Anmeldelse
Nathaniel P’s affærer af Adelle Waldman
Intelligent og humoristisk sædeskildring der foregår blandt New Yorks litterære intellektuelle og portrætterer en selvfed mand, der minder om Bridget Jones’ chef Daniel Cleaver.
Humoren i denne bog er subtil og sarkastisk. Nogen gange larmende og nogen gange skjult mellem linjerne. Den amerikanske forfatter Adelle Waldman fortæller en historie om kønnenes (kærligheds)kamp set fra mandens synspunkt og ofte via lange diskussioner og samtaler i socialt lag blandt en flok litterære intellektuelle New Yorkere . Det flyvende replikskifte gør, at romanen minder om en moderne udgave af Jane Austens vittige 1800-tals romaner, hvor kvinderne giver mændene kam til deres hår.
Hovedpersonen Nataniel Piven, også kaldet Nate, er en populær, upcoming forfatter og essayist, der ser sig selv som ret perfekt og kvinder som ligeværdige. Selvindsigten kniber det dog lidt med. Han er en helt almindelig, intelligent og lidet iøjnefaldende mand, der pludselig får succes om forfatter. Og fra succesens tinder kan han nu vælge og vrage mellem de kvinder, han før i tiden kun turde drømme om. Nate anser sig selv som retfærdig og ligeværdig i sine kærlighedsforhold , men udefra set (og specielt som kvinde) sidder man og klukker af grin over hans gøren og laden, som egentlig er velmenende nok men samtidig har en selvfed undertone. Han kunne faktisk godt minde mig lidt om Bridget Jones chef, Daniel Cleaver.
En sigende episode (ud af mange) hvor Nate til en fest står og snakker med en pige der er ’smuk som en model' og praktikant på et fint litteraturtidsskrift: ’Med sin olivenhud og sit næsten persiske udtryk var hun ikke bare pæn at se på; hun virkede også intelligent, sjælfuld. Og hun var tydeligvis begavet. Det måtte hun være. Det kunne umuligt passe – kunne det vel? – at hun virkelig var så kedelig som hun syntes at være. Efter et par minutter til begyndte det at irritere ham at hun ikke engang forsøgte at være interessant at høre på – hun gjorde intet forsøg på at svare vittigt eller farverigt. Kun en så tiltrækkende kvinde ville tage det som en selvfølge at en vildtfremmed interesserede sig for de mindste små detaljer i hendes liv’.
Det er en velskrevet og letlæst sædeskildring, der vittigt spidder livet blandt New Yorks litterære intellektuelle og ikke mindst et interessant indblik i mandens inderste væsen. Jeg sidder lige nu og tænker tilbage på mine egne parforhold for at lure nogle tegn på, om jeg har været i nærkontakt med en Nathaniel P. Og mon ikke dog?
Oprindeligt skrevet af Britta Voergaard Poulsen, Litteratursiden.
Intelligent og humoristisk sædeskildring der foregår blandt New Yorks litterære intellektuelle og portrætterer en selvfed mand, der minder om Bridget Jones’ chef Daniel Cleaver.
Humoren i denne bog er subtil og sarkastisk. Nogen gange larmende og nogen gange skjult mellem linjerne. Den amerikanske forfatter Adelle Waldman fortæller en historie om kønnenes (kærligheds)kamp set fra mandens synspunkt og ofte via lange diskussioner og samtaler i socialt lag blandt en flok litterære intellektuelle New Yorkere . Det flyvende replikskifte gør, at romanen minder om en moderne udgave af Jane Austens vittige 1800-tals romaner, hvor kvinderne giver mændene kam til deres hår.
Hovedpersonen Nataniel Piven, også kaldet Nate, er en populær, upcoming forfatter og essayist, der ser sig selv som ret perfekt og kvinder som ligeværdige. Selvindsigten kniber det dog lidt med. Han er en helt almindelig, intelligent og lidet iøjnefaldende mand, der pludselig får succes om forfatter. Og fra succesens tinder kan han nu vælge og vrage mellem de kvinder, han før i tiden kun turde drømme om. Nate anser sig selv som retfærdig og ligeværdig i sine kærlighedsforhold , men udefra set (og specielt som kvinde) sidder man og klukker af grin over hans gøren og laden, som egentlig er velmenende nok men samtidig har en selvfed undertone. Han kunne faktisk godt minde mig lidt om Bridget Jones chef, Daniel Cleaver.
En sigende episode (ud af mange) hvor Nate til en fest står og snakker med en pige der er ’smuk som en model' og praktikant på et fint litteraturtidsskrift: ’Med sin olivenhud og sit næsten persiske udtryk var hun ikke bare pæn at se på; hun virkede også intelligent, sjælfuld. Og hun var tydeligvis begavet. Det måtte hun være. Det kunne umuligt passe – kunne det vel? – at hun virkelig var så kedelig som hun syntes at være. Efter et par minutter til begyndte det at irritere ham at hun ikke engang forsøgte at være interessant at høre på – hun gjorde intet forsøg på at svare vittigt eller farverigt. Kun en så tiltrækkende kvinde ville tage det som en selvfølge at en vildtfremmed interesserede sig for de mindste små detaljer i hendes liv’.
Det er en velskrevet og letlæst sædeskildring, der vittigt spidder livet blandt New Yorks litterære intellektuelle og ikke mindst et interessant indblik i mandens inderste væsen. Jeg sidder lige nu og tænker tilbage på mine egne parforhold for at lure nogle tegn på, om jeg har været i nærkontakt med en Nathaniel P. Og mon ikke dog?
Oprindeligt skrevet af Britta Voergaard Poulsen, Litteratursiden.
Kommentarer