Anmeldelse
Sort mælk af Paul Celan
- Log ind for at skrive kommentarer
Det har altid været diskuteret hvorvidt rædslerne fra Holocaust kunne og burde fremstilles i litteraturen og kunsten. Man er ikke i tvivl om svaret, når man læser Paul Celans stærke digte.
Den jødiske digter Paul Celan blev født i 1920 i den rumænske by Czernowitz, der i dag hører til Ukraine, men han voksede op i et multikulturelt område, hvor tysk både var hans modersmål og digteriske sprog. Begge hans forældre omkom i en KZ-lejr, mens han selv blev sendt i en arbejdslejr. Celan fik sit gennembrud i slutningen af 1950’erne og har lige siden været en helt afgørende inspirationskilde for mange modernistiske digtere. I 1970 begik han selvmord ved at drukne sig i Seinen. I dag regnes han for en af det 20. århundredes største digtere.
Celan er ikke nogen nem digter, men jeg fik en hel del ud af først at læse Jørgen Erslev Andersens glimrende efterord til dette værk, hvor der gives en kort introduktion til Celan og hans digtning. En vigtig information var fx, at stort set alle Celans digte sammensætter ord, der enten stammer fra værker, han følte sig i dialog med, eller fra oplevelser i sit eget liv. En af disse oplevelser var altså KZ-lejren. Det har ofte været diskuteret om det var tilladt endsige muligt at fremstille rædslerne fra Holocaust i litteraturen og kunsten. Den tyske filosof, Theodor Adorno, mente som bekendt, at det var barbarisk at skrive digte efter Auschwitz.
Men hvordan skal man skrive om noget, der i bund og grund er uforståeligt og undslår sig sproget? Når noget er så ondt, at der i sproget ikke findes ord, der er stærke nok til at udtrykke det? For Celan var svaret at skrive digte, der på samme vis som Holocaust til en vis grad var uforståelige for læseren. Billederne i mange af digtene er komplekse, og det er bestemt ikke alt, jeg forstod, men alligevel fik jeg en overvældende oplevelse ud af sproget, der hører til det stærkeste, jeg endnu har læst.
I 1945 skrev Celan sit mest berømte digt, ’Dødsfuga’, et af de vigtigste litterære vidnesbyrd om Holocaust. Med digtet satte han et minde over sin mor og de mange andre, der døde i koncentrationslejrene. I slutningen af digtet skriver han:
”Dæmringens sorte mælk vi drikker dig hver nat/vi drikker dig hver middag døden er en mester fra Tyskland/vi drikker dig aften og morgen vi drikker og drikker/døden er en mester fra Tyskland hans øje er blåt/han træffer dig med kugler af bly han træffer dig præcist/en mand bor i huset dit gyldne hår Margarete/han hidser sine hunde på os han giver os en grav i luften/han leger med slangerne og drømmer døden er en mester/fra Tyskland [...].”
Det er et ualmindeligt stærkt digt, som det er svært at knytte ord til. På YouTube kan man høre Celans intensive og næsten hypnotiserende oplæsning af ”Todesfuga”, der bestemt ikke gør mindre indtryk https://www.youtube.com/watch?v=gVwLqEHDCQE
Flere af digtene, og bogen består stort set kun af mesterlige digte, vil helt bestemt forfølge mig længe, og det er en digtsamling, jeg igen og igen vil vende tilbage til.
Originally published by Thomas Ry Andersen, Litteratursiden.
- Log ind for at skrive kommentarer
Det har altid været diskuteret hvorvidt rædslerne fra Holocaust kunne og burde fremstilles i litteraturen og kunsten. Man er ikke i tvivl om svaret, når man læser Paul Celans stærke digte.
Den jødiske digter Paul Celan blev født i 1920 i den rumænske by Czernowitz, der i dag hører til Ukraine, men han voksede op i et multikulturelt område, hvor tysk både var hans modersmål og digteriske sprog. Begge hans forældre omkom i en KZ-lejr, mens han selv blev sendt i en arbejdslejr. Celan fik sit gennembrud i slutningen af 1950’erne og har lige siden været en helt afgørende inspirationskilde for mange modernistiske digtere. I 1970 begik han selvmord ved at drukne sig i Seinen. I dag regnes han for en af det 20. århundredes største digtere.
Celan er ikke nogen nem digter, men jeg fik en hel del ud af først at læse Jørgen Erslev Andersens glimrende efterord til dette værk, hvor der gives en kort introduktion til Celan og hans digtning. En vigtig information var fx, at stort set alle Celans digte sammensætter ord, der enten stammer fra værker, han følte sig i dialog med, eller fra oplevelser i sit eget liv. En af disse oplevelser var altså KZ-lejren. Det har ofte været diskuteret om det var tilladt endsige muligt at fremstille rædslerne fra Holocaust i litteraturen og kunsten. Den tyske filosof, Theodor Adorno, mente som bekendt, at det var barbarisk at skrive digte efter Auschwitz.
Men hvordan skal man skrive om noget, der i bund og grund er uforståeligt og undslår sig sproget? Når noget er så ondt, at der i sproget ikke findes ord, der er stærke nok til at udtrykke det? For Celan var svaret at skrive digte, der på samme vis som Holocaust til en vis grad var uforståelige for læseren. Billederne i mange af digtene er komplekse, og det er bestemt ikke alt, jeg forstod, men alligevel fik jeg en overvældende oplevelse ud af sproget, der hører til det stærkeste, jeg endnu har læst.
I 1945 skrev Celan sit mest berømte digt, ’Dødsfuga’, et af de vigtigste litterære vidnesbyrd om Holocaust. Med digtet satte han et minde over sin mor og de mange andre, der døde i koncentrationslejrene. I slutningen af digtet skriver han:
”Dæmringens sorte mælk vi drikker dig hver nat/vi drikker dig hver middag døden er en mester fra Tyskland/vi drikker dig aften og morgen vi drikker og drikker/døden er en mester fra Tyskland hans øje er blåt/han træffer dig med kugler af bly han træffer dig præcist/en mand bor i huset dit gyldne hår Margarete/han hidser sine hunde på os han giver os en grav i luften/han leger med slangerne og drømmer døden er en mester/fra Tyskland [...].”
Det er et ualmindeligt stærkt digt, som det er svært at knytte ord til. På YouTube kan man høre Celans intensive og næsten hypnotiserende oplæsning af ”Todesfuga”, der bestemt ikke gør mindre indtryk https://www.youtube.com/watch?v=gVwLqEHDCQE
Flere af digtene, og bogen består stort set kun af mesterlige digte, vil helt bestemt forfølge mig længe, og det er en digtsamling, jeg igen og igen vil vende tilbage til.
Originally published by Thomas Ry Andersen, Litteratursiden.
Kommentarer