Anmeldelse
Sommertræet af Guy Gavriel Kay
- Log ind for at skrive kommentarer
Med tungen lige i munden får man som læser af Sommertræet indblik i en spændende verden fuld af væsner og magi – præcis som enhver god fantasy bog bør være.
Det er en del år siden, at jeg første gang stiftede bekendtskab med Fionavar-Gobelinen, hvoraf 'Sommertræet' er den første bog ud af tre. Jeg kunne ærlig talt ikke huske ret meget af bogen, andet end at den havde fascineret mig og at jeg syntes den var god. Det var derfor spændende at få den i hænderne igen.
Bogen er fuld af eventyrlige væsner og magi, som enhver god fantasybog bør være. Handlingen foregår også i vores verden, men primært i en parallel verden kaldet Fionavar, som også er den første af alle verdener. Fem unge universitetsstuderende fra Toronto bliver hentet til Fionavar af troldmanden Loren Sølvkappe, for at deltage i festlighederne omkring Kong Ailells 50 års regeringstid. Valget af de fem studerende er ikke helt tilfældigt, da én af dem har en bestemt rolle at udfylde i Fionavar, og det viser sig hurtigt, at de alle på hver deres måde har roller at udfylde i det store billede.
Selvom de studerendes ankomst til Fionavar har en ganske fredsommelig anledning, gør omstændighederne dog, at de meget hurtigt bliver rodet ind i alvorlige begivenheder, der fører til en krig mellem det Gode (Væveren) og det Onde (Optrævleren).
Hvis man sidder og læser bogen og tænker, at den på nogle områder kan minde meget om fx Tolkiens univers, er det ikke skudt helt ved siden af. Forfatteren arbejdede sammen med Tolkiens søn under redigeringen af Silmarillion, så han er helt sikkert blevet inspireret herfra.
Det er ikke en letlæst bog, synes jeg. Sproget er lidt kringlet og, som det er tilfældet med andre fantasyserier, som fx George R. R. Martins serie ’En sang om is og ild’, er der et stort persongalleri at holde styr på. Men som hjælp er der heldigvis en fin personfortegnelse i bogen.
Konklusionen må være, at man skal have lidt god tid til bogen, og man kan med fordel læse en god bid af bogen på én gang, for at kunne holde rede på handling og personer.
Men det er en rigtig god og spændende bog.
Jeg er stor fan af fantasy, men som mange andre fantasyfans må jeg ofte ty til børnebøger i min søgen efter nyt. Hvis man har overset denne serie, er der i 'Fionavar-Gobelinen' helt klart en spændende serie at gå i gang med.
- Log ind for at skrive kommentarer
Med tungen lige i munden får man som læser af Sommertræet indblik i en spændende verden fuld af væsner og magi – præcis som enhver god fantasy bog bør være.
Det er en del år siden, at jeg første gang stiftede bekendtskab med Fionavar-Gobelinen, hvoraf 'Sommertræet' er den første bog ud af tre. Jeg kunne ærlig talt ikke huske ret meget af bogen, andet end at den havde fascineret mig og at jeg syntes den var god. Det var derfor spændende at få den i hænderne igen.
Bogen er fuld af eventyrlige væsner og magi, som enhver god fantasybog bør være. Handlingen foregår også i vores verden, men primært i en parallel verden kaldet Fionavar, som også er den første af alle verdener. Fem unge universitetsstuderende fra Toronto bliver hentet til Fionavar af troldmanden Loren Sølvkappe, for at deltage i festlighederne omkring Kong Ailells 50 års regeringstid. Valget af de fem studerende er ikke helt tilfældigt, da én af dem har en bestemt rolle at udfylde i Fionavar, og det viser sig hurtigt, at de alle på hver deres måde har roller at udfylde i det store billede.
Selvom de studerendes ankomst til Fionavar har en ganske fredsommelig anledning, gør omstændighederne dog, at de meget hurtigt bliver rodet ind i alvorlige begivenheder, der fører til en krig mellem det Gode (Væveren) og det Onde (Optrævleren).
Hvis man sidder og læser bogen og tænker, at den på nogle områder kan minde meget om fx Tolkiens univers, er det ikke skudt helt ved siden af. Forfatteren arbejdede sammen med Tolkiens søn under redigeringen af Silmarillion, så han er helt sikkert blevet inspireret herfra.
Det er ikke en letlæst bog, synes jeg. Sproget er lidt kringlet og, som det er tilfældet med andre fantasyserier, som fx George R. R. Martins serie ’En sang om is og ild’, er der et stort persongalleri at holde styr på. Men som hjælp er der heldigvis en fin personfortegnelse i bogen.
Konklusionen må være, at man skal have lidt god tid til bogen, og man kan med fordel læse en god bid af bogen på én gang, for at kunne holde rede på handling og personer.
Men det er en rigtig god og spændende bog.
Jeg er stor fan af fantasy, men som mange andre fantasyfans må jeg ofte ty til børnebøger i min søgen efter nyt. Hvis man har overset denne serie, er der i 'Fionavar-Gobelinen' helt klart en spændende serie at gå i gang med.
Kommentarer