Impressionistiske, kvindelige bevidsthedsstrømme fortalt med sproglig intensitet og overskud - et mesterværk, nu i ny dansk oversættelse!
Ingeborg Bachmann er født i 1926 og regnes nok for en af Østrigs mest radikale og betydningsfulde forfattere. Herhjemme er hendes forfatterskab endnu ikke så udbredt, men med Karsten Sand Iversens imponerende oversættelse er Bachmann forhåbentlig ved at bane sig frem til et bredere dansk publikum.
’Simultan’, der er oprindeligt fra 1972, er Ingeborg Bachmanns sidste bogudgivelse. Hun døde året efter af brandsår efter brand i eget hjem. Bachmann startede sin forfatterkarriere som lyriker, men det er særligt den sene feministiske prosa, der betragtes som forfatterskabets højdepunkt.
Novellesamlingen består af fem tekster, og i alle fortællinger er hovedpersonen en kvinde. Vi møder: Nadja, Beatrix, Miranda, Franziska og Elisabeth. Fælles for disse kvinder er deres tilknytning til Wien.
I titelnovellen vrimler det med udenlandske gloser og sætninger, som afspejler simultantolkens, Nadjas, fremmedgørelse. Med glidende sætninger, et sanseligt sprog og skiftende fortællere bevæger vi os ind og ud af hovedpersonens bevidsthed. Et gennemgående tema i novellerne er kvindens position i et mandsdomineret samfund, hendes usikre identitet, fremmedgørelse og rodløshed.
I samlingens sidste og længste fortælling, Tre veje til søen, kommer vi ind under huden på krigsfotografen Elisabeth. Hun ser, under et besøg hos faderen i Klagenfurt, tilbage på et langt og hjemløst liv. På vandreture til Wörthersee, som hun ad flere omveje til sidst når, genlever hun forliste kærlighedsforhold og et omtumlet liv på verdensarenaen.
Bachmann skriver så englene synger. Stilmæssigt bliver hun oftest sammenlignet med Virginia Woolf, men også franske Nathalie Sarrautes tropistiske univers ligger snublende nært.
Ingeborg Bachmann er et yderst interessant og eftertænksomt bekendtskab!
Kommentarer