Anmeldelse
Sidste år i Frankfurt af Jouko Ruokosenmäki
Finske Jouko Ruokosenmäkis rå, tankevækkende, morsomme og skarpe værk om den nordiske tegneseriebranche, karrierelivet, passionen og de store valg i livet.
Vi starter med at møde Jouko som lille dreng, hvor han læser sin første tegneserie, der baner vejen for den store kærlighed til tegneserierne og en karriere i tegneserieindustrien. 'Sidste år i Frankfurt' er bygget op i korte sekvenser og nedslag fra forskellige perioder i Joukos liv. De står som skarpe nedslag, korte scener og øjebliksbilleder, relativt uforklarede og ikke kronologiske. Men deres pointe er tydelig. Jouko maler nemlig et stærkt billede af en tegneseriebranche, hvor det indimellem handler mere om penge, regneark, grafer, møder, magt, konkurrence og stress, end det handler om kærligheden til tegneserierne.
Nogle af sekvenserne, som den første med lille Jouko, viser afgørende punkter i hovedpersonens liv. Men mest af alt fungerer de enkelte scener og sekvenser som nedslag i et langt karriereliv med tegneserier, alt for meget sprut og en del mismod. Der er næsten en fornemmelse af noget sisyfosarbejde over den endeløse række af møder og ensformige messer. Hvor blev drømmene om selv at skabe tegneserier af midt i denne redaktørkarriere? Passionen for tegneserier er en tråd, der bliver ved med at trække Jouko ind i en ellers lidt kynisk branche på trods af hans tvivl.
Jouko bruger flere steder skygger til at mørklægge ansigter og tegner briller uden øjne bag. Det understrege kynismen i branchen og den tomhed, han selv føler. Tomme og ensomme på samme måde som de store messebygninger og højhuse ser ud med deres endeløse vinduer og langstrakte linjer, professionelt og uden charme. Det er helt tydeligt at både stilen og fremstillingen af branchen og de enkelte hændelser er udvalgt af en mismodig og udbrændt fortæller. Det er mindst lige så meget en historie om en mand i krise, som det er et slag mod tegneseriebranchen.
Den klare stil i tegneserien bliver indimellem brudt af elementer, der bevidst er inspireret af andre stilarter. Det giver utroligt god mening og giver tegneserien et ekstra humoristisk pust. Særligt reklamen for tegneseriebranchen, skrevet til børn og unge, er morsom, tankevækkende og deprimerende. Humoren i tegneserien er dyster, ironisk og nærmest tragikomisk.
Finske Jouko Ruokosenmäkis rå, tankevækkende, morsomme og skarpe værk om den nordiske tegneseriebranche, karrierelivet, passionen og de store valg i livet.
Vi starter med at møde Jouko som lille dreng, hvor han læser sin første tegneserie, der baner vejen for den store kærlighed til tegneserierne og en karriere i tegneserieindustrien. 'Sidste år i Frankfurt' er bygget op i korte sekvenser og nedslag fra forskellige perioder i Joukos liv. De står som skarpe nedslag, korte scener og øjebliksbilleder, relativt uforklarede og ikke kronologiske. Men deres pointe er tydelig. Jouko maler nemlig et stærkt billede af en tegneseriebranche, hvor det indimellem handler mere om penge, regneark, grafer, møder, magt, konkurrence og stress, end det handler om kærligheden til tegneserierne.
Nogle af sekvenserne, som den første med lille Jouko, viser afgørende punkter i hovedpersonens liv. Men mest af alt fungerer de enkelte scener og sekvenser som nedslag i et langt karriereliv med tegneserier, alt for meget sprut og en del mismod. Der er næsten en fornemmelse af noget sisyfosarbejde over den endeløse række af møder og ensformige messer. Hvor blev drømmene om selv at skabe tegneserier af midt i denne redaktørkarriere? Passionen for tegneserier er en tråd, der bliver ved med at trække Jouko ind i en ellers lidt kynisk branche på trods af hans tvivl.
Jouko bruger flere steder skygger til at mørklægge ansigter og tegner briller uden øjne bag. Det understrege kynismen i branchen og den tomhed, han selv føler. Tomme og ensomme på samme måde som de store messebygninger og højhuse ser ud med deres endeløse vinduer og langstrakte linjer, professionelt og uden charme. Det er helt tydeligt at både stilen og fremstillingen af branchen og de enkelte hændelser er udvalgt af en mismodig og udbrændt fortæller. Det er mindst lige så meget en historie om en mand i krise, som det er et slag mod tegneseriebranchen.
Den klare stil i tegneserien bliver indimellem brudt af elementer, der bevidst er inspireret af andre stilarter. Det giver utroligt god mening og giver tegneserien et ekstra humoristisk pust. Særligt reklamen for tegneseriebranchen, skrevet til børn og unge, er morsom, tankevækkende og deprimerende. Humoren i tegneserien er dyster, ironisk og nærmest tragikomisk.
Kommentarer