Anmeldelse
Skarn af Wojciech Kuczok
En tragisk, komisk og ond historie om en families forfald
Det starter med huset. Fortællerens farfar bygger familiens hus før 2. verdenskrig, og da fortælleren vokser op der efter krigen i et nu kommunistisk Polen, er det bl.a. beboet af hans ugifte, skrappe tante og en ugift og umandig onkel med en lattervækkende talefejl.
Fortællerens far, Gamle K., er en misforstået kunstner, og moren er lille og grå. Der er ingen superhelte i dette familieskuespil, hvor fortælleren selv er tildelt rollen som ungen, der altid får smæk. Der behøver ikke være nogen grund til, at han får en på lampen. Faren finder på årsager, mens han slår den søn, som han i øvrigt altid frydefuldt håner og kalder en svækling. Når Gamle K. ikke tæsker løs på sit eneste barn med ridepisken eller tvinger surkål i ham, fylder han ham med opbyggelige ordsprog og Haydn-symfonier. Man får lyst til at gemme sig på toilettet sammen med fortælleren.
Handlingen bevæger sig kun tøvent uden for huset, men der er også rigeligt at betragte bag familiens vægge.
’Skarn’ er både et tidsbillede, en familiekrønike, et sociologisk studie og måske en art samfundskritik. Historien fra et gråt Polen er sjælden og anderledes, men alligevel genkendelig. Siderne vrider sig af mængden af uhyrligheder og optrin så groteske, at man både overvældes og frastødes. Men man drages også af dette mærkelige, levende hus med dets sære karikerede beboere. Satire vikler sig ind i kras socialrealisme, og man både klukker forsigtigt af grin og ømmer sig i hjertet.
Skarn er oversat til 16 sprog og er også filmatiseret.
En tragisk, komisk og ond historie om en families forfald
Det starter med huset. Fortællerens farfar bygger familiens hus før 2. verdenskrig, og da fortælleren vokser op der efter krigen i et nu kommunistisk Polen, er det bl.a. beboet af hans ugifte, skrappe tante og en ugift og umandig onkel med en lattervækkende talefejl.
Fortællerens far, Gamle K., er en misforstået kunstner, og moren er lille og grå. Der er ingen superhelte i dette familieskuespil, hvor fortælleren selv er tildelt rollen som ungen, der altid får smæk. Der behøver ikke være nogen grund til, at han får en på lampen. Faren finder på årsager, mens han slår den søn, som han i øvrigt altid frydefuldt håner og kalder en svækling. Når Gamle K. ikke tæsker løs på sit eneste barn med ridepisken eller tvinger surkål i ham, fylder han ham med opbyggelige ordsprog og Haydn-symfonier. Man får lyst til at gemme sig på toilettet sammen med fortælleren.
Handlingen bevæger sig kun tøvent uden for huset, men der er også rigeligt at betragte bag familiens vægge.
’Skarn’ er både et tidsbillede, en familiekrønike, et sociologisk studie og måske en art samfundskritik. Historien fra et gråt Polen er sjælden og anderledes, men alligevel genkendelig. Siderne vrider sig af mængden af uhyrligheder og optrin så groteske, at man både overvældes og frastødes. Men man drages også af dette mærkelige, levende hus med dets sære karikerede beboere. Satire vikler sig ind i kras socialrealisme, og man både klukker forsigtigt af grin og ømmer sig i hjertet.
Skarn er oversat til 16 sprog og er også filmatiseret.
Kommentarer