forgængeren Et lille liv (2016) følger vi i Til paradis primært mørke, homoseksuelle mænd, og ingen kan som Yanagihara skabe så overbevisende og hele karakterer, der er elskeligt ufuldendte. Men her ophører lighederne også, for hvor vi i Et lille liv følger en gruppe mænd fra ungdom til alderdom, er Til paradis i stedet en fortælling om Amerika og om den amerikanske drøm eller eksperiment om at skabe det ideelle samfund.

Til paradis består af tre bøger, der i tre tidslige nedslag tegner et billede af Amerika i en form for parallel verden. I 1893 kæmper den unge David Bingham med at finde sin plads i den rige og magtfulde Bingham familie, der har været med til at skabe De frie stater i Amerika, hvor homoseksualitet er lovligt og enhver kan blive gift med den, de vil. David står over for at skulle giftes med den lidt ældre Charles, der kan give ham stabilitet og en sikker fremtid, men da han møder den unge og fattige musiklærer Edward, må han tage sit liv op til revision.

I 1993 bor den unge David (eller Kawika på hawaiiansk) med sin ældre partner Charles i en lejlighed i New York. Aids-epidemien hærger, og homoseksuelle lever i en evig tilstand af frygt. Midt i dette modtager David et brev om sin far, og han tvinges til at konfrontere sin barndom og sin herkomst som (afsat) hawaiiansk prins.

I 2093 har Amerika afskåret sig fra resten af verden og er blevet en totalitær stat, der forsøger at holde befolkningen i leve i en tid, der er plaget af pandemier. Som barnebarn af en berømt forsker lever Charlie et tilsyneladende trygt liv med mand og job, men hun indser efterhånden, at der findes andre måder at leve på.

Der er noget ved Til paradis, som gør, at man som læser ikke kan indfange historien og sætte sin finger på, hvad den egentlig handler om. Det er på en gang dybt irriterende og underligt befriende. Den foregår i et grænseland mellem utopi og dystopi, mellem optimisme og pessimisme, som når David i første bog tænker over, hvor heldig han er at bo et sted, hvor det står ham frit for at elske en anden mand:

“Da David gik tilbage til sin værts hus sent samme aften, blev han mindet om … hvor heldig han var at bo i et land hvor han aldrig ville være nødt til at skjule sig … hvor han havde lov til at spadsere over en plads i byen arm i arm med sin elskede (hvis der nogensinde skulle blive en sådan) sådan som par bestående af en mand og en kvinde (men ingen andre variationer) gjorde på pladser over hele Kontinentet, hvor han en dag kunne få lov til at gifte sig med en mand han elskede. Han levede i et land hvor enhver mand og kvinde kunne være fri og kunne leve i værdighed.”

Denne frihed og værdighed er fuldstændig forsvundet i den tredje bog, hvor staten i stedet bestemmer, hvor du må bo, og hvem du må bo med, og hvor homoseksualitet er blevet ulovligt i et forsøg på at øge børnetallet. Charlies bedstefar udtrykker dette nye mere pessimistiske verdensbillede i sin refleksion over, hvorvidt det altid er værd at redde liv:

“En af grundene til at jeg aldrig blev kliniker, var at jeg aldrig havde været overbevist om at livet - det at redde det, forlænge det, få det til at vende tilbage - altid var det bedst tænkelige udfald. For at være en god læge er man nødt til at tænke det, man må helt grundlæggende tro på at det at leve er bedre end at dø, man er nødt til at tro på at meningen med livet er mere liv.”

Optimismen og glæden over at bo i et frit land er i stedet erstattet af en resignation over et samfund i forfald. På den vis synes romanen at være et genreeksperiment, der undersøger det amerikanske eksperiment og jagten på det ideelle samfund, der sjældent bliver, som vi håber.

Samtidig er Til paradis også en undersøgelse af menneskelige relationer og af, hvordan vores opvækst og baggrund præger vores liv og den fremtid, vi går i møde. Nærværende og kompetente forældre er en mangelvare i alle tre bøger, hvor det i stedet er bedsteforældrene, der stiller op, når den yngste generation skal opdrages og indlemmes i verden.

Det er det, der er med Til paradis. Den vil ikke indfanges, så hver gang man tror, man har luret, hvad den handler om, drejer den om et hjørne og introducerer et nyt perspektiv. Hanya Yanagihara skriver i et fortættet, smukt sprog, der hele tiden befinder sig på grænsen af kliché uden at ende der, og det tager noget tid at komme ind i historien og give sig hen til sproget, men når man først er inde, kigger man sig ikke tilbage.

Til paradis er ikke en ny Et lille liv. Den er ikke ødelæggende på samme måde og rammer ikke som en mavepuster, men jeg nød kraftanstrengelsen og den udmattelse, der fulgte med at forsøge at greje romanen. Til paradis er for dem, der vil udfordres i såvel verdensbillede som læseoplevelse.