Anmeldelse
Skydække
En eksplosion af en roman om en sommer, hvor barndom bliver til spirende ungdom, og mørket presser sig på indefra.
Vi møder hovedpersonen og hendes bedste veninde Isora en sommer i en lille bjerglandsby på Tenerife. De to veninders komplicerede venskab udspiller sig på skråningen ved vulkanen Teide, hvor skyerne næsten altid hænger lavt og maser sig ned på befolkningen sammen med den tunge varme.
De to piger vandrer omkring i byen, drømmer om at komme ned til havet, som de stort set altid kan se, men næsten aldrig har besøgt, og om at være voksne og smukke. De fordriver tiden med lege og skøre påfund, der er barnlige, men også vidner om en spirende seksualitet og rastløshed, der driver særligt Isora mod drengene og de mere spændende aktiviteter.
Isora er rapkæftet, eventyrlysten, manipulerende og kontrollerende over for hovedpersonen. Hun styrer alt i deres venskab. Isora er stjernen, som alle kan lide, men bag det gemmer sit et selvhad og en indre smerte. Morens død og bedstemorens hadefulde tilgang til barnebarnet har skabt Isoras besættelse af mad og skønhed, som resulterer i bulimi.
Hovedpersonen elsker alt ved Isora. Alt det grimme og alt det smukke. Hun følger Isora over alt, lader hende bestemme alt og siger hende aldrig imod. Hendes kærlighed er så stor, at det er på grænsen til en besættelse, som alle store forelsker er. Hendes kærlighed er så stor, at hun nogen gange ikke kan rumme det. Den er så stor, at hun har lyst til at smadre og indtage og ødelægge og beskytte alt ved Isora, som hun både misunder og forguder.
Udover at være en roman om venskab, så er det også en skildring af et lille, relativt fattigt samfund, hvor de uendelige spanske sæbeoperaer, helgener og mørk magi er en del af hverdagen og virkeligheden.
Andrea Abreus sprog er helt særligt. Hun skriver fra børnenes synsvinkel i et råt, direkte og ublufærdigt sprog, som er hårdtslående og ærligt. Rundt omkring i bogen har Andrea Abreu skrevet som børnene selv ville gøre det med stavefejl. Men selvom deres sprog er præget af bl.a. skældsord, så er der også noget poetisk i den måde hovedpersonen ser og beskriver verden omkring hende på. Hun beskriver sine følelser gennem stærke billeder, og indimellem finder man et kapitel helt uden punktum eller komma. En stor sanseeksplosion, som går i gennem kroppen og sætter alt i gang, på samme måde som hovedpersonen oplever det. Overvældende, stærkt, ubegribeligt, uoverskueligt og smerteligt.
'Skydække' er en eksplosiv roman om ubrydelige venskaber, der forandrer sig og om, hvordan to børn naivt håndterer deres indre mørke, der forandrer sig og presser på i takt med, at ungdommens og voksenlivets virkelighed maser sig på.
En eksplosion af en roman om en sommer, hvor barndom bliver til spirende ungdom, og mørket presser sig på indefra.
Vi møder hovedpersonen og hendes bedste veninde Isora en sommer i en lille bjerglandsby på Tenerife. De to veninders komplicerede venskab udspiller sig på skråningen ved vulkanen Teide, hvor skyerne næsten altid hænger lavt og maser sig ned på befolkningen sammen med den tunge varme.
De to piger vandrer omkring i byen, drømmer om at komme ned til havet, som de stort set altid kan se, men næsten aldrig har besøgt, og om at være voksne og smukke. De fordriver tiden med lege og skøre påfund, der er barnlige, men også vidner om en spirende seksualitet og rastløshed, der driver særligt Isora mod drengene og de mere spændende aktiviteter.
Isora er rapkæftet, eventyrlysten, manipulerende og kontrollerende over for hovedpersonen. Hun styrer alt i deres venskab. Isora er stjernen, som alle kan lide, men bag det gemmer sit et selvhad og en indre smerte. Morens død og bedstemorens hadefulde tilgang til barnebarnet har skabt Isoras besættelse af mad og skønhed, som resulterer i bulimi.
Hovedpersonen elsker alt ved Isora. Alt det grimme og alt det smukke. Hun følger Isora over alt, lader hende bestemme alt og siger hende aldrig imod. Hendes kærlighed er så stor, at det er på grænsen til en besættelse, som alle store forelsker er. Hendes kærlighed er så stor, at hun nogen gange ikke kan rumme det. Den er så stor, at hun har lyst til at smadre og indtage og ødelægge og beskytte alt ved Isora, som hun både misunder og forguder.
Udover at være en roman om venskab, så er det også en skildring af et lille, relativt fattigt samfund, hvor de uendelige spanske sæbeoperaer, helgener og mørk magi er en del af hverdagen og virkeligheden.
Andrea Abreus sprog er helt særligt. Hun skriver fra børnenes synsvinkel i et råt, direkte og ublufærdigt sprog, som er hårdtslående og ærligt. Rundt omkring i bogen har Andrea Abreu skrevet som børnene selv ville gøre det med stavefejl. Men selvom deres sprog er præget af bl.a. skældsord, så er der også noget poetisk i den måde hovedpersonen ser og beskriver verden omkring hende på. Hun beskriver sine følelser gennem stærke billeder, og indimellem finder man et kapitel helt uden punktum eller komma. En stor sanseeksplosion, som går i gennem kroppen og sætter alt i gang, på samme måde som hovedpersonen oplever det. Overvældende, stærkt, ubegribeligt, uoverskueligt og smerteligt.
'Skydække' er en eksplosiv roman om ubrydelige venskaber, der forandrer sig og om, hvordan to børn naivt håndterer deres indre mørke, der forandrer sig og presser på i takt med, at ungdommens og voksenlivets virkelighed maser sig på.
Kommentarer