Anmeldelse
Sådan opfinder man en pige af Caitlin Moran
Knivskarp, underholdende og levende roman - med tydelige spor af forfatterens eget liv - om en pige, der opfinder ny identiet som en udvej for sit triste liv i fattigdom i 90’ernes England.
Jeg læste med stor glæde forfatterens danske debut 'Kunsten at være kvinde'. Oversættelserne af Susanne Staun, er for mig af afgørende betydning, for jeg nyder både hendes romaner og hendes oversættelser, de to kvinder er, i min optik, repræsentanter for den lidt "gaggede" og herligt frie litteraturformidling.
Fuldkommen som med 'Kunsten at være kvinde' er denne roman fyldt med speed-snakkende formidling. Sproget er blomstrende og i sin opbygning, det er lige på og råt, det er speed-talking på højt niveau, og læseren skal holde tungen lige i munden.
Handlingen foregår i Thatchers England i 1990-1993. Johanna er ved starten 14 år, hun bor i den før så blomstrende industriby Wolverhampton. Under Tatcher lukkede byen ned, og som mange andre familier i det fattige sociale boligbyggeri er også Johannas familie på sociale ydelser og kæmper en daglig kamp for at få mad på bordet. Johannas far er invalidepensionist og pille/alkoholmisbruger, moderen har en dyb fødselsdepression, og Johanna og storebroderen Krissi tager sig derfor en hel del af deres tre små brødre. Hun må stjæle sig til tamponer og makeup og har ikke en eneste ven. Johanne er en ensom og tyk pige (hendes mor kalder hende en "fed sort krage"), og en dag får hun nok. Hun beslutter sig for at skabe en ny pige, og det gør hun: Dolly bliver en forhadt musikanmelder på Londons mest hippe musikmagasin. Dolly er alt det, Johanna ikke er: hun har sex med alt, hvad der kan kravle og gå, hun drikker sig fuld, og så nyder hun sin magt som anmelder. Men er det nu også det,Johanna egentlig vil bruge resten af livet på?
Denne roman er fiktion, hævder forfatteren. Men af fiktion at være er der utrolig mange lighedspunkter med forfatterens eget liv. Johanna/Dolly er så levende i både tanke og handling, at selv læseren træder ind i hende. Det er humor på højeste plan, når Dolly igen og igen opfører sig komplet tosset - mensamtidig er det også en trist fortælling om en ensom pige, der kæmper for at blive set og elsket. Det er engelsk socialrealisme, når de meget hårde år portrætteres, og så er det en lærebog i social adfærd værdig, når konsekvenserne af den store fattigdom udpensles for læseren.
Der er musik i denne roman - rigtig meget musik. Kendte og ukendte bands kommer under "kærlig" behandling. Det er min eneste klage - ind imellem blev det for meget for mig, og jeg ville gerne have byttet noget af musikken for flere Dolly-moments.
Men når det er sagt, så er jeg vild med Caitlin Morans forfatterskab, hun skriver frigjort og herligt kompromisløst om livet som kvinde. Her er intet for pinligt eller for småt, og selv om det må være de færreste, der har levet såindholdsrige liv som Morans "figurer", skriver hun om følelser og handlinger, som mange kvinder kan nikke genkendende til - om det så er med bragende latter eller krummede tæer som følgesvend.
Jeg vil på det varmeste anbefale denne herlige roman, der er et yderst frisk pust. Ligeså vil jeg anbefale forgængeren 'Kunsten at være Kvinde'. Og vil man blive i dette univers, kan også Lena Dunhams 'Ikke den slags pige' varmt anbefales.
Knivskarp, underholdende og levende roman - med tydelige spor af forfatterens eget liv - om en pige, der opfinder ny identiet som en udvej for sit triste liv i fattigdom i 90’ernes England.
Jeg læste med stor glæde forfatterens danske debut 'Kunsten at være kvinde'. Oversættelserne af Susanne Staun, er for mig af afgørende betydning, for jeg nyder både hendes romaner og hendes oversættelser, de to kvinder er, i min optik, repræsentanter for den lidt "gaggede" og herligt frie litteraturformidling.
Fuldkommen som med 'Kunsten at være kvinde' er denne roman fyldt med speed-snakkende formidling. Sproget er blomstrende og i sin opbygning, det er lige på og råt, det er speed-talking på højt niveau, og læseren skal holde tungen lige i munden.
Handlingen foregår i Thatchers England i 1990-1993. Johanna er ved starten 14 år, hun bor i den før så blomstrende industriby Wolverhampton. Under Tatcher lukkede byen ned, og som mange andre familier i det fattige sociale boligbyggeri er også Johannas familie på sociale ydelser og kæmper en daglig kamp for at få mad på bordet. Johannas far er invalidepensionist og pille/alkoholmisbruger, moderen har en dyb fødselsdepression, og Johanna og storebroderen Krissi tager sig derfor en hel del af deres tre små brødre. Hun må stjæle sig til tamponer og makeup og har ikke en eneste ven. Johanne er en ensom og tyk pige (hendes mor kalder hende en "fed sort krage"), og en dag får hun nok. Hun beslutter sig for at skabe en ny pige, og det gør hun: Dolly bliver en forhadt musikanmelder på Londons mest hippe musikmagasin. Dolly er alt det, Johanna ikke er: hun har sex med alt, hvad der kan kravle og gå, hun drikker sig fuld, og så nyder hun sin magt som anmelder. Men er det nu også det,Johanna egentlig vil bruge resten af livet på?
Denne roman er fiktion, hævder forfatteren. Men af fiktion at være er der utrolig mange lighedspunkter med forfatterens eget liv. Johanna/Dolly er så levende i både tanke og handling, at selv læseren træder ind i hende. Det er humor på højeste plan, når Dolly igen og igen opfører sig komplet tosset - mensamtidig er det også en trist fortælling om en ensom pige, der kæmper for at blive set og elsket. Det er engelsk socialrealisme, når de meget hårde år portrætteres, og så er det en lærebog i social adfærd værdig, når konsekvenserne af den store fattigdom udpensles for læseren.
Der er musik i denne roman - rigtig meget musik. Kendte og ukendte bands kommer under "kærlig" behandling. Det er min eneste klage - ind imellem blev det for meget for mig, og jeg ville gerne have byttet noget af musikken for flere Dolly-moments.
Men når det er sagt, så er jeg vild med Caitlin Morans forfatterskab, hun skriver frigjort og herligt kompromisløst om livet som kvinde. Her er intet for pinligt eller for småt, og selv om det må være de færreste, der har levet såindholdsrige liv som Morans "figurer", skriver hun om følelser og handlinger, som mange kvinder kan nikke genkendende til - om det så er med bragende latter eller krummede tæer som følgesvend.
Jeg vil på det varmeste anbefale denne herlige roman, der er et yderst frisk pust. Ligeså vil jeg anbefale forgængeren 'Kunsten at være Kvinde'. Og vil man blive i dette univers, kan også Lena Dunhams 'Ikke den slags pige' varmt anbefales.
Kommentarer