En smuk biografisk roman om de jødiske børn, der blev reddet ud af Tyskland og Østring op til 2. Verdenskrig. På trods af sit dystre emne er romanen fyldt med håb og kærlighed.
I årene før 2. Verdenskrig og indtil 1940 lykkedes det via de såkaldte Kindertransporter at redde omkring 10000 børn , de fleste børn af tyske og østrigske jøder, og skaffe dem et nyt liv i England.
Meg Waite Clayton er amerikansk forfatter, og ’Sidste tog til London’ er hendes store gennembrud og den første af hendes bøger, som er oversat til dansk. Hun fik via sin søns dramalærer kendskab til Kindertransporterne, som for mange er et helt ukendt element fra 2. Verdenskrig.
Romanen har to spor. Det ene foregår i Holland, og her er hovedpersonen Truus Wijsmuller- Meijer, Tante Truus, som er med i en organisation, som smugler især jødiske børn fra Tyskland til Holland og senere til England.
Det andet spor foregår i Wien. Familien Neumann er en rig jødisk familie, som er berømte for deres fine chokolader. Sønnen Stephans største ønske er at kunne komme til at skrive teaterstykker, og hans helt store forbillede er Stefan Zweig. Han er veninde med Zofie-Helene, som er et matematisk geni, og hun er datter af en journalist, som ikke er bange for at skrive artikler mod nazisterne.. De lever et ubekymret, liv indtil nazisterne får mere og mere magt. Efter Østrigs indlemmelse i Tyskland og Krystalnatten i november 1938 tager jødeforfølgelserne fart.
Jeg røber ikke for meget ved at fortælle, at de to spor mødes, og herfra bliver det en kamp at forsøge af få Zofie-Helene, Stephan og hans lillebror Walter med på en af transporterne. Men tiden er knap, Stephan fylder snart 18 år, og så er han for gammel til at komme med toget.
En del er bogen er viet beskrivelsen af Tante Truus, som er en autentisk person. Hun var en meget modig kvinde, som ikke var bange for noget som helst, når det gjaldt om at redde børn. Det lykkedes hende at få foretræde for Adolf Eichmann, og hun fik ham overtalt til, at hun måtte samle 600 børn, ikke 601 eller 599.
’Sidste tog til London’ er en rystende og grum historie, men samtidig en historie som er fuld af håb og med mennesker, som er villige til at sætte livet på spil for at redde andre. Meg Waite Claytons skrivestil er præcis og flydende, den er meget sober og helt uden at være for sentimental, selv om der var øjeblikke, hvor jeg blev meget berørt af historien.
Kommentarer