Anmeldelse
Pigen de sendte tilbage af Donatellea Di Pietrantonio
Velfortalt, smukt og rørende portræt af en 13-årig pige, hvis liv bliver ændret, da hun bliver fjernet fra dem, hun troede var hendes forældre.
Jeg-fortælleren er 13 år og vokset op i en velstående familie med eget hus i en stor by ved havet. Hun går til ballet og svømning og klarer sig godt i skolen. En dag får hun besked på, at hun nu skal til at bo sammen med sine biologiske forældre, og pludseligt er hun flyttet til en familie, som består af mor, far og fire børn. Pigen får lidt hånligt tilnavnet l’Arminuta – pigen de sendte tilbage. Familien lever i stor fattigdom i en lille lejlighed, faderens opdragelse består mest i at uddele lussinger, moderen er ikke i stand til at vise omsorg eller kærlighed, og alle børnene sover i samme værelse, og l’Arminuta må dele seng med lillesøsteren, som tisser i sengen hver nat.
Det bliver en barsk omvæltning for l’Arminuta, som overhovedet ikke kan forstå, hvorfor hun er sendt væk fra dem, hun betragter som sine rigtige forældre. Alle i landsbyen kender sandheden om hendes tilbagevenden, men der går lang tid, inden hun selv lærer den at kende. Hun er overbevist om, at hun har gjort noget forkert. Moderen har været syg, er hun måske død?
Ganske langsomt får hun et godt forhold til lillesøsteren og den 18-årige storebror og også til sin biologiske mor. De har deres fortrolige små øjeblikke, men moren er ikke i stand til at gå det sidste skridt for at give hende et knus. Omtalen af de biologiske forældre, hun bor hos, skifter fra ”kvinden der havde undfanget mig”, til ”moren” og ”faren” til ”min mor” og ”min far”.
L’Arminuta klarer sig godt i skolen, og hendes lærerinde får forældrene overbevist om, hun skal fortsætte i gymnasiet, og selv om l’Arminuta er ked af at forlade lillesøsteren og den retarderede lillebror, glæder hun sig alligevel til at komme tilbage til den by, hvor hun er vokset op, selv om hun ikke kommer hjem, men skal bo på et pensionat.
Jeg-fortælleren kredser meget om, hvad det vil sige at bo i en normal familie og især om, hvad det betyder at være mor, også da hun selv bliver voksen: ”I dag er jeg virkelig i tvivl om hvad det betyder at være mor. Jeg mangler den viden, på samme måde som man kan mangle et godt helbred, et hjem, en vished om noget….Den eneste mor, jeg ikke har mistet, er moren til min angst.”
På trods af den barske historie, er det en smuk fortælling om en piges vej fra barn til voksen, fortalt realistisk, men også poetisk og sanseligt. Der er mange dufte i romanen. og fortællingen om, hvordan lillebroderen for første gang smager en appelsin, er så præcis ”han blinkede og skar ansigt på grund af den syrlige smag, men så slog sødmen igennem, og han ville have mere.”
Donatella Di Pietrantonio er egentlig uddannet børnetandlæge, men efter hun er begyndt at skrive romaner, har hun betaget mange og vundet mange af de største litteraturpriser i Italien. ’Pigen de sendte tilbage’ er hendes tredje roman og den første på dansk.
Velfortalt, smukt og rørende portræt af en 13-årig pige, hvis liv bliver ændret, da hun bliver fjernet fra dem, hun troede var hendes forældre.
Jeg-fortælleren er 13 år og vokset op i en velstående familie med eget hus i en stor by ved havet. Hun går til ballet og svømning og klarer sig godt i skolen. En dag får hun besked på, at hun nu skal til at bo sammen med sine biologiske forældre, og pludseligt er hun flyttet til en familie, som består af mor, far og fire børn. Pigen får lidt hånligt tilnavnet l’Arminuta – pigen de sendte tilbage. Familien lever i stor fattigdom i en lille lejlighed, faderens opdragelse består mest i at uddele lussinger, moderen er ikke i stand til at vise omsorg eller kærlighed, og alle børnene sover i samme værelse, og l’Arminuta må dele seng med lillesøsteren, som tisser i sengen hver nat.
Det bliver en barsk omvæltning for l’Arminuta, som overhovedet ikke kan forstå, hvorfor hun er sendt væk fra dem, hun betragter som sine rigtige forældre. Alle i landsbyen kender sandheden om hendes tilbagevenden, men der går lang tid, inden hun selv lærer den at kende. Hun er overbevist om, at hun har gjort noget forkert. Moderen har været syg, er hun måske død?
Ganske langsomt får hun et godt forhold til lillesøsteren og den 18-årige storebror og også til sin biologiske mor. De har deres fortrolige små øjeblikke, men moren er ikke i stand til at gå det sidste skridt for at give hende et knus. Omtalen af de biologiske forældre, hun bor hos, skifter fra ”kvinden der havde undfanget mig”, til ”moren” og ”faren” til ”min mor” og ”min far”.
L’Arminuta klarer sig godt i skolen, og hendes lærerinde får forældrene overbevist om, hun skal fortsætte i gymnasiet, og selv om l’Arminuta er ked af at forlade lillesøsteren og den retarderede lillebror, glæder hun sig alligevel til at komme tilbage til den by, hvor hun er vokset op, selv om hun ikke kommer hjem, men skal bo på et pensionat.
Jeg-fortælleren kredser meget om, hvad det vil sige at bo i en normal familie og især om, hvad det betyder at være mor, også da hun selv bliver voksen: ”I dag er jeg virkelig i tvivl om hvad det betyder at være mor. Jeg mangler den viden, på samme måde som man kan mangle et godt helbred, et hjem, en vished om noget….Den eneste mor, jeg ikke har mistet, er moren til min angst.”
På trods af den barske historie, er det en smuk fortælling om en piges vej fra barn til voksen, fortalt realistisk, men også poetisk og sanseligt. Der er mange dufte i romanen. og fortællingen om, hvordan lillebroderen for første gang smager en appelsin, er så præcis ”han blinkede og skar ansigt på grund af den syrlige smag, men så slog sødmen igennem, og han ville have mere.”
Donatella Di Pietrantonio er egentlig uddannet børnetandlæge, men efter hun er begyndt at skrive romaner, har hun betaget mange og vundet mange af de største litteraturpriser i Italien. ’Pigen de sendte tilbage’ er hendes tredje roman og den første på dansk.
Kommentarer