Anmeldelse
Perla af Carolina De Robertis
Et af ofrene for Argentinas militærdiktatur får stemme i denne gribende og følelsesladede fortælling om en ung kvindes søgen efter sin identitet.
Perla er udadtil en selvsikker ung kvinde, en dygtig universitetsstuderende og en god datter. Hun er vokset op i Buenos Aires som enebarn i en velstillet familie med en far, der er officer i flåden, og en hjemmegående mor. Men fortiden trænger sig på - ikke mindst da hun forelsker sig i Gabriel, der som journalist optrævler historierne om nogle af de 30.000 personer, der forsvandt i årene 1976 til 1983, da Argentina blevet ledet af et militærdiktatur.
Ud over Perla er der en mand, der er fortæller i romanen. Denne mand er en af ”de forsvundne”, og samtidig med at Perla erkender, at hun er en del denne fortid gennem arv, fortæller manden om sin tilfangetagelse, tortur og sine bekymringer for den gravide hustru.
Handlingen springer frem og tilbage i tid, men bortset fra begyndelsen, hvor manden optræder som spøgelse, er det let at holde rede på historien. Romanen er skrevet i en magisk realistisk stil med et blomstrende billedsprog, der virker noget overvældende. Jeg tror, at alle vil blive berørt at Perlas skæbne, og det ville man også være blevet uden brug af spøgelser.
For eksempel fortæller romanen fint og følsomt om en forvirret ung pige i en episode, hvor Perla som 14-årig oplever, at hjerteveninden vender hende ryggen, da hun opdager, at Perlas far er tilknyttet militæret. Perla bliver usikker, for hun elsker sin far, og han elsker helt tydeligt også hende. Fra den dag ser Perla, at det argentinske folk er delt i to lejre.
Selv om der berettes om forfærdelig vold, er det kærligheden, der fylder mest. Kærligheden er både forældrekærlighed og en meget sanselig, erotisk kærlighed i parforholdet. Det er gennem kærligheden, at Perla får genskabt sin identitet.
Carolina De Robertis stammer fra en uruguayansk-argentinsk familie, og det virker, som om bogen er et brændende ønske om at fortælle om uhyrlighederne i Argentinas historie, så de ikke bliver glemt. Det lykkes vældig godt.
Et af ofrene for Argentinas militærdiktatur får stemme i denne gribende og følelsesladede fortælling om en ung kvindes søgen efter sin identitet.
Perla er udadtil en selvsikker ung kvinde, en dygtig universitetsstuderende og en god datter. Hun er vokset op i Buenos Aires som enebarn i en velstillet familie med en far, der er officer i flåden, og en hjemmegående mor. Men fortiden trænger sig på - ikke mindst da hun forelsker sig i Gabriel, der som journalist optrævler historierne om nogle af de 30.000 personer, der forsvandt i årene 1976 til 1983, da Argentina blevet ledet af et militærdiktatur.
Ud over Perla er der en mand, der er fortæller i romanen. Denne mand er en af ”de forsvundne”, og samtidig med at Perla erkender, at hun er en del denne fortid gennem arv, fortæller manden om sin tilfangetagelse, tortur og sine bekymringer for den gravide hustru.
Handlingen springer frem og tilbage i tid, men bortset fra begyndelsen, hvor manden optræder som spøgelse, er det let at holde rede på historien. Romanen er skrevet i en magisk realistisk stil med et blomstrende billedsprog, der virker noget overvældende. Jeg tror, at alle vil blive berørt at Perlas skæbne, og det ville man også være blevet uden brug af spøgelser.
For eksempel fortæller romanen fint og følsomt om en forvirret ung pige i en episode, hvor Perla som 14-årig oplever, at hjerteveninden vender hende ryggen, da hun opdager, at Perlas far er tilknyttet militæret. Perla bliver usikker, for hun elsker sin far, og han elsker helt tydeligt også hende. Fra den dag ser Perla, at det argentinske folk er delt i to lejre.
Selv om der berettes om forfærdelig vold, er det kærligheden, der fylder mest. Kærligheden er både forældrekærlighed og en meget sanselig, erotisk kærlighed i parforholdet. Det er gennem kærligheden, at Perla får genskabt sin identitet.
Carolina De Robertis stammer fra en uruguayansk-argentinsk familie, og det virker, som om bogen er et brændende ønske om at fortælle om uhyrlighederne i Argentinas historie, så de ikke bliver glemt. Det lykkes vældig godt.
Kommentarer