Gode og hyggelige digte fra en aldrende poet, hvis blik søger mod skyerne.
Laus Strandby Nielsens tiende digtsamling handler om skyer. Vi bevæger os rundt i verden med næsen højt hævet og blikket svævende ind i himlens små bløde uldtotter. Det er ikke ligefrem sindsoprivende læsning, tempoet er meget tilbagelænet og digtene dvælende.
Et eksempel på digtenes lavmælte stil er denne korte skyrapport fra Aarhus: ”Skyerne over Aarhus / har forskellig lyd. // Det kan være tinnitus / over hele Nordeuropa // eller som nu et hvidt /solsortefløjt over Godsbanen.” Det er hyggeligt, fint og underfundigt.
Det er en rolig fornøjelse at læse digtene, næsten for rolig, til tider indtræffer en form for kedsomhed, jeg ellers ikke forbinder med læsning. Heldigvis er der også digte, hvor billedet slår med halen og opmærksomheden skærpes som fx her : ”Den største sky / i dag / er det billede / der tåger sig op / i min hjerne / af min hjerne. / Og dit smil / er simpelthen / en sol.” Et digt, der også indeholder en portion humor og kærlighed.
Et par elementer frustrerer; henvendelserne til læserne og parenteserne virker til at være skrevet med et glimt i øjet, men de fungerer ikke i min læsning, fordi det nærmest bliver indforstået, hvad digteren gerne vil sige. Eller med andre ord; digteren vil gerne blande sig i min læsning og forståelse af digtene, men det er nu sådan med de fleste læsere, at de godt selv kan lide at tænke, drømme og fortolke sig ind i et tekstunivers, uden forfatteren blander sig.
Når skyerne får lov at vokse i fred sammen med Laus Strandby Nielsens sprog, er det en ganske stor fornøjelse at læse digtene. Undervejs tænkte jeg på en anden aldrende digter, Knud Sørensen, hvis digte også indeholder naturelementer og ro.
’- og andre steder’ er en letlæst samling, som kan nydes af mange, måske især læsere, der normalt ikke giver sig i kast med digte. Og trænger mange af os ikke til mere ro? Dét får man i hvert fald, når man læser om skyerne.
Kommentarer