Anmeldelse
Så efterlades alt flæskende af Mikkel Brixvold
Et hidtil uset sanseligt sprog, der faktisk formår at videregive alt det, vi ikke kan lide at tænke på, at mennesker gør ved hinanden.
Jeg har kvalme. Mikkel Brixvolds digtsamling fremtvinger kvalme; altså virker den efter hensigten. Digtene i tidligere elitesoldat Mikkel Brixvolds samling kredser primært om at være udsendt soldat i Mellemøsten, om hvordan det normale sprog slet slet ikke formår at fange alt det meningsløse, det adrealinpumpende, det forstumpede, det virkelige, kødet, absurditeten og overlevede eller døde liv i en militærcamp i Irak.
Men også om hvordan det er at vende hjem til andedammen, og føj for en andedam; det er sågu vanskeligt at komme hjem til latterlighedens mikroskopiske problemer, når man lige har oplevet: ”en rød/rammende lugt og kokkens halve/hoved/blive sprøjtet ud ind i det hele.”
Jeg kan ikke lade være med at associere til alle de skrækhistorier, medierne i disse dage flyder over med fra Gaza; børn sprænges i stykker på en strand, tre unge kidnappes og henrettes, hospitaler og skoler bombes til jorden. Vi kender alle til at stå på belejlig afstand af krigene og tænke noget grimt om de involverede, og den samme kvalmende fornemmelse af 100 procent afstumpethed findes i Brixvolds digte. Det er grimt, og det er netop styrken i digtene. De sønderriver, kradser, skyder, flår, rabler og smadrer sproget, som vi kender det; de gentager sig selv med STORT, de gentager sig selv i nye former: ”salsa-hoft-HOMO”, ”RAMMESLAG”, ”sigeråber” – er blot nogle af mange sproglige nyskabelser.
Temaet er ret enkelt (krig er grimt), mens sproget er kompliceret nyt. Der er tale om et hidtil uset sanseligt sprog (for mig i hvert fald), et sprog, der faktisk formår at sanse og videregive alt det, vi ikke kan lide at tænke på, at mennesker gør ved hinanden og alt det, der giver mig kvalmen. Efter endt læsning hader jeg menneskene.
”… så/efterlades alt flæskende/som dugfriskgrønne blomsterstængler i bundt/bugnende/
kulørfyldt blomstermarked skåret af i/femogfyrregraders grøntvæskende knivskarpt/snitfrit/
hængende i pusanløbet fodfæstefedtet brugt/luderluft MINE BEN STÅR/ i ørken til hoften nu…”
Den slags er Brixvolds fortjenstmedalje.
Originally published by Jørgen Dissing, Litteratursiden.
Et hidtil uset sanseligt sprog, der faktisk formår at videregive alt det, vi ikke kan lide at tænke på, at mennesker gør ved hinanden.
Jeg har kvalme. Mikkel Brixvolds digtsamling fremtvinger kvalme; altså virker den efter hensigten. Digtene i tidligere elitesoldat Mikkel Brixvolds samling kredser primært om at være udsendt soldat i Mellemøsten, om hvordan det normale sprog slet slet ikke formår at fange alt det meningsløse, det adrealinpumpende, det forstumpede, det virkelige, kødet, absurditeten og overlevede eller døde liv i en militærcamp i Irak.
Men også om hvordan det er at vende hjem til andedammen, og føj for en andedam; det er sågu vanskeligt at komme hjem til latterlighedens mikroskopiske problemer, når man lige har oplevet: ”en rød/rammende lugt og kokkens halve/hoved/blive sprøjtet ud ind i det hele.”
Jeg kan ikke lade være med at associere til alle de skrækhistorier, medierne i disse dage flyder over med fra Gaza; børn sprænges i stykker på en strand, tre unge kidnappes og henrettes, hospitaler og skoler bombes til jorden. Vi kender alle til at stå på belejlig afstand af krigene og tænke noget grimt om de involverede, og den samme kvalmende fornemmelse af 100 procent afstumpethed findes i Brixvolds digte. Det er grimt, og det er netop styrken i digtene. De sønderriver, kradser, skyder, flår, rabler og smadrer sproget, som vi kender det; de gentager sig selv med STORT, de gentager sig selv i nye former: ”salsa-hoft-HOMO”, ”RAMMESLAG”, ”sigeråber” – er blot nogle af mange sproglige nyskabelser.
Temaet er ret enkelt (krig er grimt), mens sproget er kompliceret nyt. Der er tale om et hidtil uset sanseligt sprog (for mig i hvert fald), et sprog, der faktisk formår at sanse og videregive alt det, vi ikke kan lide at tænke på, at mennesker gør ved hinanden og alt det, der giver mig kvalmen. Efter endt læsning hader jeg menneskene.
”… så/efterlades alt flæskende/som dugfriskgrønne blomsterstængler i bundt/bugnende/
kulørfyldt blomstermarked skåret af i/femogfyrregraders grøntvæskende knivskarpt/snitfrit/
hængende i pusanløbet fodfæstefedtet brugt/luderluft MINE BEN STÅR/ i ørken til hoften nu…”
Den slags er Brixvolds fortjenstmedalje.
Originally published by Jørgen Dissing, Litteratursiden.
Kommentarer