På den anden side af Trine Andersen

Vred og indigneret digtsamling om bl.a. verdens uretfærdighed, skrevet med ægte hjerteblod.

På den anden side af Costa del Sol er Afrika. Man kan kigge over på Afrika fra den spanske solkyst.
Om det handler de seks digte i afsnittet "hvor meget vi vidste", og det er ikke ligefrem morsom læsning. 

"her sidder vi så og ser
turisterne drage bort efter sæsonen
og stranden brede sig øde

og får pludselig øje på de døde
afrikanere druknet under flugten fra sulten
på den anden side
og drevet i land"

På den anden side af den velstillede europæiske dagligdag er den 3. verdens ekstreme fattigdom, sult og nød. Det handler bl.a. de syv digte om i afsnittet "hvad skal vi vågne til#. De fleste af digtene foregår i Maputo, som er Mozambiques hovedstad, og ud fra forlagsmaterialet kan jeg forstå, at de digte er inspireret af et ophold, forfatteren har gjort der. 

"man skulle jo tro at moderkærlighed er universel men
her synes folk kun det er hyggeligt at vente på bussen
en aftale kan du ikke få dem til at overholde
de har bare et andet forhold til tid

det betyder ikke så meget om et barn vokser op hos en
moster
de har ikke den der forståelse
her synes folk kun det er hyggeligt at vente på bussen
og alt det tøj vi gav dem blev bare smidt rundt omkring"

På den anden side af Øresund er Sverige. Digtsamlingen både starter og slutter med digte om Sverige. Nogle af dem er nærmest hyldestdigte – og lidt kedelige, synes jeg.

I Trine Andersens digtsamling er der gode digte om Randers, om Odense, om Rom og om den store og lidt pudsige familie i Nordjylland, hvor alle onklerne gifter sig asiatisk. Men det er digtene om den 3. verden, der er klart de bedste. De er skrevet på indignation og vrede og med ægte hjerteblod, og det brænder igennem til mig som læser.

Samtidig glæder det mig inderligt, at det kan lade sig gøre i 2008 at skrive digte om verdens uretfærdighed, uden at det bliver for frelst og 70er-agtigt. Det er godt gået!

Gyldendal, 2008. 68 sider.