Anmeldelse
Patria af Fernando Aramburu
Hvad sker der i almindelige familier, når de bliver en del af en uforsonlig og voldelig politisk konflikt? Det fortæller spanske Aramburu om i denne uforglemmelige, rørende og meget gribende roman, som foregår i Baskerlandet omkring 1980-2010.
Bittori og Miren er bedste veninder og lever et stille og roligt liv i en landsby i det nordlige Spanien, hvor de har stiftet familie. Også deres mænd – Txato og Joxian - er venner og sammen om interessen for cykling. Men i takt med at uenighederne mellem den baskiske organisation ETA og de spanske myndigheder bliver mere og mere voldelige, får de også indflydelse på livet og venskaberne i den lille by, og de to tidligere veninder kommer til at stå på hver sin side af konflikten.
Txato, Bittoris mand, leder et værksted, og da han begynder at modtage trusselsbreve med opfordring til at betale penge til ETA, slår han det først hen, men efterhånden bliver truslerne mod ham værre, og familien bliver nærmest udstødt i det lille samfund:
”Der gik flere dage, uden at Miren så hende…..Om hende vidste hun kun, hvad Juani (slagterens kone) havde fortalt hende. ….Lad mig få 200 gram af pålægsskinken der…og Juani sendte hende et blik, der kunne have brudt hul i væggen, og sagde, til dig har vi ikke noget”.
Bittoris voksne børn forsøger at overtale forældrene til at flytte fra landsbyen, men forgæves. Txato er overbevist om, at der ikke vil ske ham noget, da der er mange fra landsbyen, der arbejder hos ham. En af Mirens sønner – Joxe Mari - bliver dog en del af ETA, og en af hans gruppes opgaver bliver at likvidere Txato, som bliver skudt ned foran sit værksted.
Bittori besøger hver dag Txatos gravsted, hvor hun fortæller ham om sit liv. Da hun bliver syg, er det hendes største ønske at få at vide, om det var Joxe Mari, der dræbte ham, og frem for alt ønsker hun en undskyldning fra ham. Men hvornår bliver det tid til forsoning og undskyldninger, og er det muligt for Miren og Bittori at blive venner igen og lægge låg på de mange års fjendskab og had?
I 125 kapitler, som springer i tid, får vi fortalt, hvordan livet former sig for de to familier, og det er på skift forældrene og deres tilsammen 5 børn, som fortæller, og disse små historier i den store er med til at udfolde historien. Hvad har det for eksenpel betydet for de nu voksne børn, at deres forældres liv er blevet fyldt med had og uforsonlighed? Samtidig betyder de skiftende fortællerstemmer også, at vi oplever begivenhederne fra begge sider.
Det er længe siden, jeg har læst en bog, der i den grad har optaget mig. og jeg har været igennem hele følelsesregistret. Romanen er barsk, smuk og voldsom og giver masser af stof til eftertanke. Jeg har lært meget om en konflikt, som man ikke hører så meget om mere, og temaet er jo desværre stadig aktuelt, også andre steder i verden,
Hvad sker der i almindelige familier, når de bliver en del af en uforsonlig og voldelig politisk konflikt? Det fortæller spanske Aramburu om i denne uforglemmelige, rørende og meget gribende roman, som foregår i Baskerlandet omkring 1980-2010.
Bittori og Miren er bedste veninder og lever et stille og roligt liv i en landsby i det nordlige Spanien, hvor de har stiftet familie. Også deres mænd – Txato og Joxian - er venner og sammen om interessen for cykling. Men i takt med at uenighederne mellem den baskiske organisation ETA og de spanske myndigheder bliver mere og mere voldelige, får de også indflydelse på livet og venskaberne i den lille by, og de to tidligere veninder kommer til at stå på hver sin side af konflikten.
Txato, Bittoris mand, leder et værksted, og da han begynder at modtage trusselsbreve med opfordring til at betale penge til ETA, slår han det først hen, men efterhånden bliver truslerne mod ham værre, og familien bliver nærmest udstødt i det lille samfund:
”Der gik flere dage, uden at Miren så hende…..Om hende vidste hun kun, hvad Juani (slagterens kone) havde fortalt hende. ….Lad mig få 200 gram af pålægsskinken der…og Juani sendte hende et blik, der kunne have brudt hul i væggen, og sagde, til dig har vi ikke noget”.
Bittoris voksne børn forsøger at overtale forældrene til at flytte fra landsbyen, men forgæves. Txato er overbevist om, at der ikke vil ske ham noget, da der er mange fra landsbyen, der arbejder hos ham. En af Mirens sønner – Joxe Mari - bliver dog en del af ETA, og en af hans gruppes opgaver bliver at likvidere Txato, som bliver skudt ned foran sit værksted.
Bittori besøger hver dag Txatos gravsted, hvor hun fortæller ham om sit liv. Da hun bliver syg, er det hendes største ønske at få at vide, om det var Joxe Mari, der dræbte ham, og frem for alt ønsker hun en undskyldning fra ham. Men hvornår bliver det tid til forsoning og undskyldninger, og er det muligt for Miren og Bittori at blive venner igen og lægge låg på de mange års fjendskab og had?
I 125 kapitler, som springer i tid, får vi fortalt, hvordan livet former sig for de to familier, og det er på skift forældrene og deres tilsammen 5 børn, som fortæller, og disse små historier i den store er med til at udfolde historien. Hvad har det for eksenpel betydet for de nu voksne børn, at deres forældres liv er blevet fyldt med had og uforsonlighed? Samtidig betyder de skiftende fortællerstemmer også, at vi oplever begivenhederne fra begge sider.
Det er længe siden, jeg har læst en bog, der i den grad har optaget mig. og jeg har været igennem hele følelsesregistret. Romanen er barsk, smuk og voldsom og giver masser af stof til eftertanke. Jeg har lært meget om en konflikt, som man ikke hører så meget om mere, og temaet er jo desværre stadig aktuelt, også andre steder i verden,
Kommentarer