Anmeldelse
Shuggie Bain
En stor, hjertegribende og barsk fortælling fra 80’ernes Glasgow om en opvækst på samfundets bund og en søns ufravigelige kærlighed til sin alkoholiserede mor.
Vinderen af Bookerprisen 2020 er på samme tid et skånselsløst og barmhjertigt portræt af en barndom på samfundets bund i 80’ernes Glasgow. Romanen er delvist selvbiografisk og bygget over Douglas Stuarts egen opvækst i Glasgows arbejdsklassemiljø med en alkoholiseret mor. Med de rammende miljøskildringer og almengyldige temaer er det nærliggende at udråbe ”Shuggie Bain” til en kommende skotsk klassiker. En stor uafrystelig læseoplevelse om betingelsesløs kærlighed og ukueligt livsmod – og en af dens slags romaner, der aldrig helt forlader sin læser igen.
I 1980’erne var Glasgow præget af stor arbejdsløshed og tilbagegang i samfundet, som påvirkede hverdagen for de familier, der havde mindst og måtte kæmpe hårdest med fattigdom og misbrug som afledte følger. I dette miljø vokser Shuggie Bain op med to større søskende og forældre, der hver især tilhører den katolske og protestantiske kirke. Moren, den smukke og stolte Agnes, har høje forventninger til tilværelsen og fine fornemmelser men også hang til de våde varer. Den selvcentrerede far Shug ernærer sig som taxichauffør og har et lidt for godt øje til andre kvinder. Efter endnu et af Shugs sidespring og en sprængfarlig reaktion fra Agnes, holder ægteskabet ikke til mere. Agnes flytter med sine tre børn til det værst tænkelige og fattige boligkvarter i udkanten af Glasgow nær en nedlagt kulmine for at starte på en frisk. Shug er ikke sen til at flytte hen til sit sidespring og stifte en ny familie, hvorefter han bliver en flygtig og upålidelig gæst i Agnes' og børnenes liv.
Shuggie er en følsom dreng, der elsker sin mor højt og han bærer hende igennem mange sørgelige situationer – også efter de to større søskende har set deres snit til at flygte og flytte væk. Det er hjertegribende at være vidne til Shuggies grænseløse kærlighed og loyalitet til sin mor, som efterhånden bliver mere og mere ynkelig og utilregnelig pga. sit alkoholmisbrug, bristede illusioner og mænd, der svigter. Han må ofte gemme noget af morens bistand for at der kan blive råd til mad, hjælpe hende når hun enten er bevidstløs af druk eller får en af sine ”ture” og bruger alle pengene på postordrevarer eller omgås tvivlsomme mænd. Agnes' misbrug og svigt til trods, så kæmper hun og vil det bedste for Shuggie og lykkes indimellem med at holde en pause fra alkoholen. Det er også livsbekræftende at se hendes forfængelighed og stolthed slå igennem, når hun ikke vil lade sig kue af nabolagets ondskabsfulde kællinger. Shuggie er ikke helt som andre drenge med sit feminine væsen og med en større glæde for dans end for fodbold. Det gør ham til en oplagt prygleknap og outsider blandt kvarterets børn. Det er en hård og ensom barndom, man som læser er vidne til.
Douglas Stuart beskriver på rammende vis et miljø og ulykkelige skæbner på godt og ondt. Der er nok af ulykkelige mennesker fanget i en udsigtsløs, kummerlig tilværelse. Desperation, fattigdom og misbrug kan få de værste sider frem i mennesker. Der er ingen undskyldning, når det gælder børn, men alligevel sidder jeg med følelsen af, at mange skæbnerne er ofre for omstændighederne og den sociale arv. Det er værd at fremhæve miljøskildringen af det lokale naboskab befolket af sladrevorne ”kællinger” med hang til diverse rusmidler, ægtemænd der holder sig væk fra hjemmene og drikker det meste af lønnen op og så børnene! Der er til tider liv og glade dage, men oftest det modsatte og det gør ondt i sjælen at være med på sidelinjen i det miljø, børnene vokser op i, oftest overladt til sig selv, og vide, at sådan har det været for mange i virkelighedens Glasgow.
En stor, hjertegribende og barsk fortælling fra 80’ernes Glasgow om en opvækst på samfundets bund og en søns ufravigelige kærlighed til sin alkoholiserede mor.
Vinderen af Bookerprisen 2020 er på samme tid et skånselsløst og barmhjertigt portræt af en barndom på samfundets bund i 80’ernes Glasgow. Romanen er delvist selvbiografisk og bygget over Douglas Stuarts egen opvækst i Glasgows arbejdsklassemiljø med en alkoholiseret mor. Med de rammende miljøskildringer og almengyldige temaer er det nærliggende at udråbe ”Shuggie Bain” til en kommende skotsk klassiker. En stor uafrystelig læseoplevelse om betingelsesløs kærlighed og ukueligt livsmod – og en af dens slags romaner, der aldrig helt forlader sin læser igen.
I 1980’erne var Glasgow præget af stor arbejdsløshed og tilbagegang i samfundet, som påvirkede hverdagen for de familier, der havde mindst og måtte kæmpe hårdest med fattigdom og misbrug som afledte følger. I dette miljø vokser Shuggie Bain op med to større søskende og forældre, der hver især tilhører den katolske og protestantiske kirke. Moren, den smukke og stolte Agnes, har høje forventninger til tilværelsen og fine fornemmelser men også hang til de våde varer. Den selvcentrerede far Shug ernærer sig som taxichauffør og har et lidt for godt øje til andre kvinder. Efter endnu et af Shugs sidespring og en sprængfarlig reaktion fra Agnes, holder ægteskabet ikke til mere. Agnes flytter med sine tre børn til det værst tænkelige og fattige boligkvarter i udkanten af Glasgow nær en nedlagt kulmine for at starte på en frisk. Shug er ikke sen til at flytte hen til sit sidespring og stifte en ny familie, hvorefter han bliver en flygtig og upålidelig gæst i Agnes' og børnenes liv.
Shuggie er en følsom dreng, der elsker sin mor højt og han bærer hende igennem mange sørgelige situationer – også efter de to større søskende har set deres snit til at flygte og flytte væk. Det er hjertegribende at være vidne til Shuggies grænseløse kærlighed og loyalitet til sin mor, som efterhånden bliver mere og mere ynkelig og utilregnelig pga. sit alkoholmisbrug, bristede illusioner og mænd, der svigter. Han må ofte gemme noget af morens bistand for at der kan blive råd til mad, hjælpe hende når hun enten er bevidstløs af druk eller får en af sine ”ture” og bruger alle pengene på postordrevarer eller omgås tvivlsomme mænd. Agnes' misbrug og svigt til trods, så kæmper hun og vil det bedste for Shuggie og lykkes indimellem med at holde en pause fra alkoholen. Det er også livsbekræftende at se hendes forfængelighed og stolthed slå igennem, når hun ikke vil lade sig kue af nabolagets ondskabsfulde kællinger. Shuggie er ikke helt som andre drenge med sit feminine væsen og med en større glæde for dans end for fodbold. Det gør ham til en oplagt prygleknap og outsider blandt kvarterets børn. Det er en hård og ensom barndom, man som læser er vidne til.
Douglas Stuart beskriver på rammende vis et miljø og ulykkelige skæbner på godt og ondt. Der er nok af ulykkelige mennesker fanget i en udsigtsløs, kummerlig tilværelse. Desperation, fattigdom og misbrug kan få de værste sider frem i mennesker. Der er ingen undskyldning, når det gælder børn, men alligevel sidder jeg med følelsen af, at mange skæbnerne er ofre for omstændighederne og den sociale arv. Det er værd at fremhæve miljøskildringen af det lokale naboskab befolket af sladrevorne ”kællinger” med hang til diverse rusmidler, ægtemænd der holder sig væk fra hjemmene og drikker det meste af lønnen op og så børnene! Der er til tider liv og glade dage, men oftest det modsatte og det gør ondt i sjælen at være med på sidelinjen i det miljø, børnene vokser op i, oftest overladt til sig selv, og vide, at sådan har det været for mange i virkelighedens Glasgow.
Kommentarer