Anmeldelse
Solens ærmer af Kazuko Shiraishi
Sanselig og grænsesøgende samling af digte, der udforsker og udfordrer meningen med selv det mindste i verden.
Susanne Jorn har udvalgt og oversat 60 digte fra japansk, der er repræsentative for Kazuko Shiaraishis forfatterskab. Digtene er fyldt med metaforer, der somme tider hægtes på konkrete personer, steder og til tider fungerer som samfundskritik. Det er en krævende digtsamling, hvor man skal sætte læsetempoet helt ned, men derved opstår muligheden for at opdage en stor og nysgerrig poesi.
I ’Solens ærmer’ åbner digtene sig ud mod verden og arbejder fx med klassiske temaer som tid og evighed, liv og død, civilisation og natur. Derunder kommer også kærligheden og erotikken, der ofte beskrives i en kombination af sjov og sensualitet. Kazuko Shiraishi lader nogle gange tematikkerne komme til udtryk gennem konkrete og virkelige personer som fx John Coltrane og Sumiko Yagawa (som var forfatterens nære ven).
En række af digtene ophæver logik og fysik – jeget bliver grænseløst og kan bevæge sig gennem verdenshistorien og antage forskellige former. Nogle gange opnår jeget endda en substansløs tilstand. Kombinationen af beatpoesi og grænseløs metaforik fungerer for det meste rigtig godt. Nogle gange bliver digtene meget lange og fungerer som fortællinger, men de kortere digte fremstår mere helstøbte.
Digtet ’Mødte for 250 tusind år siden I AFTES’ er et sigende eksempel på, hvad digtsamlingen er for en størrelse. Der er altid en bevægelse til stede, et undersøgende blik, som ikke er varigt. Shiraishis digte bevæger sig i spektret: Det faste og det flygtige. Og arbejder med den evige vekslen mellem dem. I digtet står fx ”Hvor mange tusind år efter det mon / sneen sagde den nu var is” og samtidig arbejder digtet med lyden: Hvordan den bevæger sig, og hvordan man bliver kastet ind i livet og antager menneskeform i et skrig et tilfældigt sted i verdens historie.
Da jeg sad med digtene, var det som at dykke ned i en kompleks filosofi, hvor jeg sprang fra erkendelse til erkendelse, fra form til form. Læseoplevelsen var båret af undring, studsen over smukke passager og frustration over det grænseløse og nærmest uvirkelige ”jeg”. På samme tid var det også en befrielse at læse digtsamlingen, fordi den placerer sig midt i tingene, verden og menneskets natur og søger at beskrive noget evigt fortløbende: Forandring.
Sanselig og grænsesøgende samling af digte, der udforsker og udfordrer meningen med selv det mindste i verden.
Susanne Jorn har udvalgt og oversat 60 digte fra japansk, der er repræsentative for Kazuko Shiaraishis forfatterskab. Digtene er fyldt med metaforer, der somme tider hægtes på konkrete personer, steder og til tider fungerer som samfundskritik. Det er en krævende digtsamling, hvor man skal sætte læsetempoet helt ned, men derved opstår muligheden for at opdage en stor og nysgerrig poesi.
I ’Solens ærmer’ åbner digtene sig ud mod verden og arbejder fx med klassiske temaer som tid og evighed, liv og død, civilisation og natur. Derunder kommer også kærligheden og erotikken, der ofte beskrives i en kombination af sjov og sensualitet. Kazuko Shiraishi lader nogle gange tematikkerne komme til udtryk gennem konkrete og virkelige personer som fx John Coltrane og Sumiko Yagawa (som var forfatterens nære ven).
En række af digtene ophæver logik og fysik – jeget bliver grænseløst og kan bevæge sig gennem verdenshistorien og antage forskellige former. Nogle gange opnår jeget endda en substansløs tilstand. Kombinationen af beatpoesi og grænseløs metaforik fungerer for det meste rigtig godt. Nogle gange bliver digtene meget lange og fungerer som fortællinger, men de kortere digte fremstår mere helstøbte.
Digtet ’Mødte for 250 tusind år siden I AFTES’ er et sigende eksempel på, hvad digtsamlingen er for en størrelse. Der er altid en bevægelse til stede, et undersøgende blik, som ikke er varigt. Shiraishis digte bevæger sig i spektret: Det faste og det flygtige. Og arbejder med den evige vekslen mellem dem. I digtet står fx ”Hvor mange tusind år efter det mon / sneen sagde den nu var is” og samtidig arbejder digtet med lyden: Hvordan den bevæger sig, og hvordan man bliver kastet ind i livet og antager menneskeform i et skrig et tilfældigt sted i verdens historie.
Da jeg sad med digtene, var det som at dykke ned i en kompleks filosofi, hvor jeg sprang fra erkendelse til erkendelse, fra form til form. Læseoplevelsen var båret af undring, studsen over smukke passager og frustration over det grænseløse og nærmest uvirkelige ”jeg”. På samme tid var det også en befrielse at læse digtsamlingen, fordi den placerer sig midt i tingene, verden og menneskets natur og søger at beskrive noget evigt fortløbende: Forandring.
Kommentarer