Anmeldelse
Pigen fra Troldehøj af Thorstein Thomsen
- Log ind for at skrive kommentarer
En troldepige, der opdager, at hun er et menneskebarn og en trold, der viser sit sande men slemme jeg, er essensen af denne herlige og neglebidende højtlæsningsbog
Dybt inde i Monseland i Troldehøj bor Store Mons, gamle Baja Gaja og troldeungerne. Store Mons har taget de forældreløse troldeunger til sig og opdraget dem til at adlyde og opvarte sig. Og hvad vigtigere er: At tage sig i agt for menneskerne på den anden side af Mørkedalen. Hver aften fortæller Store Mons de små trolde uhyggelige godnathistorier om, hvordan menneskene i Menneskelandet spiser ulykkelige dyr og hvad værre er: Deres egne børn.
Troldeungerne tror fuldt og fast på alt, hvad Mons fortæller, men ikke troldepigen Trunte. Trunte har nemlig gennemskuet, at Store Mons kun er ude på at skræmme troldeungerne. Den opvakte troldepige, der har lært sig selv at læse, og som i al hemmelighed samler på mennesketing, hun finder i skoven, har også gennemskuet noget andet. Hun er ikke en trold men et menneskebarn påført en falsk troldehale.
En dag går Trunte i en dyrefælde i skoven. De to mennesker, Peter og Maja, redder hende og tager hende til sig. Troldeungerne er bange. De er sikre på, at Store Mons nok skal redde Trunte, men tvivlen begynder at nage i dem, og langsomt får de øjnene op for, at det i virkeligheden er Mons, der er den onde. Og hvad med Trunte - hvem skal nu redde hende?
Thorstein Thomsen har skrevet en herlig højtlæsningsbog, der med barneøjne har det hele: Kampen mellem det gode og det onde, hemmeligheder, der kommer frem i lyset, dyrebare venskaber og ikke mindst trolde, som i alle afskygninger formår at udøve en eviggyldig fascination på børn. Bogen er velskrevet, levende og rummer en passende mængde uhygge, der blødes op af Lea Leténs stemningsfyldte og hjertevarme illustrationer og en skøn tårevædende slutning.
Det her er en højtlæsningsbog af den gode slags, som varmt kan anbefales til alle menneskebørn fra fem år og op.
Originally published by Marion Tirsgaard, Litteratursiden.
- Log ind for at skrive kommentarer
En troldepige, der opdager, at hun er et menneskebarn og en trold, der viser sit sande men slemme jeg, er essensen af denne herlige og neglebidende højtlæsningsbog
Dybt inde i Monseland i Troldehøj bor Store Mons, gamle Baja Gaja og troldeungerne. Store Mons har taget de forældreløse troldeunger til sig og opdraget dem til at adlyde og opvarte sig. Og hvad vigtigere er: At tage sig i agt for menneskerne på den anden side af Mørkedalen. Hver aften fortæller Store Mons de små trolde uhyggelige godnathistorier om, hvordan menneskene i Menneskelandet spiser ulykkelige dyr og hvad værre er: Deres egne børn.
Troldeungerne tror fuldt og fast på alt, hvad Mons fortæller, men ikke troldepigen Trunte. Trunte har nemlig gennemskuet, at Store Mons kun er ude på at skræmme troldeungerne. Den opvakte troldepige, der har lært sig selv at læse, og som i al hemmelighed samler på mennesketing, hun finder i skoven, har også gennemskuet noget andet. Hun er ikke en trold men et menneskebarn påført en falsk troldehale.
En dag går Trunte i en dyrefælde i skoven. De to mennesker, Peter og Maja, redder hende og tager hende til sig. Troldeungerne er bange. De er sikre på, at Store Mons nok skal redde Trunte, men tvivlen begynder at nage i dem, og langsomt får de øjnene op for, at det i virkeligheden er Mons, der er den onde. Og hvad med Trunte - hvem skal nu redde hende?
Thorstein Thomsen har skrevet en herlig højtlæsningsbog, der med barneøjne har det hele: Kampen mellem det gode og det onde, hemmeligheder, der kommer frem i lyset, dyrebare venskaber og ikke mindst trolde, som i alle afskygninger formår at udøve en eviggyldig fascination på børn. Bogen er velskrevet, levende og rummer en passende mængde uhygge, der blødes op af Lea Leténs stemningsfyldte og hjertevarme illustrationer og en skøn tårevædende slutning.
Det her er en højtlæsningsbog af den gode slags, som varmt kan anbefales til alle menneskebørn fra fem år og op.
Originally published by Marion Tirsgaard, Litteratursiden.
Kommentarer