En levende og gedigen beretning om en svunden tids landbokultur med afsæt i forfatterens egen slægt er et stykke dansk kulturhistorie, der vil have bred appel.
Ove Korsgaards slægt har i generationer drevet landbrug på Mors og været involveret i de forskellige landbobevægelser og -institutioner. Ikke mindst faderen var meget aktiv i lokalsamfundet. Selv har forfatteren tidligt haft fingrene nede i den sorte muld og lært gode, gamle dyder, men hans generation har sluppet landbruget og bevæget sig væk fra området. Hans fødegård eksisterer stadig, men jorden er solgt fra, og dermed er gårdens sjæl forsvundet, som han så rammende udtrykker det. Forfatteren er blevet familiens første akademiker, ganske vist på utraditionel vis. Trods kun syv års skolegang og ingen formel uddannelse har to af hans bøger skaffet ham en ph.d.-grad og en doktorgrad.
Ove Korsgaard, professor i pædagogik og tidligere højskoleforstander, er en vidende mand, der har ordet i sin magt. Knap 200 års landbokultur beskrives engagerende med oldeforældrene, bedsteforældrene og forældrene som omdrejningspunkter. En kultur der endegyldigt var forbi, da forældrene overdrog gården til en af sønnerne. Forfatteren forener på bedste vis det personlige med det alment gyldige, for landbokulturen på Mors adskilte sig ikke fra det øvrige Danmark.
Hans brede historiske og samfundsmæssige viden udmønter sig i beskrivelserne af de strømninger og institutioner, der prægede perioden. Vi præsenteres for de nye politiske, religiøse og kulturelle idéer, der ligger bag de centrale institutioner. Vi hører om institutionernes udvikling og senere afvikling, og nogle af dem består stadig, men i transformeret form. Ikke mindst afsnittene om andelsbevægelsen, højskolen og de religiøse vækkelser er interessant læsning.
Forfatteren er ikke nogen gammel, gnaven nostalgiker. Han fravalgte selv livet som bonde på et tidspunkt, hvor den gamle landbokultur var begyndt at smuldre, og landbruget stod over for grundlæggende omvæltninger, og det har han ikke fortrudt. Visse moderne forfatteres misantropiske skildringer af Udkantsdanmark kan han ikke tilslutte sig. Selv om tiden ikke kan og heller ikke skal skrues tilbage, fremhæver han nogle grundlæggende dyder fra dengang, som med fordel kunne genopdages af nutiden. Nu er det op til næste generation, om den vil gøre brug af dem.
Forfatterens force er, at han selv har oplevet den gamle kultur, men med sine akademiske briller på kan han træde et skridt tilbage og opridse de store linjer. Resultatet er et velfortalt, gedigent stykke dansk kulturhistorie, der vil have bred appel.
Kommentarer