Purpurfarversken Anna er gift med pavens livvagt Lorenzo. De bor med deres eneste datter og tjenestefolk på en gård i Toscana. Tiden er anden halvdel af 1400-tallet.
Lorenzo hentede Anna i et kloster på Norges vestkyst. Hun sidder inde med en værdifuld viden om, hvordan man fremstiller farven purpur. Igennem hele antikken blev purpurfarven fra Murex-sneglen regnet for lige så værdifuld som perler, sølv og guld. Kostbarheden indebar, at purpurfarvet klædedragt fortrinsvist var forbeholdt konger og kejsere. Purpur blev betragtet som et symbol på rigdom og magt. Fremstillingsmetoden var hemmelig og gik i arv fra far til søn (eller datter).
Lorenzo er livvagt for pave Pius 2. Pavens store vision er at få et korstog mod Konstantinopel i stand. Til at nå dette mål behøver han purpur. Derfor har Lorenzo hentet Anna til Italien – hun medbringer værdifuldt purpur, som Paven har brug for.
Anna kan andet end at indfarve stoffer, hun kan også male altertavler. Anna har hidtil stået på god fod med paven, men da hun maler en altertavle, der efter kirkens mening er usømmelig, og da hun samtidig ødselt har opbrugt sit lager af purpur, kan det blive skæbnesvangert for hende.
Tidligt i romanen indvies man i Annas uro, uroen breder sig til læseren. Hvad vil der ske hende? Vil inkvisitionen straffe hende hårdt? Hun har andre bekymringer. Hendes unge datter, Lucrezia, bliver alvorligt syg og en meget usympatisk og hyklerisk præst er ikke uden skyld i den unge piges sygdom.
"Purpur" er en ganske god historisk roman med små svagheder. Der smutter et par anakronismer ind i sproget – jeg tror ikke, man i 1400-tallets Italien brugte et ord som lynchstemning. Portrættet af den liderlige præst, der har det meget svært med at leve i cølibat, er for unuanceret – der er intet forsonende ved ham. Romanens styrke er fremstillingen af dens hovedperson, farversken Anna. Hun lever, og forfatteren formår fra de første sider at vække læserens interesse for hendes videre skæbne.
Oversat af Palle Koch. Hovedland, 2003. 253 sider. Kr 259,-
Kommentarer