Anmeldelse
Paddy Clarke ha ha ha af Roddy Doyle
Patrick er 10 år; han bor med sin bror og sine søstre hos sin mor og far i en forstad til Dublin - hverdagen går med skolen og kammeraterne, men hjemme er alt ikke helt, som det skal være.
Man Booker Prize 1993
Anbefalet af bibliotekar Jette Holst, Århus Kommunes Biblioteker
Lån bogen på 
Patrick bliver kaldt Paddy ligesom sin far. I skolen er han bedste ven med Kevin, som altid er med på en gang spilopper. Det er Patrick også, og Roddy Doyles fortælling om den 10-årige irske dreng er en blanding af sjove og barske fortællinger fra drengeårene og en dybere skildring af en familie, hvor overfladens glathed er ved at blive brudt.
I skolen styrer læreren, mr. Hennessey, drengene med hård hånd. Hans straf slår vilkårligt ned, og drengene sættes op efter et system, hvor de dygtigste sidder forrest, så alle kan følge med i hinandens evner. Patrick sidder som regel midtfor, men en uge kommer han op at sidde foran ved siden af David Gerathty, som har polio og derfor aldrig kommer i knibe hos mr. Hennessey.
”Jeg havde siddet helt ude på kanten af bænken, næsten udenfor den, med den ene halvdel af røven hængende ud over gulvet. Så var David Geraghty begyndt at tale. Og han holdt aldrig op. Hele dagen, ud af den ene mundvig som om den anden side var lammet. Man kunne knap nok høre det, men det var ikke en hvisken. Henno kunne høre det, det var jeg sikker på han kunne, men han gjorde ikke noget ved det, sikkert fordi David Geraghty var nødt til at gå rundt på krykker og var langt den bedste i klassen.”
Roddy Doyle fortæller medrivende om Patricks hverdag. Det er ikke småting, drengene får hinanden til at gøre. Patricks lillebror, Sinbad (som i virkeligheden hedder Francis), bliver tvunget til at holde en kapsel med tændvæske i munden, som de større drenge sætter ild til. En anden leg går ud på, at Kevin slår de øvrige drenge med en ildrager og døber dem obskøne navne. Lidt mere fredeligt går det til, når drengene spiller fodbold, men også her kommer der slagsmål ind i billedet, da en af drengene fra kommunens huse vil være med.
I det hele taget skal man ikke være en tøsedreng for at klare sig i Patricks verden. Men det er han heldigvis heller ikke.
Udover at være lidt af en rod er Patrick også en alvorlig dreng, som snart mærker, at noget ikke er helt, som det skal være mellem forældrene. De skændes – og er helt stille i lange perioder. Opvasken bliver ikke taget så regelmæssigt, som den plejer, og en dag hører Patrick sin far slå moderen.
Alle disse hændelser sætter tanker i gang, og Roddy Doyle formår at beskrive det, som var han selv en 10-årig dreng, og det er nok det, der gør bogen mest fascinerende i mine øjne.
Bogen foregår i slutningen af 60’erne, og Roddy Doyle vedkender, at der er et element af erindring i den, uden at det dog er en selvbiografi.
”Paddy Clarke ha ha ha” er velfortalt, underholdende og samtidig alvorlig. Den fortæller på bedste vis om det at være barn på både godt og ondt. Man morer sig, og samtidig bliver man dybt påvirket af Patricks verden. Det er bestemt ikke ufortjent, at Roddy Doyle har vundet Booker Prize i 1993 for denne dejlige roman.
Oversat af Jørgen Nielsen. Samleren, 1994. 267 sider.
Patrick er 10 år; han bor med sin bror og sine søstre hos sin mor og far i en forstad til Dublin - hverdagen går med skolen og kammeraterne, men hjemme er alt ikke helt, som det skal være.
Man Booker Prize 1993
Anbefalet af bibliotekar Jette Holst, Århus Kommunes Biblioteker
Lån bogen på
Patrick bliver kaldt Paddy ligesom sin far. I skolen er han bedste ven med Kevin, som altid er med på en gang spilopper. Det er Patrick også, og Roddy Doyles fortælling om den 10-årige irske dreng er en blanding af sjove og barske fortællinger fra drengeårene og en dybere skildring af en familie, hvor overfladens glathed er ved at blive brudt.
I skolen styrer læreren, mr. Hennessey, drengene med hård hånd. Hans straf slår vilkårligt ned, og drengene sættes op efter et system, hvor de dygtigste sidder forrest, så alle kan følge med i hinandens evner. Patrick sidder som regel midtfor, men en uge kommer han op at sidde foran ved siden af David Gerathty, som har polio og derfor aldrig kommer i knibe hos mr. Hennessey.
”Jeg havde siddet helt ude på kanten af bænken, næsten udenfor den, med den ene halvdel af røven hængende ud over gulvet. Så var David Geraghty begyndt at tale. Og han holdt aldrig op. Hele dagen, ud af den ene mundvig som om den anden side var lammet. Man kunne knap nok høre det, men det var ikke en hvisken. Henno kunne høre det, det var jeg sikker på han kunne, men han gjorde ikke noget ved det, sikkert fordi David Geraghty var nødt til at gå rundt på krykker og var langt den bedste i klassen.”
Roddy Doyle fortæller medrivende om Patricks hverdag. Det er ikke småting, drengene får hinanden til at gøre. Patricks lillebror, Sinbad (som i virkeligheden hedder Francis), bliver tvunget til at holde en kapsel med tændvæske i munden, som de større drenge sætter ild til. En anden leg går ud på, at Kevin slår de øvrige drenge med en ildrager og døber dem obskøne navne. Lidt mere fredeligt går det til, når drengene spiller fodbold, men også her kommer der slagsmål ind i billedet, da en af drengene fra kommunens huse vil være med.
I det hele taget skal man ikke være en tøsedreng for at klare sig i Patricks verden. Men det er han heldigvis heller ikke.
Udover at være lidt af en rod er Patrick også en alvorlig dreng, som snart mærker, at noget ikke er helt, som det skal være mellem forældrene. De skændes – og er helt stille i lange perioder. Opvasken bliver ikke taget så regelmæssigt, som den plejer, og en dag hører Patrick sin far slå moderen.
Alle disse hændelser sætter tanker i gang, og Roddy Doyle formår at beskrive det, som var han selv en 10-årig dreng, og det er nok det, der gør bogen mest fascinerende i mine øjne.
Bogen foregår i slutningen af 60’erne, og Roddy Doyle vedkender, at der er et element af erindring i den, uden at det dog er en selvbiografi.
”Paddy Clarke ha ha ha” er velfortalt, underholdende og samtidig alvorlig. Den fortæller på bedste vis om det at være barn på både godt og ondt. Man morer sig, og samtidig bliver man dybt påvirket af Patricks verden. Det er bestemt ikke ufortjent, at Roddy Doyle har vundet Booker Prize i 1993 for denne dejlige roman.
Oversat af Jørgen Nielsen. Samleren, 1994. 267 sider.
Kommentarer