Anmeldelse
Niksen af Nathan Hill
Stor amerikansk generations- og udviklingsroman. Selvom det er tidligt på året, er det fristende at kalde den noget af det bedste fra 2017.
Nathan Hill debuterer med denne mastodont af en roman, og bogen er både stor i omfang og tematik. De seneste 50 års amerikanske historie udrulles for læseren. Udover det historiske, det politiske og det samfundsmæssige får man også serveret barndomsskildringer, menneskelige relationer og livsforståelse. En fornem litterær bedrift, som leder tankerne hen på på forfattere som John Irving, Jonathan Franzen og Donna Tartt. Bogen er morsom, satirisk, tankevækkende, gribende, vidende og meget mere.
Handlingen er centreret om Samuel Anderson. Han er en nogle og 30- årig litteraturprofessor, der lever et tomt og indholdsløst liv med et arbejde, der keder ham, en forfatterdrøm, der aldrig rigtig er blevet til noget og med noget nær ingen social kontakt. Han trives kun i computerspillets fantasiverden. Da Samuel var elleve år, forlod han mor pludselig ham og faderen uden nogen forklaring, og Samuel er i virkeligheden aldrig kommet sig over dette svigt og den manglende forklaring.
Her over tyve år senere dukker hams mor pludselig op i nyhederne, efter at hun har kastet sten mod en kommende præsidentkandidat, og i medierne optræder hun nu pludselig som ”hippie terroristen” med en bagrund som både aktivist og prostitueret. Samuel kan overhovedet ikke genkende dette billede af sin mor, der så vidt han ved, var en helt almindelig pige fra Iowa, der giftede sig med sin ungdomskæreste, og han beslutter nu, at han vil grave i familiens historie for at finde frem til sandheden.
Ovennævnte handlingsreferat yder på ingen måde den fantastiske historie retfærdighed. Bagved dette ydre skelet gemmer sig nemlig en lang række små romaner, norske sagnhistorier, fine beskrivelser af Samuels barndom i Chicago og moderens opvækst i en lille by i Iowa.
Romanen hopper fra nutiden tilbage til 1968, frem til 1988 og tilbage igen, og alle romanens mange personer bliver de enkelte kapitlers hovedperson. Alle disse elementer fletter forfatteren sammen på imponerende vis til en både logisk og forløsende slutning, hvor der undervejs både er blevet plads til gråd og latter. En genial og velskrevet litterær roman, der appellerer til både hjerte og forstand.
Stor amerikansk generations- og udviklingsroman. Selvom det er tidligt på året, er det fristende at kalde den noget af det bedste fra 2017.
Nathan Hill debuterer med denne mastodont af en roman, og bogen er både stor i omfang og tematik. De seneste 50 års amerikanske historie udrulles for læseren. Udover det historiske, det politiske og det samfundsmæssige får man også serveret barndomsskildringer, menneskelige relationer og livsforståelse. En fornem litterær bedrift, som leder tankerne hen på på forfattere som John Irving, Jonathan Franzen og Donna Tartt. Bogen er morsom, satirisk, tankevækkende, gribende, vidende og meget mere.
Handlingen er centreret om Samuel Anderson. Han er en nogle og 30- årig litteraturprofessor, der lever et tomt og indholdsløst liv med et arbejde, der keder ham, en forfatterdrøm, der aldrig rigtig er blevet til noget og med noget nær ingen social kontakt. Han trives kun i computerspillets fantasiverden. Da Samuel var elleve år, forlod han mor pludselig ham og faderen uden nogen forklaring, og Samuel er i virkeligheden aldrig kommet sig over dette svigt og den manglende forklaring.
Her over tyve år senere dukker hams mor pludselig op i nyhederne, efter at hun har kastet sten mod en kommende præsidentkandidat, og i medierne optræder hun nu pludselig som ”hippie terroristen” med en bagrund som både aktivist og prostitueret. Samuel kan overhovedet ikke genkende dette billede af sin mor, der så vidt han ved, var en helt almindelig pige fra Iowa, der giftede sig med sin ungdomskæreste, og han beslutter nu, at han vil grave i familiens historie for at finde frem til sandheden.
Ovennævnte handlingsreferat yder på ingen måde den fantastiske historie retfærdighed. Bagved dette ydre skelet gemmer sig nemlig en lang række små romaner, norske sagnhistorier, fine beskrivelser af Samuels barndom i Chicago og moderens opvækst i en lille by i Iowa.
Romanen hopper fra nutiden tilbage til 1968, frem til 1988 og tilbage igen, og alle romanens mange personer bliver de enkelte kapitlers hovedperson. Alle disse elementer fletter forfatteren sammen på imponerende vis til en både logisk og forløsende slutning, hvor der undervejs både er blevet plads til gråd og latter. En genial og velskrevet litterær roman, der appellerer til både hjerte og forstand.
Kommentarer