At læse om stofmisbrug er ikke opløftende, men debutanten Simone Mørch Stjer har skrevet en absolut læseværdig roman, inspireret af egne erfaringer.
Helene kommer fra en god baggrund og har alle forudsætninger for at komme godt på vej, men stofferne har fanget hende. Hun mener selv, at hun har styr på det, for hun ryger kun (heroin og kokain); ikke noget med at sniffe eller at stikke. Romanen beskriver Helenes kamp for at få livet på stoffer til at lykkes, men viser samtidig, hvor desperat et sådant liv er. Hele tiden skal der skaffes penge for at skaffe stofferne og et sted at ryge uforstyrret.
Sproget i romanen er opbygget af korte sætninger og uden så mange dikkedarer. De korte sætninger passer godt til den virkelighed, Helene er i, hvor intet er langvarigt, ud over afhængigheden. Læseren er ikke i tvivl om, hvad Helene oplever, og at hun på samme tid har sig selv med og er ved at miste sig selv. At den deroute, Helene ender i, ikke sker med hendes gode vilje, men at hun heller ikke kan kæmpe imod. Man får dog ikke en klar fornemmelse af, hvorfor Helene er endt på stoffer på trods af sin solide baggrund, men det er heller ikke vigtigt for at forstå Helenes historie, der viser, at man uanset baggrund kan blive fanget i stoffernes farlige verden.
Da jeg læste bogen, kom jeg i tanke om Christiane F og hendes beskrivelse af livet som stiknarkoman i 1970’ernes Berlin. Nok er der 40 år imellem de to fortællinger, men der er stor lighed imellem Christiane F og Helene. Begge fortællinger viser, hvor håbløst og farligt det er at blive fanget af stoffer og miljøet omkring dem, og hvor flygtige venskaber kan være.
Denne roman vil fint kunne bruges i forbindelse med en opgave. Hvor 'Christiane F' er minutiøs og detaljeret og fortæller om en piges deroute fra start til slut i 70'erne, giver ’S’ – forstå mig ret – et overkommeligt indtryk af livet som stofmisbruger anno 2020.
Kommentarer