Anmeldelse
Svinestierne af Susanna Alakoski
Susanna Alakoskis romandebut fra 2006 er blevet en bestseller på svensk. Mon ikke det samme sker i Danmark?
Det fortjener den. Det er ikke en egentlig selvbiografi, men romanen bygger på Susanna Alakoskis personlige erfaringer om at stamme fra Finland og vokse op i en fattig familie i Sverige.
"Far afgav en nyt afholdenhedsløfte. Hvis han holdt op, så holdt hun op. Og så ville hun også tabe sig." Det er løfter, som Leena har hørt sine forældre afgive masser af gange - det går også godt et stykke tid, men så sker der noget, og forældrene er tilbage i alkoholtågerne igen.
Det er ellers så godt i starten. Familien, som består af mor, far og tre børn flytter ind i en lejlighed med rindende vand og altan i et nyt boligkvarter i Ystad. De stammer fra Finland, men er flyttet til Sverige, hvor de håber, de vil få et bedre liv. Det er Leena, der fortæller, og vi følger hende i 5-6 år. Hun bliver den i familien, som forsøger at holde sammen på det hele, selv om det koster mavepine og søvnløse nætter, men heldigvis har hun veninderne. De skiftes til at sove hos hinanden, hos den, hvis forældre er mindst fulde, og hvor der er mad i køleskabet. I de ædru perioder viser forældrene, at de holder meget af børnene og af hinanden, og nu skal det hele nok gå, men når så alkoholen tager over, er det vold og skænderier, bræk og forfald, som børnene oplever.
Det hele ville ikke være til at bære, hvis det ikke var, fordi historien var fortalt med lune - midt i al elendigheden er der muntre og pudsige episoder, der er sammenhold og solidaritet, og så er det tydeligt, at forfatteren holder af sine personer, trods alle deres fejl. Da jeg læste 'Svinestierne', kom jeg til at tænke på Morten Ramslands 'Hundehoved', begge romaner er rørende, gribende og meget velfortalt. Også oversætteren – Ida Jessen – fortjener stor ros.
Susanna Alakoskis romandebut fra 2006 er blevet en bestseller på svensk. Mon ikke det samme sker i Danmark?
Det fortjener den. Det er ikke en egentlig selvbiografi, men romanen bygger på Susanna Alakoskis personlige erfaringer om at stamme fra Finland og vokse op i en fattig familie i Sverige.
"Far afgav en nyt afholdenhedsløfte. Hvis han holdt op, så holdt hun op. Og så ville hun også tabe sig." Det er løfter, som Leena har hørt sine forældre afgive masser af gange - det går også godt et stykke tid, men så sker der noget, og forældrene er tilbage i alkoholtågerne igen.
Det er ellers så godt i starten. Familien, som består af mor, far og tre børn flytter ind i en lejlighed med rindende vand og altan i et nyt boligkvarter i Ystad. De stammer fra Finland, men er flyttet til Sverige, hvor de håber, de vil få et bedre liv. Det er Leena, der fortæller, og vi følger hende i 5-6 år. Hun bliver den i familien, som forsøger at holde sammen på det hele, selv om det koster mavepine og søvnløse nætter, men heldigvis har hun veninderne. De skiftes til at sove hos hinanden, hos den, hvis forældre er mindst fulde, og hvor der er mad i køleskabet. I de ædru perioder viser forældrene, at de holder meget af børnene og af hinanden, og nu skal det hele nok gå, men når så alkoholen tager over, er det vold og skænderier, bræk og forfald, som børnene oplever.
Det hele ville ikke være til at bære, hvis det ikke var, fordi historien var fortalt med lune - midt i al elendigheden er der muntre og pudsige episoder, der er sammenhold og solidaritet, og så er det tydeligt, at forfatteren holder af sine personer, trods alle deres fejl. Da jeg læste 'Svinestierne', kom jeg til at tænke på Morten Ramslands 'Hundehoved', begge romaner er rørende, gribende og meget velfortalt. Også oversætteren – Ida Jessen – fortjener stor ros.
Kommentarer