Anmeldelse
Ponyprivilegiet af Molly Balsby
Molly Balsby debuterer med en samling vrede og humoristiske digte, der centrerer sig om tabet af en far og om at være en privilegeret ponypige.
At være en hestepige og være privilegeret lugter langt væk af Nordsjælland, gamle penge og forældrekøb. Det er fra dette lettere øretæveindbydende sted, Molly Balsby skriver om alle sine egne fejl, sin families fejl og de sårbarheder, der hører med til ungdommen.
Hvis der er én ting, ungdommen kan, så er det at bære sine sårbarheder, som var det den stærkeste rustning. Unge mennesker kan derudover stille sig ekstremt kritiske overfor omverdenen, fordi de endnu ikke har sat deres afgørende aftryk i den. Digtene har en snert af denne kritiske og forurettede stemme, samtidig med at de insisterer på deres egen styrke. En dualitet (og en tendens) der ses hos mange yngre, kvindelige forfattere i dag; at de rummer og kan fortolke både det skrøbelige og lillepigeagtige, sammen med det kyniske og fordømmende. Hvis jeg skal blive i digtsamlingens troper, så stiller Molly Balsby sig i den grad op på sine pony-forben og sparker fra sig mod alt og alle.
Ponyer og hestepigetyper er som sagt den gennemgående allegori i dette lyserøde silkeunivers. De er både det bedste og det værste, man kan være, og de har en værdi, der bliver målt op imod alt andet - familien og kærligheden for eksempel.
Selvom 'Ponyprivilegiet' er fra 2018, er der noget underligt uaktuelt over den. Det er som om, jeg har hørt og læst sætningerne, ordene og temaerne før. Jeg bliver desværre hverken forarget eller provokeret over de eksplicitte kropslige udfoldelser, men i stedet føler jeg mig meget gammel. Selvfølgelig er der gode sætninger i 'Ponyprivilegiet'. Oneliners. Ting man kunne skrive på kopper eller T-shirts. Af den grund er 'Ponyprivilegiet' muligvis et bedre manifest for livet i 20’erne end livet i 30’erne.
Balsby spiller på vekslingen mellem det bløde og det hårde i digtene. Mellem at være sårbar og være fucking ligeglad. Og hun gør det ikke uden selvironi.Teksterne viser også, hvor flygtigt eller flydende jegets (og den afdøde fars) magt og privilegier er. Disse to begreber ændrer sig gennem livet, som det gør gennem digtene, hvor et privilegie i det ene øjeblik er altafgørende, som en overlevelsesstrategi, og det næste er hæmmende, når det blokerer for at udvikle sunde relationer.
Digtene er bedst, når de er meget hestefikserede og hestenørdede. Jeg er en sucker for temalitteratur, og i det her tilfælde fungerer det godt at have skabt et univers at skrive ud fra. Det er her Balsbys humor virkelig kommer til udtryk.
Molly Balsby debuterer med en samling vrede og humoristiske digte, der centrerer sig om tabet af en far og om at være en privilegeret ponypige.
At være en hestepige og være privilegeret lugter langt væk af Nordsjælland, gamle penge og forældrekøb. Det er fra dette lettere øretæveindbydende sted, Molly Balsby skriver om alle sine egne fejl, sin families fejl og de sårbarheder, der hører med til ungdommen.
Hvis der er én ting, ungdommen kan, så er det at bære sine sårbarheder, som var det den stærkeste rustning. Unge mennesker kan derudover stille sig ekstremt kritiske overfor omverdenen, fordi de endnu ikke har sat deres afgørende aftryk i den. Digtene har en snert af denne kritiske og forurettede stemme, samtidig med at de insisterer på deres egen styrke. En dualitet (og en tendens) der ses hos mange yngre, kvindelige forfattere i dag; at de rummer og kan fortolke både det skrøbelige og lillepigeagtige, sammen med det kyniske og fordømmende. Hvis jeg skal blive i digtsamlingens troper, så stiller Molly Balsby sig i den grad op på sine pony-forben og sparker fra sig mod alt og alle.
Ponyer og hestepigetyper er som sagt den gennemgående allegori i dette lyserøde silkeunivers. De er både det bedste og det værste, man kan være, og de har en værdi, der bliver målt op imod alt andet - familien og kærligheden for eksempel.
Selvom 'Ponyprivilegiet' er fra 2018, er der noget underligt uaktuelt over den. Det er som om, jeg har hørt og læst sætningerne, ordene og temaerne før. Jeg bliver desværre hverken forarget eller provokeret over de eksplicitte kropslige udfoldelser, men i stedet føler jeg mig meget gammel. Selvfølgelig er der gode sætninger i 'Ponyprivilegiet'. Oneliners. Ting man kunne skrive på kopper eller T-shirts. Af den grund er 'Ponyprivilegiet' muligvis et bedre manifest for livet i 20’erne end livet i 30’erne.
Balsby spiller på vekslingen mellem det bløde og det hårde i digtene. Mellem at være sårbar og være fucking ligeglad. Og hun gør det ikke uden selvironi.Teksterne viser også, hvor flygtigt eller flydende jegets (og den afdøde fars) magt og privilegier er. Disse to begreber ændrer sig gennem livet, som det gør gennem digtene, hvor et privilegie i det ene øjeblik er altafgørende, som en overlevelsesstrategi, og det næste er hæmmende, når det blokerer for at udvikle sunde relationer.
Digtene er bedst, når de er meget hestefikserede og hestenørdede. Jeg er en sucker for temalitteratur, og i det her tilfælde fungerer det godt at have skabt et univers at skrive ud fra. Det er her Balsbys humor virkelig kommer til udtryk.
Kommentarer