Anmeldelse
Sneleoparden
En hyldest til natures egenrådige klokkeslæt, til rejseglæden og til at hvile i livets ventepositioner. Et eftertænksomt opråb om at leve lidenskabeligt og opmærksomt.
At sidde på anstand er en jægers udtryk for at sidde stille og afvente vildtet. Tålmodigt forsvinder han ind i landskabet med blikket rettet på det, der rører sig derude. Det er en kunstart, der både udfordrer og fascinerer den franske eventyrer Sylvain Tesson, forfatteren bag rejseskildringen ’Sneleoparden’.
Sammen med tre rejsefæller begiver han sig til Tibet for at opspore det sjældne dyr. De vandrer og de venter, men modsat jægeren har de ikke i sinde at dræbe. Sneleoparden er truet og offer for krybskytteri. Derfor slører Tesson solidarisk sine koordinater og opdigter nye stednavne for ikke at røbe dens habitat. Denne respekt for naturen og dens arter, mærkes tydeligt bogen igennem. Det bliver en lise for Tesson at sidde på lur i landskabet, hvor minder om hans afdøde mor og om tabt kærlighed til en kvinde, trænger sig på i glimt
Tesson skriver poetisk og præcist. Skildringerne af landskabet følger rejsens bevægelser og skaber fremdrift og en stille dramatik: ”Skinnerne rev stepperne over på midten, de kom fra nord og lå parallelt med asfaltvejen”.
De korte kapitler rummer et klarsyn og nøgterne betragtninger: ”Deres vold var ikke raseri, deres jagter var ikke plyndringstogter. Døden var blot et måltid”, skriver han om dyrene. Der er en elegance i sproget, en sanselighed og en usentimental poesi - ligesom i naturen selv.
Tesson misunder dyrenes determinisme. Han er træt af det moderne menneskes flakken og manglende evne til at bevare. Træt af den evige jagt på forbedring af verden. Han foragter tidstyranniet, teknologien og tomheden. Og han er smerteligt bevidst om, at han selv falder ind i byens rastløse puls hjemme i Paris. I de passager får tonen en klang af aggression og frustration.
Men det urbane vægelsind formildnes i den frostklare luft, hvor naturen skærer ind til benet: ”Temperaturen tillod ingenting, hverken bevægelse, tale eller melankoli. Vi ventede blot på dagens komme i en tilstand af sløv håbefuldhed (…) Verden var en frossen evighed.”
Denne dvaletilstand og uvisheden om hvorvidt sneleoparden viser sig, giver en gådefuldhed og eventyrlysten energi bogen igennem.
Sylvain Tesson illustrer det på én gang udefinerbare og meget konkrete, som naturen og rejsen gør ved os mennesker. Vi har brug for andre luftlag og udsigter. Vi har brug for at blive mindet om verdens umiddelbarhed og om gaven i tilfældigheder. Med 2020’s indelukkethed og afsondring, føles det helende at lade øjet kigge langt fra Tibets plateauer, indhalere skarp bjergluft og vente på en sneleopard - der måske kommer.
En hyldest til natures egenrådige klokkeslæt, til rejseglæden og til at hvile i livets ventepositioner. Et eftertænksomt opråb om at leve lidenskabeligt og opmærksomt.
At sidde på anstand er en jægers udtryk for at sidde stille og afvente vildtet. Tålmodigt forsvinder han ind i landskabet med blikket rettet på det, der rører sig derude. Det er en kunstart, der både udfordrer og fascinerer den franske eventyrer Sylvain Tesson, forfatteren bag rejseskildringen ’Sneleoparden’.
Sammen med tre rejsefæller begiver han sig til Tibet for at opspore det sjældne dyr. De vandrer og de venter, men modsat jægeren har de ikke i sinde at dræbe. Sneleoparden er truet og offer for krybskytteri. Derfor slører Tesson solidarisk sine koordinater og opdigter nye stednavne for ikke at røbe dens habitat. Denne respekt for naturen og dens arter, mærkes tydeligt bogen igennem. Det bliver en lise for Tesson at sidde på lur i landskabet, hvor minder om hans afdøde mor og om tabt kærlighed til en kvinde, trænger sig på i glimt
Tesson skriver poetisk og præcist. Skildringerne af landskabet følger rejsens bevægelser og skaber fremdrift og en stille dramatik: ”Skinnerne rev stepperne over på midten, de kom fra nord og lå parallelt med asfaltvejen”.
De korte kapitler rummer et klarsyn og nøgterne betragtninger: ”Deres vold var ikke raseri, deres jagter var ikke plyndringstogter. Døden var blot et måltid”, skriver han om dyrene. Der er en elegance i sproget, en sanselighed og en usentimental poesi - ligesom i naturen selv.
Tesson misunder dyrenes determinisme. Han er træt af det moderne menneskes flakken og manglende evne til at bevare. Træt af den evige jagt på forbedring af verden. Han foragter tidstyranniet, teknologien og tomheden. Og han er smerteligt bevidst om, at han selv falder ind i byens rastløse puls hjemme i Paris. I de passager får tonen en klang af aggression og frustration.
Men det urbane vægelsind formildnes i den frostklare luft, hvor naturen skærer ind til benet: ”Temperaturen tillod ingenting, hverken bevægelse, tale eller melankoli. Vi ventede blot på dagens komme i en tilstand af sløv håbefuldhed (…) Verden var en frossen evighed.”
Denne dvaletilstand og uvisheden om hvorvidt sneleoparden viser sig, giver en gådefuldhed og eventyrlysten energi bogen igennem.
Sylvain Tesson illustrer det på én gang udefinerbare og meget konkrete, som naturen og rejsen gør ved os mennesker. Vi har brug for andre luftlag og udsigter. Vi har brug for at blive mindet om verdens umiddelbarhed og om gaven i tilfældigheder. Med 2020’s indelukkethed og afsondring, føles det helende at lade øjet kigge langt fra Tibets plateauer, indhalere skarp bjergluft og vente på en sneleopard - der måske kommer.
Kommentarer