Anmeldelse
Syd for Broad af Pat Conroy
Racisme, venskab, selvmord, sydamerikansk mentalitet, religion og pædofili er blot nogle af de temaer, der er på menuen i denne stærkt krydrede gumbo af en murstensroman.
Historien udfolder sig ukronologisk i tiden 1969-1989 og handler om en gruppe umage venner. I 1969 møder gymnasieeleven Leo King med en religiøs familiebaggrund og en bror der begik selvmord børnehjemsbørnene Niles og Starla, tvillingeparret Sheba og Trevor på flugt fra fortiden, den sorte dreng Ike og rigmandsbørnene Fraser og Chad. På tværs af klasseskel og hudfarve kommer gruppen til at følges livet igennem og præge hinandens skæbner. Ingen slipper uskadt ud på den anden side.
I nutiden (1989) bringer Sheba gruppen sammen igen på en mission om at finde hendes aids-syge bror som er forsvundet. Alle personerne er blevet voksne, nogen har haft mere held i livet end andre, og flere er blevet par. Herefter går en intens og ikke helt ufarlig eftersøgning i gang. På sidelinjen foregår der interne intriger i gruppen, og en psykopatisk person fra Sheba og Trevors fortid dukker jævnligt op for at sprede rædsel. Romanen rummer så mange skæbner og begivenheder, at det er umuligt at fortælle det hele kortfattet.
Pat Conroy giver os små hints om skelsættende hændelser undervejs, som læseren først senere får en forklaring på. Hvad der umiddelbart kan opfattes som lidt for mange jern i ilden og løse ender fra forfatterens side, kan vise sig at være Conroys stærkeste kort. Bagefter sidder læseren tilbage med en følelse af at have været gennem et hæsblæsende inferno (som orkanen Hugo i 1989) af fantastiske menneskeskæbner.
Conroy er god til at skabe visuelle billeder med sit sprog, og jeg sad hele tiden med en film kørende inde i hovedet. Det hele kan godt blive en smule for selvhøjtideligt, og Leos karakter er lidt for god til at være sand, men man skal egentlig bare læne sig tilbage og nyde ”turen”, for historien er levende, lidet rosenrød og ganske uforudsigelig.
Med sin billedrige fortællestil kan Conroy sammenlignes med den amerikanske forfatter John Irving. Begge dvæler de ved sydstaterne og kreerer fantastiske historier om menneskers (u)heldige skæbner.
Racisme, venskab, selvmord, sydamerikansk mentalitet, religion og pædofili er blot nogle af de temaer, der er på menuen i denne stærkt krydrede gumbo af en murstensroman.
Historien udfolder sig ukronologisk i tiden 1969-1989 og handler om en gruppe umage venner. I 1969 møder gymnasieeleven Leo King med en religiøs familiebaggrund og en bror der begik selvmord børnehjemsbørnene Niles og Starla, tvillingeparret Sheba og Trevor på flugt fra fortiden, den sorte dreng Ike og rigmandsbørnene Fraser og Chad. På tværs af klasseskel og hudfarve kommer gruppen til at følges livet igennem og præge hinandens skæbner. Ingen slipper uskadt ud på den anden side.
I nutiden (1989) bringer Sheba gruppen sammen igen på en mission om at finde hendes aids-syge bror som er forsvundet. Alle personerne er blevet voksne, nogen har haft mere held i livet end andre, og flere er blevet par. Herefter går en intens og ikke helt ufarlig eftersøgning i gang. På sidelinjen foregår der interne intriger i gruppen, og en psykopatisk person fra Sheba og Trevors fortid dukker jævnligt op for at sprede rædsel. Romanen rummer så mange skæbner og begivenheder, at det er umuligt at fortælle det hele kortfattet.
Pat Conroy giver os små hints om skelsættende hændelser undervejs, som læseren først senere får en forklaring på. Hvad der umiddelbart kan opfattes som lidt for mange jern i ilden og løse ender fra forfatterens side, kan vise sig at være Conroys stærkeste kort. Bagefter sidder læseren tilbage med en følelse af at have været gennem et hæsblæsende inferno (som orkanen Hugo i 1989) af fantastiske menneskeskæbner.
Conroy er god til at skabe visuelle billeder med sit sprog, og jeg sad hele tiden med en film kørende inde i hovedet. Det hele kan godt blive en smule for selvhøjtideligt, og Leos karakter er lidt for god til at være sand, men man skal egentlig bare læne sig tilbage og nyde ”turen”, for historien er levende, lidet rosenrød og ganske uforudsigelig.
Med sin billedrige fortællestil kan Conroy sammenlignes med den amerikanske forfatter John Irving. Begge dvæler de ved sydstaterne og kreerer fantastiske historier om menneskers (u)heldige skæbner.
Kommentarer