Sneen er et digt. Et digt, der falder fra skyerne i lette, hvide fnug. Dette digt kommer fra himlens mund, fra Guds hånd. Det har et navn. Et strålende hvidt navn. Sne.
Det er dette naturfænomen den fiktive Yoko Akita beslutter sig for at beskrive i en alder af 17 år, da han vælger at følge sit kald og blive haikudigter i stedet for at følge familietraditionen og blive enten kriger eller shintopræst som sin far. Perioden er Meijiperioden, året er 1884, og stedet er den japanske ø Hokkaido.
Maxence Fermine har skrevet en stramt komponeret fortælling i et minimalistisk og poetisk sprog om sne, kærlighed og haikudigtningens kunst. Haiku er en japansk litterær genre og et kort digt bestående af sytten stavelser og tre vers.
Det er også denne kunstart, som er Yokos passion udover hans fascination af sne. En fascination som skyldes sneens skønhed og dens 5 karakteristika, som kan relateres til de 5 kunstarter: Maleri, kalligrafi, dans, musik og digtning. Kunstarter som Yoko endnu ikke behersker til fulde og derfor må lære for at kunne mestre haikudigtningens kunst og for at kunne sætte farver på sine haikus, som indtil da har været hvide og farveløse ligesom sneen. Hans læremester bliver Soseki, en tidligere samuraikriger, der nu er gammel og blind, men som i sine unge dage oplevede kærligheden med en smuk europæisk kvinde kaldet Sne. Og det er om denne kærlighedsaffære, historien drejer og tager sit udgangspunkt.
’Sne’ er en fin lille debutroman om sne, kærlighed og haikudigtningens kunst. En fortælling som vækker til eftertanke om kærlighedens væsen og livets forgængelighed. Og det at man bør være sig bevidst om, at intet er perfekt fra starten, og at man derfor nogle gange må lære af andres visdom og gøre en indsats for at nå frem til det sublime inden for kunstens verden.
Kommentarer