Vellykket og aktuel genudgivelse af tysk klassiker om kampen mellem mennesket og naturens kræfter.
Under et voldsomt uvejr på vestkysten i Nordfriesland søger fortælleren ly på en kro, hvor der er samlet en række mænd. Heriblandt er digegreven, som holder vagt i stormen, men mændene er ikke nervøse for deres dige. Da den nyankomne fortæller om sit møde med en mystisk rytter på diget, lige inden han kom til kroen, forstummer al samtale, og en bølge af forfærdelse går gennem de øvrige. ””Undskyld mig”, sagde jeg ”men hvad er det med den skimmelrytter?””
Spørgsmålet bliver stikordet til fortællingen om Haike Hauen, som var digegreve i det 17. århundrede. Allerede som ung interesserede han sig for naturvidenskab, og han var især optaget af, hvordan man bedst kunne beskytte marsklandet mod storme og oversvømmelser.
Hauen bliver ansat hos digegreven, han bliver gift med datteren og ender selv som digegreve. Han har store planer om at forbedre digerne, selv om mange af de andre bønder i området er imod ham, de synes han er overmodig, fordi han benægter al snak om gamle sagn og alt det, der er overleveret fra de tidligere generationer. Trods modstang lykkes det at få bygget et nyt dige og at få inddæmmet nyt land, og alt burde være godt, men det er det ikke, og snakken går. Der er da vist noget unaturligt med den hest, som han har købt på et marked, er det en spøgelseshest? I 1756 kommer der en stormflod, Haukes dige holder, men det gør mange af de gamle diger ikke, og Hauke omkommer i havet. Siden da er han og hans hest set mange gange, og han bliver til Skimmelrytteren.
Selv om 'Skimmelrytteren' er skrevet for mere end 130 år siden, kan den stadig læses. Den lille roman udkom første gang på danske i 1982 også i Peer Sibasts flotte oversættelse. Kampen mod stigende vandmasser er stadig aktuel, og i 'Skimmelrytteren' går sagn, overtro, myter, spøgelser og fornuft op i en højere enhed.
Theodor Storms fortælling af marsklandet og naturen er helt enestående, det specielle landskab beskrives meget malende og også stormen og oversvømmelserne i 1756 er fortalt så levende, at jeg ikke tror, det kan gøres bedre.
Kommentarer