Anmeldelse
Skaknovelle og andre fortællinger
- Log ind for at skrive kommentarer
At læse Zweig er at skue tilbage til et Europa, som ikke længere er. Fortællingerne bringer de menneskelige følelser i perioden 1900- 1930 til live.
Stefan Zweig er en forfatter, der altid har delt vandene. Hans humanistiske prosa er på den ene side et spejl for almenmenneskelige følelser, der vil vække genkendelse i de fleste læsere. Her er tale om de dybeste af følelser - angst, kærlighed, had, frygt, lykke - som det er let at forholde sig til og lade sig rive med af. Men samtidig er Zweigs stil storladen og ofte pompøs, hvilket for mange vil blive for meget af det gode.
Men læser man flere af Zweigs værker i træk, så opdager man også en forfatter, der med årene bliver mere raffineret. Både sprogligt og tematisk. Og med ’Skaknovelle og andre fortællinger’ får man en glimrende mulighed for at følge Zweigs rejse som forfatter ved at læse et udvalg af hans fortællinger i den rækkefølge, de er udkommet i.
Zweig formår som ingen anden at bringe livet og de menneskelige følelser i perioden 1900 til 1930 til live, og igennem sine noveller giver han os et medrivende indblik i de mekanismer, der skabte det østrigske borgerskab, inden 2. verdenskrig satte et voldsomt punktum for det daværende Europa.
Novellerne i ’Skaknovelle og andre fortællinger’ har alle de menneskelige følelser i centrum. Nogle gange i en sådan grad, at nogen vil finde novellerne grænsende til det patetiske. Og det er da også de store violiner Zweig spiller på. Det er hjerter, der brister i sorg. Mennesker, der går under i skam. Individer, der bliver vanvittige i sine følelsers overflod. Men det er samtidig et indblik i de mekanismer, der drev det højere borgerskab i det tidlige 1900-tals Europa, og som gradvist inficeres af de brutale skygger, der lagde sig over Europa i den periode. For novelle for novelle føler man som læser verdenskrigene snige sig ind i fortællingerne - fra de lette, følelsesladede fortællinger i starten af samlingen til angsten og mørket, der langsomt folder sig rundt om karaktererne og tematikkerne i Zweigs historier fra midten af 1910'erne.
I novellerne fra 1920'erne finder han så kortvarigt tilbage til det store humanistiske patos, der tydeligvis har fascineret ham i de tidlige historier. Læseren vil dog fortsat føle 1. verdenskrigs kolde fingre knuge om historierne, og der går da heller ikke lang tid, førend Zweig nok engang trækker os ned i et dybt, dybt mørke, efterhånden som tegningerne til 2. verdenskrig viser sig. Lige indtil vi rammer bunden med ’Skaknovelle’, der er kulminationen på både Zweigs forfatterskab og liv. Han begik nemlig selvmord i sit eksil i Brasilien efter udgivelsen af ’Skaknovelle’. Et tragisk endeligt på et stort forfatterskab.
’Skaknovelle og andre fortællinger’ er en fantastisk mulighed for at nærstudere udviklingen af et af den europæiske litteraturs store navne – fra den unge humanistist, der forsøgte at finde greb om de store følelser til en aldrende mand i eksil, der i sorg over verdens tilstand gav os mesterværket ’Skaknovelle’, og derefter gav efter for sit eget overrumplende følelsesliv ved at tage livet af sig selv.
- Log ind for at skrive kommentarer
At læse Zweig er at skue tilbage til et Europa, som ikke længere er. Fortællingerne bringer de menneskelige følelser i perioden 1900- 1930 til live.
Stefan Zweig er en forfatter, der altid har delt vandene. Hans humanistiske prosa er på den ene side et spejl for almenmenneskelige følelser, der vil vække genkendelse i de fleste læsere. Her er tale om de dybeste af følelser - angst, kærlighed, had, frygt, lykke - som det er let at forholde sig til og lade sig rive med af. Men samtidig er Zweigs stil storladen og ofte pompøs, hvilket for mange vil blive for meget af det gode.
Men læser man flere af Zweigs værker i træk, så opdager man også en forfatter, der med årene bliver mere raffineret. Både sprogligt og tematisk. Og med ’Skaknovelle og andre fortællinger’ får man en glimrende mulighed for at følge Zweigs rejse som forfatter ved at læse et udvalg af hans fortællinger i den rækkefølge, de er udkommet i.
Zweig formår som ingen anden at bringe livet og de menneskelige følelser i perioden 1900 til 1930 til live, og igennem sine noveller giver han os et medrivende indblik i de mekanismer, der skabte det østrigske borgerskab, inden 2. verdenskrig satte et voldsomt punktum for det daværende Europa.
Novellerne i ’Skaknovelle og andre fortællinger’ har alle de menneskelige følelser i centrum. Nogle gange i en sådan grad, at nogen vil finde novellerne grænsende til det patetiske. Og det er da også de store violiner Zweig spiller på. Det er hjerter, der brister i sorg. Mennesker, der går under i skam. Individer, der bliver vanvittige i sine følelsers overflod. Men det er samtidig et indblik i de mekanismer, der drev det højere borgerskab i det tidlige 1900-tals Europa, og som gradvist inficeres af de brutale skygger, der lagde sig over Europa i den periode. For novelle for novelle føler man som læser verdenskrigene snige sig ind i fortællingerne - fra de lette, følelsesladede fortællinger i starten af samlingen til angsten og mørket, der langsomt folder sig rundt om karaktererne og tematikkerne i Zweigs historier fra midten af 1910'erne.
I novellerne fra 1920'erne finder han så kortvarigt tilbage til det store humanistiske patos, der tydeligvis har fascineret ham i de tidlige historier. Læseren vil dog fortsat føle 1. verdenskrigs kolde fingre knuge om historierne, og der går da heller ikke lang tid, førend Zweig nok engang trækker os ned i et dybt, dybt mørke, efterhånden som tegningerne til 2. verdenskrig viser sig. Lige indtil vi rammer bunden med ’Skaknovelle’, der er kulminationen på både Zweigs forfatterskab og liv. Han begik nemlig selvmord i sit eksil i Brasilien efter udgivelsen af ’Skaknovelle’. Et tragisk endeligt på et stort forfatterskab.
’Skaknovelle og andre fortællinger’ er en fantastisk mulighed for at nærstudere udviklingen af et af den europæiske litteraturs store navne – fra den unge humanistist, der forsøgte at finde greb om de store følelser til en aldrende mand i eksil, der i sorg over verdens tilstand gav os mesterværket ’Skaknovelle’, og derefter gav efter for sit eget overrumplende følelsesliv ved at tage livet af sig selv.
Kommentarer