Anmeldelse
Pligt og ret – Ret & pligt af Jørn Henrik Petersen
Velfærdsstaten er i krise, og egoismen har sejret over næstekærligheden. Denne bog bør læses af enhver med interesse i den aktuelle velfærdsdebat.
Jørn Henrik Petersen er professor i socialvidenskab og senere statskundskab ved Syddansk Universitet. Han har været en flittig bidragyder til debatten om velfærdsstaten i kronikker og bøger, blandt andet seksbindsværket Dansk Velfærdshistorie, hvor sidste bind udkommer i år. Bogen er opbygget sådan, at de enkelte kapitler kan læses hver for sig. Visse kapitler hænger kronologisk sammen, mens andre er tematiske. Det er helt bevidst, men betyder, at der vil være enkelte gentagelser.
Socialdemokratiet har været den bærende kraft bag velfærdsstatens etablering og udvikling, og bogen beskæftiger sig i høj grad med det socialdemokratiske idégrundlag. Socialdemokraterne bruger i dag ret og pligt-sloganet til at legitimere deres ændringer af de oprindelige idéer, men forfatteren påviser, at sloganet historisk set i lige så høj grad er en borgerlig opfindelse, og det samme gælder betoningen af samfundet på statens bekostning.
Vægtningen mellem pligt og ret har skiftet gennem tiden, og forfatteren viser, at der er sket et normskred i Socialdemokratiet til fordel for pligt-delen. Med bistandslovens gennemførelse i 1970’erne blev princippet om noget-for-noget ganske vist forladt. Det individuelle ansvar blev nedtonet til fordel for det kollektive. De senere økonomiske nedgangstider skabte problemer for velfærdsstaten. I 1990’erne gjorde ret og pligt-metaforen sit indtog. Der skete et skred fra velfærdsstat til velfærdssamfund, hvor den personlige indsats blev vægtet højt, og der fulgte stramninger i social- og arbejdsmarkedspolitikken. Det er forfatterens mening, at politikerne i dag dermed har genoplivet de gamle idéer om de værdigt trængende kontra de uværdigt trængende.
Ganske vist trues den moderne velfærdsstat af finanskrisen, men forfatterens holdning går som en rød tråd gennem bogen, at velfærdsstatens krise nok snarere er etisk/kulturelt betinget end økonomisk. Velfærdsstatens store iboende dilemma er den menneskelige dobbeltnatur, hvor egoisme og næstekærlighed strides om pladsen. Som forfatteren ser det, er det p.t. egoismen, der har sejret.
Nogle vil måske nok mene, at forfatterens syn på den moderne velfærdsstats sundhed er lige lovlig pessimistisk. Men bogen, der både er velformuleret og velunderbygget, er svær at komme uden om i den aktuelle velfærdsdebat, og den bør læses af enhver, der interesserer sig for den danske velfærdsstat.
Velfærdsstaten er i krise, og egoismen har sejret over næstekærligheden. Denne bog bør læses af enhver med interesse i den aktuelle velfærdsdebat.
Jørn Henrik Petersen er professor i socialvidenskab og senere statskundskab ved Syddansk Universitet. Han har været en flittig bidragyder til debatten om velfærdsstaten i kronikker og bøger, blandt andet seksbindsværket Dansk Velfærdshistorie, hvor sidste bind udkommer i år. Bogen er opbygget sådan, at de enkelte kapitler kan læses hver for sig. Visse kapitler hænger kronologisk sammen, mens andre er tematiske. Det er helt bevidst, men betyder, at der vil være enkelte gentagelser.
Socialdemokratiet har været den bærende kraft bag velfærdsstatens etablering og udvikling, og bogen beskæftiger sig i høj grad med det socialdemokratiske idégrundlag. Socialdemokraterne bruger i dag ret og pligt-sloganet til at legitimere deres ændringer af de oprindelige idéer, men forfatteren påviser, at sloganet historisk set i lige så høj grad er en borgerlig opfindelse, og det samme gælder betoningen af samfundet på statens bekostning.
Vægtningen mellem pligt og ret har skiftet gennem tiden, og forfatteren viser, at der er sket et normskred i Socialdemokratiet til fordel for pligt-delen. Med bistandslovens gennemførelse i 1970’erne blev princippet om noget-for-noget ganske vist forladt. Det individuelle ansvar blev nedtonet til fordel for det kollektive. De senere økonomiske nedgangstider skabte problemer for velfærdsstaten. I 1990’erne gjorde ret og pligt-metaforen sit indtog. Der skete et skred fra velfærdsstat til velfærdssamfund, hvor den personlige indsats blev vægtet højt, og der fulgte stramninger i social- og arbejdsmarkedspolitikken. Det er forfatterens mening, at politikerne i dag dermed har genoplivet de gamle idéer om de værdigt trængende kontra de uværdigt trængende.
Ganske vist trues den moderne velfærdsstat af finanskrisen, men forfatterens holdning går som en rød tråd gennem bogen, at velfærdsstatens krise nok snarere er etisk/kulturelt betinget end økonomisk. Velfærdsstatens store iboende dilemma er den menneskelige dobbeltnatur, hvor egoisme og næstekærlighed strides om pladsen. Som forfatteren ser det, er det p.t. egoismen, der har sejret.
Nogle vil måske nok mene, at forfatterens syn på den moderne velfærdsstats sundhed er lige lovlig pessimistisk. Men bogen, der både er velformuleret og velunderbygget, er svær at komme uden om i den aktuelle velfærdsdebat, og den bør læses af enhver, der interesserer sig for den danske velfærdsstat.
Kommentarer