Mathilde og Lotto er det perfekte par. På overfladen. En kærlighedshistorie set fra flere synsvinkler og med flere lag. Total yndlingsbog!
’Skæbne og hævn’ er en overrumplende læseoplevelse. Jeg har aldrig oplevet en så splittet følelse i forhold til en bog. Sproget er som en slyngplante, det griber om sig, og mange små historier fortælles via de indre billeder det skaber - mens du rundtosset prøver at følge med. I løbet af de første godt 200 sider (Skæbne) var jeg konstant fristet til at lægge bogen fra mig. Den føltes tung og uvedkommende, bortset fra de små lysglimt, der trods alt fik mig til at fortsætte. Men jeg nåede til anden del (Hævn), og så var jeg solgt. Herfra læste jeg begærligt videre i rekordfart. Nu er den en af mine yndlingsbøger.
Handlingen kort: Dreng (Lotto) møder pige (Mathilde) – eller omvendt? Efter to uger er de gift, og selvom omgivelserne ikke spår deres forhold lang overlevelse, så holder de fast i kærligheden og er udadtil det perfekte par; høje, smukke (eller nærmere karismatiske), fantastiske, storslåede, overmenneskelige. I glimt aner man dog uråd, der er noget der ikke helt stemmer.
Bogen er, som nævnt, opdelt i to dele. Første del hedder ’Skæbne’ og er set ud fra Lottos synspunkt, fra hans opvækst i Florida til universitetstiden i New York, hvor han møder sin skæbne, den helt igennem vidunderlige Mathilde. I anden del ’Hævn’ skifter perspektivet, og man får Mathildes historie, der viser en lidt anden version af kærlighedshistorien. Til slut sidder man mæt og forløst tilbage.
Da jeg genlæste romanen, så opdagede jeg, at første og anden halvdel hænger uløseligt sammen. ’Hævn’ ville ikke være den perfekte perle, den er, uden ’Skæbne’ til at bakke sig op. Derfor har jeg en bøn til dig, der går i gang med denne bog: Fortsæt, selvom du måske mister gejsten og interessen. Der venter noget helt specielt og dejligt lige rundt om hjørnet.
Oprindeligt skrevet af Britta Voergaard Poulsen, Litteratursiden.
Kommentarer