Anmeldelse
Søvngængerens guide til at danse af Mira Jacob
Storslået og meget underholdende slægtsroman om indiske indvandrere i USA. En fortælling med både varme og humor og smerte over det mistede.
”Jeg siger bare, det er nemt at se tilbage på det hele gennem lyserøde briller, når man bor på den anden side af kloden, ikke? Men ser du, de af os, der bor her, vi skal forholde os til realiteterne. Så der er helt anderledes for os.”
Epilog og prolog danner rammen for fortællingen. Amina er bryllupsfotograf i Seattle, og en dag modtoger hun en telefonopringning fra sin mor, Kamala, som fortæller at hendes far, Thomas, lider af vrangforestillinger. Thomas sidder hver aften og nat på verandaen og taler med sin afdøde mor. Kamala er meget bekymret og derfor beslutter Amina sig til at rejse hjem til Albuquerque i New Mexico. I prologen er hun på vej tilbage til Seattle efter en periode, som forandrer hele familien.
Thomas er en meget anerkendt og dygtig hjernekirurg, Kamala er hjemmegående og meget af hendes tid går med at lave mad, rigtig indisk mad, og ikke det fastfood, som amerikanerne spiser. Amina er midt i 30’erne og single, men moderen gør alt for at finde hende en passende mand – en inder naturligvis. Amina har haft en bror, Akhil, som døde som helt ung. Omkring dem er deres venner, der også er indiske indvandrere, Aminas og Akhils kærester, familien i Indien og Thomas’ kolleger på sygehuset.
Fra nutiden med faderens sygdom bliver der trukket tråde til de forgangne tyve år, hvor der er sket mange dramatiske ting, som alle forsøger at udgå at tænke på og i hvert fald ikke snakke om. Amina holder afstand til alt og alle og ser kun verden gennem sin kameralinse. Kamala laver den ene overdådige middag efter den anden, og Thomas lader arbejdet fylde hele sin tilværelse. Men Thomas’ sygdom vender op og ned på alt og langsomt sætter familien ord på alle deres fortrængte og indebrændte følelser, samtidig med at de kommer tættere på hinanden og også åbner sig for deres indiske venner i USA.
Søvngængerens guide til at danse er en fremragende slægtsroman, som fortæller en historie om, hvordan det er at være indvandrer i USA. Men også om alle de glæder og sorger, som også hører med til familielivet, uanset hvor man kommer fra.
Det er Mira Jacobs debutroman, og jeg er virkelig imponeret over hendes fortælleglæde og hendes greb om historien. Hendes sprog er så sanseligt, at jeg fik meget lyst til kylling i karry med limeris og en god chutney under læsningen.
Mira Jacobs roman føjer sig flot til rækken af romaner skrevet af indiske forfattere, som skriver om identitetsproblemer og kultursammenstød. Her tænker jeg blandt andet på Bharati Mukherjee, Chitra Banerjee Divakaruni, Shilpi Somaya Gowda og Arundhati Roy.
Oprindeligt skrevet af Anne Grete Jacobsen, Litteratursiden.
Storslået og meget underholdende slægtsroman om indiske indvandrere i USA. En fortælling med både varme og humor og smerte over det mistede.
”Jeg siger bare, det er nemt at se tilbage på det hele gennem lyserøde briller, når man bor på den anden side af kloden, ikke? Men ser du, de af os, der bor her, vi skal forholde os til realiteterne. Så der er helt anderledes for os.”
Epilog og prolog danner rammen for fortællingen. Amina er bryllupsfotograf i Seattle, og en dag modtoger hun en telefonopringning fra sin mor, Kamala, som fortæller at hendes far, Thomas, lider af vrangforestillinger. Thomas sidder hver aften og nat på verandaen og taler med sin afdøde mor. Kamala er meget bekymret og derfor beslutter Amina sig til at rejse hjem til Albuquerque i New Mexico. I prologen er hun på vej tilbage til Seattle efter en periode, som forandrer hele familien.
Thomas er en meget anerkendt og dygtig hjernekirurg, Kamala er hjemmegående og meget af hendes tid går med at lave mad, rigtig indisk mad, og ikke det fastfood, som amerikanerne spiser. Amina er midt i 30’erne og single, men moderen gør alt for at finde hende en passende mand – en inder naturligvis. Amina har haft en bror, Akhil, som døde som helt ung. Omkring dem er deres venner, der også er indiske indvandrere, Aminas og Akhils kærester, familien i Indien og Thomas’ kolleger på sygehuset.
Fra nutiden med faderens sygdom bliver der trukket tråde til de forgangne tyve år, hvor der er sket mange dramatiske ting, som alle forsøger at udgå at tænke på og i hvert fald ikke snakke om. Amina holder afstand til alt og alle og ser kun verden gennem sin kameralinse. Kamala laver den ene overdådige middag efter den anden, og Thomas lader arbejdet fylde hele sin tilværelse. Men Thomas’ sygdom vender op og ned på alt og langsomt sætter familien ord på alle deres fortrængte og indebrændte følelser, samtidig med at de kommer tættere på hinanden og også åbner sig for deres indiske venner i USA.
Søvngængerens guide til at danse er en fremragende slægtsroman, som fortæller en historie om, hvordan det er at være indvandrer i USA. Men også om alle de glæder og sorger, som også hører med til familielivet, uanset hvor man kommer fra.
Det er Mira Jacobs debutroman, og jeg er virkelig imponeret over hendes fortælleglæde og hendes greb om historien. Hendes sprog er så sanseligt, at jeg fik meget lyst til kylling i karry med limeris og en god chutney under læsningen.
Mira Jacobs roman føjer sig flot til rækken af romaner skrevet af indiske forfattere, som skriver om identitetsproblemer og kultursammenstød. Her tænker jeg blandt andet på Bharati Mukherjee, Chitra Banerjee Divakaruni, Shilpi Somaya Gowda og Arundhati Roy.
Oprindeligt skrevet af Anne Grete Jacobsen, Litteratursiden.
Kommentarer