Anmeldelse
På sporet af den tabte tid af Marcel Proust
Psykologisk og sprogligt mesterværk om kærligheden i alle dens mange skikkelser og om den evige jagt på de vidunderlige øjeblikke, der aldrig kommer igen.
Fra omkring 1906 og frem til sin død i 1922 arbejdede den franske forfatter Marcel Proust på sit store selvbiografiske værk ’På sporet af den tabte tid’, der skulle blive et af det 20. århundredes største værker og en milepæl i romanens historie.
Det er svært at give et referat, for bogen har ikke som sådan noget handlingsforløb fra A-Å, men indeholder snarere en mosaik af indtryk og erindringsbilleder, der skal opleves, sanses og frem for alt nydes. For det er slet og ret en nydelse at opleve Proust gengive og genskabe den tabte tid og skildre sine personers følelser og indre verden i overklassens Paris. Hans musikalske sans for sproget er om ikke unik, så i hvert fald noget ud over det sædvanlige, med de lange tråde af ord, der bliver til nogle af verdenslitteraturens smukkeste sætninger, på højde med eksempelvis Virginia Woolf og Thomas Mann.
Mange har hørt om det, men alt for få har læst det. Og det er ærgerligt, for med sine 4000 sider, skrevet i et lydisoleret soveværelse i Paris, er der mulighed for at dykke ned i et smukt malet univers, især berømt for scenen, hvor fortælleren Marcel dypper en madeleinekage i lindete og derved genoplever sin svundne barndom, men også indeholdende så meget andet og mere.
Bliver man skræmt over sidetallet, kan man i og for sig nøjes med det psykologisk mesterlige første bind, ’Swanns verden’, der ikke ender med nogen cliffhanger, og uden at ret meget tyder på, at fortsættelse følger. ’Swanns verden’ er et mesterværk i sig selv, måske særligt kapitlet ’Swanns kærlighedshistorie’ ed sit eminente portræt af kærlighedens tosidede medalje og den altfortærende jalousi.
Sammen med Joyces ’Ulysses’ og Musils ’Manden uden egenskaber’ regnes ’På sporet af den tabte tid’ for et af modernismens vægtigste udgivelser, dog lettere og mere medgørligt. Myten om værkets utilgængelighed for almindelige mennesker er nem at afkræfte: Læs dette mesterværk, og oplev noget af det bedste, der nogensinde er skrevet.
Psykologisk og sprogligt mesterværk om kærligheden i alle dens mange skikkelser og om den evige jagt på de vidunderlige øjeblikke, der aldrig kommer igen.
Fra omkring 1906 og frem til sin død i 1922 arbejdede den franske forfatter Marcel Proust på sit store selvbiografiske værk ’På sporet af den tabte tid’, der skulle blive et af det 20. århundredes største værker og en milepæl i romanens historie.
Det er svært at give et referat, for bogen har ikke som sådan noget handlingsforløb fra A-Å, men indeholder snarere en mosaik af indtryk og erindringsbilleder, der skal opleves, sanses og frem for alt nydes. For det er slet og ret en nydelse at opleve Proust gengive og genskabe den tabte tid og skildre sine personers følelser og indre verden i overklassens Paris. Hans musikalske sans for sproget er om ikke unik, så i hvert fald noget ud over det sædvanlige, med de lange tråde af ord, der bliver til nogle af verdenslitteraturens smukkeste sætninger, på højde med eksempelvis Virginia Woolf og Thomas Mann.
Mange har hørt om det, men alt for få har læst det. Og det er ærgerligt, for med sine 4000 sider, skrevet i et lydisoleret soveværelse i Paris, er der mulighed for at dykke ned i et smukt malet univers, især berømt for scenen, hvor fortælleren Marcel dypper en madeleinekage i lindete og derved genoplever sin svundne barndom, men også indeholdende så meget andet og mere.
Bliver man skræmt over sidetallet, kan man i og for sig nøjes med det psykologisk mesterlige første bind, ’Swanns verden’, der ikke ender med nogen cliffhanger, og uden at ret meget tyder på, at fortsættelse følger. ’Swanns verden’ er et mesterværk i sig selv, måske særligt kapitlet ’Swanns kærlighedshistorie’ ed sit eminente portræt af kærlighedens tosidede medalje og den altfortærende jalousi.
Sammen med Joyces ’Ulysses’ og Musils ’Manden uden egenskaber’ regnes ’På sporet af den tabte tid’ for et af modernismens vægtigste udgivelser, dog lettere og mere medgørligt. Myten om værkets utilgængelighed for almindelige mennesker er nem at afkræfte: Læs dette mesterværk, og oplev noget af det bedste, der nogensinde er skrevet.
Kommentarer