Anmeldelse
Sprækker af Mette Garfield
Fragmentarisk og ordknap debutroman om forholdet mellem en kvinde og hendes elsker og spejlingen mellem mor og datter.
’Sprækker’ er en lyrisk punktroman, hvor kronologien er sprængt og sansningerne væver sig ind og ad af hinanden. Sorg og seksualitet flettes sammen i en skildring af at være mor, datter, elsker, kvinde og krop. Den brudte form driver læsningen fremad, mens skildringen af de to kvinder smelter sammen.
Hun, jeg, du. De tre pronominer er forskellige, men har alligevel en vis lighed over sig i punktromanen. Fælles for dem er oplevelsen af afstand og forventning. Ligesom de alle oplever begæret – til tider forløst, men i særdeleshed uforløst. Begær, ment som noget seksuelt, men også ønsket om et andet menneskes nærhed.
Når ’Sprækker’ fungerer, er sproget præcist, sansningerne interessante og læseoplevelsen dragende. En del af forklaringen findes i romanens form. Ord er indskudt på nogle sider i løbet af værket, hvor de tilsyneladende ikke hører til som fx ”glas”, ”lys” og ”sand”, der enten falder ind på siden inden den egentlig tekst eller bryder rytmen ved at fremstå som en indskydelse. Der er så at sige sprækker i teksten, hvor indfald poetisk bryder ind. Og det er ret fint at læse.
Desuden emmer Garfields skrift af gode formuleringer, som er med til at understrege den længsel, kvinderne oplever som fx ”Faren er blevet et fotografi.”, ”Du ved ikke, hvad du skal sige. Han skal hjem til sin familie snart.” og ”Efter de har spist, forsøger en herre, værtinden gerne vil have, moren skal møde, at tage hendes mors hånd. Hun kan ikke holde berøringen ud.”
Fælles for de tre citater er, at få ord skildrer komplekse situationer og antyder nogle af de ting, en karakter består af. Og netop antydningen er værkets force.
Den korte form fungerer for det meste i værket, men somme tider opstår der en distance til læseren, hvor teksten forsøger at være cool eller så spidsfindig, at det bliver en smule påtaget. Det skaber en, heldigvis forbigående, følelse af lyst til at skimme teksten.
Men ’Sprækker’ er samlet set en god debut, som tør udforske måden at beskrive forhold i forskellige afskygninger på. Værket er en helhedsoplevelse med et smukt omslag af Malene Hald, flot sat op på siderne og en grundig redaktionel proces.
Det er et værk, der kan læses af mange, fordi de fleste på et tidspunkt har oplevet et uforløst (eller forbigående) forhold.
Fragmentarisk og ordknap debutroman om forholdet mellem en kvinde og hendes elsker og spejlingen mellem mor og datter.
’Sprækker’ er en lyrisk punktroman, hvor kronologien er sprængt og sansningerne væver sig ind og ad af hinanden. Sorg og seksualitet flettes sammen i en skildring af at være mor, datter, elsker, kvinde og krop. Den brudte form driver læsningen fremad, mens skildringen af de to kvinder smelter sammen.
Hun, jeg, du. De tre pronominer er forskellige, men har alligevel en vis lighed over sig i punktromanen. Fælles for dem er oplevelsen af afstand og forventning. Ligesom de alle oplever begæret – til tider forløst, men i særdeleshed uforløst. Begær, ment som noget seksuelt, men også ønsket om et andet menneskes nærhed.
Når ’Sprækker’ fungerer, er sproget præcist, sansningerne interessante og læseoplevelsen dragende. En del af forklaringen findes i romanens form. Ord er indskudt på nogle sider i løbet af værket, hvor de tilsyneladende ikke hører til som fx ”glas”, ”lys” og ”sand”, der enten falder ind på siden inden den egentlig tekst eller bryder rytmen ved at fremstå som en indskydelse. Der er så at sige sprækker i teksten, hvor indfald poetisk bryder ind. Og det er ret fint at læse.
Desuden emmer Garfields skrift af gode formuleringer, som er med til at understrege den længsel, kvinderne oplever som fx ”Faren er blevet et fotografi.”, ”Du ved ikke, hvad du skal sige. Han skal hjem til sin familie snart.” og ”Efter de har spist, forsøger en herre, værtinden gerne vil have, moren skal møde, at tage hendes mors hånd. Hun kan ikke holde berøringen ud.”
Fælles for de tre citater er, at få ord skildrer komplekse situationer og antyder nogle af de ting, en karakter består af. Og netop antydningen er værkets force.
Den korte form fungerer for det meste i værket, men somme tider opstår der en distance til læseren, hvor teksten forsøger at være cool eller så spidsfindig, at det bliver en smule påtaget. Det skaber en, heldigvis forbigående, følelse af lyst til at skimme teksten.
Men ’Sprækker’ er samlet set en god debut, som tør udforske måden at beskrive forhold i forskellige afskygninger på. Værket er en helhedsoplevelse med et smukt omslag af Malene Hald, flot sat op på siderne og en grundig redaktionel proces.
Det er et værk, der kan læses af mange, fordi de fleste på et tidspunkt har oplevet et uforløst (eller forbigående) forhold.
Kommentarer