Hvis denne bog var en film, ville den være af Woody Allen – let og samtidig dyb samt fuld af jazzet melankoli, humor og dødsangst.
Vores fine – og i denne sammenhæng må man vel godt kalde ham gamle – digter Peter Poulsen skriver fra sit domicil på Bornholm så sprælsk og veloplagt som nogensinde i bevidstheden om, at slutningen nærmer sig.
Egentlig havde jeg lidt glemt ham, men for nylig er jeg igen blevet opmærksom på, hvor godt han skriver. Peter Poulsen debuterede allerede i 1966 og har desuden været en meget aktiv oversætter. Måske derfor er hans sprogøre helt fantastisk. Hans digte er enkle og metaforerne ikke spor komplicerede, men der åbner sig alligevel en hel verden af forestillinger og betydningselementer i de skæve og humoristiske ordsammensætninger. Ikke sjældent minder hans sproglige sprælskhed mig om Benny Andersen: ”Verden råber på retfærdighed, cykelkæderne på olie”.
Han er desuden en meget lærd forfatter, som skriver på et bagtæppe af klassisk litteratur og mytologi og også går i dialog med samtidige kunstnere og digtere. Dedikationen er et citat af Pope: ”What mighty contents rise from trivial things”, og hele bogen er gennemsyret af evnen til at se det store i det små. Det er hverdagspoesi med en dybere mening, der kommenterer såvel personlige som politiske og sociale forhold.
Jeg’et demonterer universets vægge med en stjerneskruetrækker, går efter et møde i Aktive Alkoholister hjemad gennem den sovende bys særlige aura af friture og syren og gør sig tanker om, hvad der vil ske med hans frakke og hans bøger, når han selv ikke er her mere. Under rulleteksterne takkes alle, som levede med:
”og ind i denne statiske blues
det tremulerende altids
larmende stilhed.”
Kommentarer