Anmeldelse
Tidens væsen af Ruth Ozeki
En ung japansk kvinde fortæller sin oldemors historie gennem en canadisk kvinde. En historie om levet liv, drømme og sorgen ved at miste.
Nao er den unge japanske kvinde, som er vokset op i USA, men bor nu i Tokyo med sine forældre. Nao bliver mobbet i skolen og har masser af små ar efter sakse, som hendes skolekammerater her stukket hende med. Faderen er selvmordstruet og moderen går rundt, som i en døs, mens hun dog formår at passe et arbejde. Så Nao er ikke glad for livet, men hun ser det som sin opgave at fortælle sin 104-årige oldemors historie, inden hun begår selvmord. Historien putter hun i en madkasse og pakker den godt ind i plastic og smider den i havet.
Ruth, som fortæller og fortolker historien, bor i Canada med sin mand på en lille ø, langt væk fra storbyens larm og stress. Hun er forfatter og bliver fuldstændig optaget af at læse og genfortælle den dagbog, hun finder i den mærkelige madpakke. Samtidig med at Ruth bliver grebet af historien, lærer hun også lidt japansk, fordi Nao både bruger japanske skrifttegn og citater fra oldemoderens liv, som er nonne i et buddhistisk kloster. Ruth finder det inspirerende at skrive om Nao, og samtidig bekymrer hun sig om, hvorvidt Nao stadig er i live.
’Tidens væsen’ er forfatterens første roman, der er oversat til dansk, hun har skrevet yderligere to. Romanen er meget omfattende, og der er rigtig mange detaljer og fremmedartede udtryk, som forklares i noterne nederst på siden eller i et af de syv appendix’er. Der krydsklippes mellem Naos og Ruths fortællinger.
Det er interessant læsning, og forfatteren kommer omkring mange ting, f.eks. historiske detaljer omkring tsunamien i Japan, terrorangrebet på de to tårne og flere andre begivenheder. Der er også flere litterære referencer, fx til Prousts ’På sporet af den tabte tid’. Romanen er samtidig meget oplysende og har lange sekvenser om filosofiske eller videnskabelige emner, så man får indsigt i både japanske traditioner og læren om zenbuddhismen
Kvinderne lever i to meget forskellige miljøer. Nao i det hektiske Tokyo med masser af indtryk og Ruth på en lille ø, hvor hun lever mere primitivt. Naturen spiller en stor rolle i Ruths historie, og man fornemmer virkelig skønheden på den lille ø.
Også som personer er de meget forskellige. Nao er meget ung og meget påvirkelig og har en tendens til at fokusere på det negative. Oldemoderen er den, som bryder denne spiral og lærer hende om livet og buddhismen. Ruth, som både hovedperson og forfatter, har skrevet sig selv ind i bogen, og får derved udtrykt sine holdninger til livet. Ozeki blev ordineret zenbuddhistisk præst i 2010, og derfor har hun stor indsigt i emnet, som hun formidler flot i denne roman.
Da jeg læste romanen, opdagede jeg, at man blev sat ned i et meget langsommere tempo end ellers med masser af tid til eftertanke og refleksion.
En ung japansk kvinde fortæller sin oldemors historie gennem en canadisk kvinde. En historie om levet liv, drømme og sorgen ved at miste.
Nao er den unge japanske kvinde, som er vokset op i USA, men bor nu i Tokyo med sine forældre. Nao bliver mobbet i skolen og har masser af små ar efter sakse, som hendes skolekammerater her stukket hende med. Faderen er selvmordstruet og moderen går rundt, som i en døs, mens hun dog formår at passe et arbejde. Så Nao er ikke glad for livet, men hun ser det som sin opgave at fortælle sin 104-årige oldemors historie, inden hun begår selvmord. Historien putter hun i en madkasse og pakker den godt ind i plastic og smider den i havet.
Ruth, som fortæller og fortolker historien, bor i Canada med sin mand på en lille ø, langt væk fra storbyens larm og stress. Hun er forfatter og bliver fuldstændig optaget af at læse og genfortælle den dagbog, hun finder i den mærkelige madpakke. Samtidig med at Ruth bliver grebet af historien, lærer hun også lidt japansk, fordi Nao både bruger japanske skrifttegn og citater fra oldemoderens liv, som er nonne i et buddhistisk kloster. Ruth finder det inspirerende at skrive om Nao, og samtidig bekymrer hun sig om, hvorvidt Nao stadig er i live.
’Tidens væsen’ er forfatterens første roman, der er oversat til dansk, hun har skrevet yderligere to. Romanen er meget omfattende, og der er rigtig mange detaljer og fremmedartede udtryk, som forklares i noterne nederst på siden eller i et af de syv appendix’er. Der krydsklippes mellem Naos og Ruths fortællinger.
Det er interessant læsning, og forfatteren kommer omkring mange ting, f.eks. historiske detaljer omkring tsunamien i Japan, terrorangrebet på de to tårne og flere andre begivenheder. Der er også flere litterære referencer, fx til Prousts ’På sporet af den tabte tid’. Romanen er samtidig meget oplysende og har lange sekvenser om filosofiske eller videnskabelige emner, så man får indsigt i både japanske traditioner og læren om zenbuddhismen
Kvinderne lever i to meget forskellige miljøer. Nao i det hektiske Tokyo med masser af indtryk og Ruth på en lille ø, hvor hun lever mere primitivt. Naturen spiller en stor rolle i Ruths historie, og man fornemmer virkelig skønheden på den lille ø.
Også som personer er de meget forskellige. Nao er meget ung og meget påvirkelig og har en tendens til at fokusere på det negative. Oldemoderen er den, som bryder denne spiral og lærer hende om livet og buddhismen. Ruth, som både hovedperson og forfatter, har skrevet sig selv ind i bogen, og får derved udtrykt sine holdninger til livet. Ozeki blev ordineret zenbuddhistisk præst i 2010, og derfor har hun stor indsigt i emnet, som hun formidler flot i denne roman.
Da jeg læste romanen, opdagede jeg, at man blev sat ned i et meget langsommere tempo end ellers med masser af tid til eftertanke og refleksion.
Kommentarer