På bare 139 sider breder sig en stor og lysende fortælling om et trængt liv, som det ser ud for mange børn, når julen banker på.
På denne tid af året, hvor mange familier kæmper for at overleve på julehjælp og Guds nåde, er ’Stargate’ en yderst aktuel og tiltrængt øjenåbner, der bringer virkeligheden og eftertanken ind i vores julepyntede stuer og privilegerede liv.
Romanens jeg-fortæller er Ronja. Hun bor i bydelen Tøyen i Oslo sammen med sin storesøster, Melissa, og sin far, der drikker for meget og ikke kan holde på de jobs, han får. Hans intentioner er gode, og han elsker sine døtre, men alligevel vinder alkoholen og værtshusenes dunkle favntag igen og igen over familielivet og forholdet til døtrene. Det er på samme tid hjerteknusende og forunderligt at følge de to søstre, der er ukuelige til trods for, at de tynges af ansvar, tanker og bekymringer, der slet ikke burde være deres.
Der drages tydelige paralleller til det sørgeligste eventyr over dem alle, 'Den lille pige med svovlstikkerne', hvilket nærmest ikke er til at bære. For til trods for ukueligheden, håbet og kærligheden, er det bare aldrig helt nok. Til trods for medmenneskeligheden og hjælpen, der i glimt når de to piger via rare naboer, pedeller og juletræssælgere, så er julemirakler ikke alle forundt. Eller er de?
’Stargate’ er forfatterens første roman efter tre imponerende novellesamlinger. Tidligere har hun helt velfortjent modtaget hhv. Sultprisen, Per Olov Enquists Pris, Brageprisen og Kritikerprisen. Hun har et klokkeklart talent for at skrive meget med få ord. Betydninger og følelser flyder lydløst ud mellem linjerne og inddrager læseren, der selv kan tolke teksten. Hentyder titlen 'Stargate' til farens foretrukne brune værtshus, eller er det mon vejen til stjernerne? Fortællingen sætter sig godt og grundigt i sin læser og bliver der. Jeg sidder i hvert fald tilbage med en klump i halsen og et bevæget hjerte.
Kommentarer