Anmeldelse
Sol
Digtsamling udforsker livet som mor med et autistisk barn, der slår, kradser og elsker. Gennem alt det svære skinner kærligheden så fint mellem mor og barn.
Allerede fra første side af ’Sol’ skaber Sine Bang Nielsen et intimt rum, som det er let at træde ind i som læser. Afsnittene er korte, og det fungerer rigtig fint, at man hopper ind i øjeblikke fra et hverdagsliv, hvor mor, far og barn går gennem dagene i nye omgivelser, der langsomt trænger mere og mere ind under huden på dem; gøres til hverdag.
Digtsamlingen vokser ud fra den bølge af moderskabslitteratur, der i disse år udgives, men den fremskriver nogle fine nuancer frem om, hvad det vil sige at være forældre – med et fokus på moren og barnet, mens faren fortoner sig lidt i løbet af samlingen. Særligt godt fungerer det spændingsfelt, der lægger sig om det vanskelige barn, som får en autisme-diagnose. En diagnose som sproget i samlingen arbejder sig gennem og om på den anden side af. Ligesom samlingen forsøger at give barnet og moren et nyt sprog.
Meget af det, der sker omkring barnet i samlingen, kommer udefra, men skildringen af det nye hus og haven bærer nogle andre muligheder: ”Vi planter den rosenbusk. Vi spiser alle skvalderkålbladene så kun stilkene står tilbage.” Og på næste side: ”Vi trækker søm ud af væggene. Vi tager de gamle gardiner ned og bruger dem som kongekapper. Kongen har fået hus med have.” De muligheder indeholder en god mængde fantasi og leg, som giver både barn og mor en fornyet optimisme, fordi det her er muligt at ændre på tingene.
Selvom familien på nogle punkter er lukket om sig selv, er der en del bevægelser i spil såsom flytningen, skolen og en tur på Femølejr. Fortællingens essens er båret af vaghed og et opremsende, rytmisk sprog, som folder fortællingen fint ud. Særligt godt bliver det, når fantasien skildres, fordi de her bygger deres eget lille samfund, mens tankerne flyver naivt forbi: ”Vi graver et hul i haven […] Vi graver dybere. Vi laver et bjerg. En dal. Veje til bilerne. Afstiver s-svingene i bjergene med pinde. Og broer over floder.”
’Sol’ er en digtsamling, hvor katastrofen hele tiden er inden for rækkevidde, om det er barnets slag, hjemsendelser eller en ualmindelig varm sommer, der truer med at udtørre alt. Samtidig er det en samling, som er bevidst om selv det mindste, hvilket er ret rørende at læse, fordi så mange ting får en stor betydning for deres måde at være i verden på. Og gennem alt det svære skinner kærligheden så fint mellem mor og barn.
Digtsamling udforsker livet som mor med et autistisk barn, der slår, kradser og elsker. Gennem alt det svære skinner kærligheden så fint mellem mor og barn.
Allerede fra første side af ’Sol’ skaber Sine Bang Nielsen et intimt rum, som det er let at træde ind i som læser. Afsnittene er korte, og det fungerer rigtig fint, at man hopper ind i øjeblikke fra et hverdagsliv, hvor mor, far og barn går gennem dagene i nye omgivelser, der langsomt trænger mere og mere ind under huden på dem; gøres til hverdag.
Digtsamlingen vokser ud fra den bølge af moderskabslitteratur, der i disse år udgives, men den fremskriver nogle fine nuancer frem om, hvad det vil sige at være forældre – med et fokus på moren og barnet, mens faren fortoner sig lidt i løbet af samlingen. Særligt godt fungerer det spændingsfelt, der lægger sig om det vanskelige barn, som får en autisme-diagnose. En diagnose som sproget i samlingen arbejder sig gennem og om på den anden side af. Ligesom samlingen forsøger at give barnet og moren et nyt sprog.
Meget af det, der sker omkring barnet i samlingen, kommer udefra, men skildringen af det nye hus og haven bærer nogle andre muligheder: ”Vi planter den rosenbusk. Vi spiser alle skvalderkålbladene så kun stilkene står tilbage.” Og på næste side: ”Vi trækker søm ud af væggene. Vi tager de gamle gardiner ned og bruger dem som kongekapper. Kongen har fået hus med have.” De muligheder indeholder en god mængde fantasi og leg, som giver både barn og mor en fornyet optimisme, fordi det her er muligt at ændre på tingene.
Selvom familien på nogle punkter er lukket om sig selv, er der en del bevægelser i spil såsom flytningen, skolen og en tur på Femølejr. Fortællingens essens er båret af vaghed og et opremsende, rytmisk sprog, som folder fortællingen fint ud. Særligt godt bliver det, når fantasien skildres, fordi de her bygger deres eget lille samfund, mens tankerne flyver naivt forbi: ”Vi graver et hul i haven […] Vi graver dybere. Vi laver et bjerg. En dal. Veje til bilerne. Afstiver s-svingene i bjergene med pinde. Og broer over floder.”
’Sol’ er en digtsamling, hvor katastrofen hele tiden er inden for rækkevidde, om det er barnets slag, hjemsendelser eller en ualmindelig varm sommer, der truer med at udtørre alt. Samtidig er det en samling, som er bevidst om selv det mindste, hvilket er ret rørende at læse, fordi så mange ting får en stor betydning for deres måde at være i verden på. Og gennem alt det svære skinner kærligheden så fint mellem mor og barn.
Kommentarer