Anmeldelse
Terrorens væsen : en historisk skildring af krigsførelse mod civile af Caleb Carr
“Terrorens våben” giver en god og tankevækkende gennemgang af terrorismens historie som militærfænomen.
"Terrorisme er med andre ord simpelthen nutidens betegnelse for og den moderne version af overlagt krigsførelse mod civile med henblik på at knække deres vilje til at støtte enten den politik eller de ledere, som udøverne af den slags vold er imod.”
Med disse ord sætter militærhistorikeren Caleb Carr den internationale terrorisme ind i en militær sammenhæng. Carr giver læserne en interessant og anderledes vinkel på fænomenet end den glorificerende dyrkelse af dens “undertrykte” udøvere, som ses i nogle kredse eller den forenklede bøllebetegnelse og kriminalisering, som bruges i andre.
Carr er af den opfattelse, at den internationale terrorisme ikke kan bekæmpes effektivt, medmindre den sættes ind i den sammenhæng, den retteligt hører ind under - den militære. Ved at behandle truslen som et kriminelt fænomen, fremfor et militært, gøres truslen mindre og de metoder, der anvendes for at bekæmpe den, svarer ikke til truslens reelle omfang.
Her vil læseren måske indvende, at det givet var tilfældet før d.11.september og angrebet på “The twin towers”, men at Vesten siden har taget truslen alvorlig og erklæret krig mod den internationale terror. Carrs pointe er dog, at der stadig mangler en overordnet og sammenhængende strategi for bekæmpelsen af terror.
I bogen gennemgår Carr den miltitære historie og påviser, hvordan krig mod civile har været et våben, som er blevet brugt for at skabe skræk, rædsel og knække kampmoralen hos det enkelte menneske lige siden tidernes morgen. Metoden er blevet brugt af alle, lige fra de berømte romerske legioner i en fjern fortid, i nyere tid af amerikanske generaler og politikere. Af palestinensiske bombemænd fra Hamas og Begin og bombemænd i israelske Irgun, som også yndede at kaste bomber i indkøbscentre. Engelsk bomberegn over Dresdens civile befolkning, for ikke at glemme begge parter i Tjetjenien.
Vesten og demokratierne går altså ikke fri for beskyldningen om selv at have benyttet metoder, som vi med foragt tager afstand fra. Udover det har mange af de værste terrorister i de seneste 100 år alle det tilfælles, at de på et tidspunkt er blevet sponsoreret af de stater, de senere vender sig imod. Eksemplerne er desværre alt for mange, Osama Bin-laden og Saddam Hussein er blot nogle af navnene. Samme stater bruger ofte metoder, der minder om terror, når de besvarer angreb fra terrorister, hvilket fører til en ond cirkel.
Carrs gennemgang af terrorens væsen fører frem til en væsentlig konklusion: “Krigsførelse mod civile, hvad enten den er inspireret af had, hævn, grådighed eller politisk og psykologisk usikkerhed, har været en af de mest sikre metoder til at besejre sig selv på i hele den militære historie - faktisk kan det være svært at komme på en taktik, der kan være mere skadelig for de sager, dens forskellige udøvere kæmper for”. Alligevel er det en ofte brugt metode - det burde vække til eftertanke.
“Terrorens våben” giver en god og tankevækkende gennemgang af terrorismens historie som militærfænomen. Det er dog også en lektie i hykleri og dobbeltmoral, hvor bogen især i mellemøstkonflikten sætter nogle ting på plads. New York’eren Carr efterspørger en sammenhængende strategi til at bekæmpe international terror og som led i dette, at Vesten indser, at bekæmpelsen kræver en revision af de militærmetoder, der bruges.
Svagheden ved bogen er, at den internationale terrorisme og dens væsen ikke alene kan forstås ud fra en miltær synsvinkel. Bogen og emnet kan være tørt, hvis læseren ikke i forvejen interesserer sig for emnet. Interesserer man sig for emnet er “Terrorens væsen” sammen med bl.a Erslev-Andersens: “Den amerikanske orden: USA og det moderne Mellemøsten” anbefalelsesværdig.
Udover “Terrorens væsen” er Caleb Carr også forfatter til bl.a to fremragende kriminalromaner fra 1890`ernes New York: Sindsygelægen og Mørkets engel.
Oversat af Ib Poulsen. Klim, 2003. 227 sider
“Terrorens våben” giver en god og tankevækkende gennemgang af terrorismens historie som militærfænomen.
"Terrorisme er med andre ord simpelthen nutidens betegnelse for og den moderne version af overlagt krigsførelse mod civile med henblik på at knække deres vilje til at støtte enten den politik eller de ledere, som udøverne af den slags vold er imod.”
Med disse ord sætter militærhistorikeren Caleb Carr den internationale terrorisme ind i en militær sammenhæng. Carr giver læserne en interessant og anderledes vinkel på fænomenet end den glorificerende dyrkelse af dens “undertrykte” udøvere, som ses i nogle kredse eller den forenklede bøllebetegnelse og kriminalisering, som bruges i andre.
Carr er af den opfattelse, at den internationale terrorisme ikke kan bekæmpes effektivt, medmindre den sættes ind i den sammenhæng, den retteligt hører ind under - den militære. Ved at behandle truslen som et kriminelt fænomen, fremfor et militært, gøres truslen mindre og de metoder, der anvendes for at bekæmpe den, svarer ikke til truslens reelle omfang.
Her vil læseren måske indvende, at det givet var tilfældet før d.11.september og angrebet på “The twin towers”, men at Vesten siden har taget truslen alvorlig og erklæret krig mod den internationale terror. Carrs pointe er dog, at der stadig mangler en overordnet og sammenhængende strategi for bekæmpelsen af terror.
I bogen gennemgår Carr den miltitære historie og påviser, hvordan krig mod civile har været et våben, som er blevet brugt for at skabe skræk, rædsel og knække kampmoralen hos det enkelte menneske lige siden tidernes morgen. Metoden er blevet brugt af alle, lige fra de berømte romerske legioner i en fjern fortid, i nyere tid af amerikanske generaler og politikere. Af palestinensiske bombemænd fra Hamas og Begin og bombemænd i israelske Irgun, som også yndede at kaste bomber i indkøbscentre. Engelsk bomberegn over Dresdens civile befolkning, for ikke at glemme begge parter i Tjetjenien.
Vesten og demokratierne går altså ikke fri for beskyldningen om selv at have benyttet metoder, som vi med foragt tager afstand fra. Udover det har mange af de værste terrorister i de seneste 100 år alle det tilfælles, at de på et tidspunkt er blevet sponsoreret af de stater, de senere vender sig imod. Eksemplerne er desværre alt for mange, Osama Bin-laden og Saddam Hussein er blot nogle af navnene. Samme stater bruger ofte metoder, der minder om terror, når de besvarer angreb fra terrorister, hvilket fører til en ond cirkel.
Carrs gennemgang af terrorens væsen fører frem til en væsentlig konklusion: “Krigsførelse mod civile, hvad enten den er inspireret af had, hævn, grådighed eller politisk og psykologisk usikkerhed, har været en af de mest sikre metoder til at besejre sig selv på i hele den militære historie - faktisk kan det være svært at komme på en taktik, der kan være mere skadelig for de sager, dens forskellige udøvere kæmper for”. Alligevel er det en ofte brugt metode - det burde vække til eftertanke.
“Terrorens våben” giver en god og tankevækkende gennemgang af terrorismens historie som militærfænomen. Det er dog også en lektie i hykleri og dobbeltmoral, hvor bogen især i mellemøstkonflikten sætter nogle ting på plads. New York’eren Carr efterspørger en sammenhængende strategi til at bekæmpe international terror og som led i dette, at Vesten indser, at bekæmpelsen kræver en revision af de militærmetoder, der bruges.
Svagheden ved bogen er, at den internationale terrorisme og dens væsen ikke alene kan forstås ud fra en miltær synsvinkel. Bogen og emnet kan være tørt, hvis læseren ikke i forvejen interesserer sig for emnet. Interesserer man sig for emnet er “Terrorens væsen” sammen med bl.a Erslev-Andersens: “Den amerikanske orden: USA og det moderne Mellemøsten” anbefalelsesværdig.
Udover “Terrorens væsen” er Caleb Carr også forfatter til bl.a to fremragende kriminalromaner fra 1890`ernes New York: Sindsygelægen og Mørkets engel.
Oversat af Ib Poulsen. Klim, 2003. 227 sider
Kommentarer