Tonny Vorm har skrevet en virkelig rørende og vedkommende erindringsroman om at være far, når man selv er vokset op uden sin far.
Forfatteren gør status over det år, familien brugte på børnekræftafdelingen, da hans søn på ti år fik konstateret knoglekræft og skulle igennem et års kemo- og strålebehandling. Mens han arbejder sig igennem papirer og dagbøger fra perioden, bliver han klar over, at hans søgen efter og tanker om sin egen far får et nyt perspektiv. Han er selv vokset op med en far, der kun var til stede langt ude i periferien. Så hvordan er man far på den rigtige måde, når man ikke har et forbillede at spejle sig i?
Bogen består af tre sideløbende dele: historien om sønnens kræftbehandlingsforløb, Tonnys søgen efter sin far og hans tanker om at skrive netop om disse emner og denne roman. Tonny Vorm. reflekterer over det at skulle være der for sin søn, når han har mest brug for det; at skulle være den voksne i situationer, hvor han bare har lyst til at flygte for at passe på sig selv. Nok har målet med at være far for ham været ikke at være som sin egen far, men hvordan skal man så være?
Beskrivelsen af sønnens kræftbehandlingsforløb berører dybt; hjælpeløsheden skriger, så det kan mærkes, mens kampviljen afprøves gang på gang, men særligt delen om skriveprocessen gør bogen virkelig vedkommende. I de to andre dele er der masser af overvejelser om sønnen og faren og sammenhængen mellem disse, men den tredje del får det hele til at hænge sammen. Som kvindelig læser giver bogen mig desuden en indsigt i en mands tanker.
Udover at være en meget rørende erindringsroman vil jeg også kalde bogen en lækker læseoplevelse. Nok er det alvorlige emner, bogen behandler, men Tonny Vorm er en virkelig dygtig skribent. Jeg læste bogen i ét hug, for historierne flyder og er relevante og vedkommende, og som læser bliver man virkelig revet med.
Kommentarer