Vigtig og velskrevet autofiktiv roman om at være tæt pårørende til en person med et handicap er ligeledes en fin fortælling om at være menneske på godt og ondt.
Katrine Nørregaard er bare 25 år og vandt i 2016 Politikens Romankonkurrence med romanen Løgnerens Hus, hvor hun viste, at hun har den der særlige nordiske tone i sin skrivestil, der da også præger nærværende debutopfølger. I hendes anden bog bevæger hun sig dog ind på et nyt felt, det selvbiografiske.
Katrine Nørregaard har en søster, og ikke bare en søster, men en enægget tvillingesøster, som hun elsker meget højt. I denne bog har hun valgt at fortælle om sit forhold til søsteren, Stine, og om, hvordan deres opvækst har været. Og hvordan Katrine helt automatisk har påtaget sig rollen som søsterens beskytter. For Stine har ikke haft helt de samme muligheder, som sin søster, da hun har Cerebral Parese, også kendt som spastisk lammelse, og sidder i kørestol.
'Søster, min søster' fortæller usentimentalt om familiens kamp for at gøre hvad de kan for Stine, så hun kan få et så godt og normalt liv som muligt. Mor og far er skilt og har pigerne på skift – hos mor er der struktur og faste rammer, mens der går lidt mere eventyr i den hos far, blandt andet da Katrine og Stine tager med ham på Cirkuslejr, hvor alle skal prøves af, kørestol eller ej. Mor kæmper lidt for at finde en kæreste, men opgiver næsten altid ret hurtigt, da det ikke er nemt at finde en mand, der er villig til at tage hele pakken med.
Katrine Nørregaard mestrer den der lette pen, der med få ord siger så meget. Det er en virkelig bevægende og velskrevet fortælling om det at være tæt pårørende til en person med handicap, men også bare en fin fortælling om at være menneske på godt og ondt. Her, i Katrines skikkelse, et menneske der er blevet tidligt voksen og tager meget ansvar på sig. Som en fremmed kvinde siger til hende, da hun som 11-årig skal vælge sit eget navn på tegnsprog: ”Hjælpsom. Du er sød og hjælpsom”. Hun kommer ind på sit ønskestudie, men kan ikke rigtig koncentrere sig om særligt det sociale, da hun ikke har lyst til at være væk fra sin søster, og hun udvikler hypokondriske tendenser, hvor hun tror hun har alle mulige dødelige sygdomme. For man må ikke dø fra dem, der har brug for én.
Personligt kender jeg alt til de kampe, der kæmpes i familier med handicap inde på livet, jeg har selv enæggede tvillingedrenge, hvoraf den ene har Cerebral Parese og sidder i kørestol ligesom Stine. Derfor rører den her bog mig på en helt særlig måde, og jeg synes den er så vigtig, fordi den fortæller om en virkelighed for rigtig mange mennesker – som rigtig mange andre mennesker ikke kender til.
Kommentarer