Nyoversættelse af et af Stefan Zweigs mest kendte og læste værker er en lille perle for interesserede i kultur- og historie.
Stefan Zweig skrev i sin indledning til essaysamlingen 'Stjernestunder', at der findes øjeblikke – de er få og sjældne, men de findes - hvor begivenheder, som ellers roligt går sin gang efter hinanden, ”komprimeres i et eneste øjeblik, som definerer og afgør alt; et eneste ja, et eneste nej, en for tidlig eller for sen handling gør dette øjeblik uigenkaldeligt for hundreder af slægter og bliver bestemmende for den enkelte, for et folk, ja for hele menneskehedens skæbne”. Som eksempler på stjernestunder har Stefan Zweig udvalgt 14 forskelige historier, som er vidt forskellige, og hvis konsekvenser også er vidt forskellige.
I 1453 blev den kristne by Konstantinopel omringet og indtaget af osmannerne, og dermed faldt det østromerske rige. Byen var omgivet af stærke forsvarsmure, og derfor svær at indtage, men så er det, der opstår det, som Stefan Zweig kalder en stjernestund, som er med til at ændre historien. Nogle tyrkere opdager ved et tilfælde, at en af de små porte i den indre bymur står åben, vejen ind til byen er fri og inden længe er Konstantinopel og det østromerske rige faldet.
Her er historien om kampen om Sydpolen mellem Robert Scott om Ammundsen, Lenins tilbagevenden til Rusland og opdagelse af Stillehavet. For Stefan Zweig er 1837 et af de mest afgørende år i verdenshistorien, for det var det år, telegrafen blev opfundet, og det anser han for meget vigtigere at berette om end nationers krige og sejre.
'Stjernestunder' udkom på tysk i 1927 og på dansk i 1950. I den nye oversættelse er der medtaget to stjernestunder, som ikke tidligere har været med i de danske udgaver – om Cicero og hans død og en om den amerikanske præsident, Woodrow Wilson , og hans medvirken til forhandlingerne om fredsaftalen efter 1. Verdenskrig, og som slet ikke gik, som han havde håbet på.
Jeg er ikke sikker på, at historikere er enige i alle Stefan Zweigs oplysninger, men det er heller ikke det væsentligste. Jeg læser teksterne som et udtryk for forfatterens menneskesyn i en tid, som var præget af 1. Verdenskrig og nazisternes fremmarch. Indimellem bruger han store og patetiske ord, udtryk, som vi nok ville kalde politisk ukorrekte i dag, men det er jo også snart 100 år siden, bogen udkom, og derfor bør den læses som et udtryk for sin tid. For skrive, det kan Zweig. 'Stjernestunder' er bestemt også værd at læse i dag.
Kommentarer