I 2013 blev det muligt at gennemføre en skilsmisse med NemID. Med det udgangspunkt beskriver Vallgårda udviklingen i synet på og lovgivningen om skilsmisser.
Der er sket en udvikling fra en tid, hvor skilsmisse både var utroligt besværligt og socialt stigmatiserende til nu, hvor ingen hæver et øjenbryn over skilsmisser, selv i kongehuset.
En interessant pointe, som flere forskere fremhæver, er, at kærlighed kan være underminerende for ægteskabet. Før det blev almindeligt at gifte sig af kærlighed, var ægteskabet mere en praktisk foranstaltning, hvor følelserne ikke spillede den store rolle, og derfor heller ikke kunne skuffe.
Det er også nyt for mig, at man op til ægteskabslovene af 1922 og 1925 havde en treårig seperationstid, hvor man ikke måtte indgå i nye forhold!
Forfatteren er forsker i familie- og barndomshistorie i 1800- og 1900-tallet, og med sin store viden kan hun virkelig sætte kød på et på papiret lidt kedeligt og tørt emne. Hun kommer meget ind på især kvinders og børns vilkår ved skilsmisser gennem tiden, hvor kvinders forhold er blevet stærkt forbedret især i sidste halvdel af 1900-tallet, og synet på børns tarv er skiftet meget. Før 1950-erne var den udbredte opfattelse, at skilsmisser var dybt skadelige for børn, mens der i starten af 50’erne kom modsynspunktet, at det var årene op til skilsmissen, der var skadelige.
Vallgårda kommer meget omkring også skilsmissers behandling i kunsten. Fra den for mig meget overraskende læsning, at Henrik Pontoppidan har skrevet imod ægteskabet som institution og mente, at kvinder havde bedre af at leve uden mænd, til fx tåreperseren Kramer mod Kramer, der fik kæmpesucces ikke mindst med filmen fra 1979, der for første gang satte fokus på skilsmissefaderens situation.
Bogen gør virkelig det, der er seriens store styrke: med udgangspunkt i et ret snævert emne at folde den store historie ud og gøre læseren meget mere vidende.
Kommentarer